Med KURS gennem landskabet

Kunst er godt. Meget kunst er meget godt. Måske, men er det nu også tilfældet, når kunsten har funktioner udover at være kunst?

KURS (Kunstmuseerne i Region Sjælland: Museet for Samtidskunst i Roskilde, Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø, Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs, Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og KØS – Museum for kunst i det offentlige rum i Køge) er en forening af nogle af Sjællands ligeså oversete som ambitiøse kunstmuseer. Disse styrker er nu forenet, og første led i regions-brandingen er fem udstillinger med primært ung, både dansk og international samtidskunst.

Som allerede antydet er der politiske penge i det her samarbejde og forhåbningerne store. Måske for store… For hvordan kan kunsten smitte af på samfundet og samtidig stå frem uden at agere borgmesterkunst? Regionen har omgået de spørgsmål ved at række pengeposen ud i stiv armslængde, og det er langt hen ad vejen lykkedes.

Kunst i landskabet
Fem kommuner, fem kunstmuseer og 50 kunstnere. Regionen låner kunstens kommunikative egenskaber og kunsten går i dialog med landskabet, og optimalt også regionens borgere. Og som kunstpublikum skal man være ganske rolig. Der er nemlig flere udmærkede kunstoplevelser at komme efter.

Det overordnede tema for de fem udstillinger knyttes sammen i det omgivende landskab:

TORVET (Stændertorvet i Roskilde), HØJEN (Vejrhøj i Oddsherred), SØEN (Sorø Sø), TRÆET (herregårdshaven og egeskovene ved Fuglsang) og HAVNEN (Sydhavnen i Køge, der står overfor den helt store havnefronts-fornyelse).

Landskabet som symbol
Udgangspunktet er konkret, men udvides til også at omhandle ‘torvet’ som symbol for politiske stridigheder og uventede møder, ‘søen’ som overgangen fra det kendte til det mystiske, ‘havnen’ som symbol for afsked, afsavn og mødet med det fremmede, ‘træet’ som erindring og billede på den sjældent uproblematiske forening af kultur og natur, og ‘højen’ som symbol for menneskets stræben efter himmelrummet og vej til det hinsides.

Navne som Thomas Struth, Johanna Domke, Oliver van den Berg, Laura Belem, Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Rodney Graham, Jesper Just, Myoung Ho Lee, FOS og Sanna Kannisto formår at løfte tematikken, forholde sig til stedet og de symbolske lag og associationer, som stedet indeholder.

Og sidst tegner udstillingen i sin helhed et interessant bud på et landskabsmaleri anno 2009, hvor man som kunstpublikum ikke længere møder landskabet i en forskønnet gengivelse på væggen, men et udvidet og nutidigt kunstbegreb, der i sin grænseløshed også tæller indslag på stedet; ved søen og på havnen. Og når KURS nu er funderet i landskabet og et bredt folkeligt møde, synes netop denne tilstedeværelse uden for de hvide vægge mere end oplagt.

Kunsten uden landskab
Det er dog kun SØEN og HAVNEN, der rent faktisk har bevæget sig ud af de hvide haller.

HØJEN kan ud over udstillingen præsentere en 1:10-version af Vejrhøj i museumshaven med indbygget lyd.

TRÆET kan ud over de gode værker og den fint kuraterede udstilling (ved gæstekurator Søren Lose) svinge sig op til at bringe træet indenfor bl.a. med det illustrative værk A Nursery of Grafted Species (a display of sculpture), hvor portugisiske Gabriela Albergaria har podet eksotiske træsorter med de klassiske danske træsorter.

TORVET er præget af værker, der primært forholder sig til torvet som begreb, men også det konkrete torv (Stændertorvet i Roskilde). Dog udelukkende via henvisninger til enten historiske hændelser, erindringer eller politiske omvæltninger og ikke på ‘torvet’. Det synes som et halvhjertet forsøg i denne sammenhæng, trods Matthew Buckinghams fantastiske A Man of the Crowd (efter Edgar Allan Poe), hvor man som publikum involveres i en to-mands forfølgelsesdans gennem Londons gader.

Kondenseret sø
Der hvor udstillingerne for alvor formår at sætte både museum og omverden i spil, sker der noget med kunsten. Den taler mindre prætentiøst og bruger sit indbydende sprog til at forklare noget komplekst og eksistentielt på en meget konkret måde. Det kan kunsten.

Tyske Julius Popps værk i et nedlagt supermarked i Sorø er et eksemplarisk værk. Titlen bit.fall dækker over søvand skudt ud med stor præcision fra loftet, der i et splitsekund hænger i luften og danner ord hentet fra søgemaskiner på internettet, inden det rammer gulvet. Tid, sted, kultur, natur, offentlig og privat opløses i dråber – et kondenseret øjebliksbillede.

Havnens indre
Det samme gælder for flere af værkerne i Køge. Dels Randi & Katrines fantastiske færge-interiør An Inland Voyage i indgangen til udstillingen, der skaber en både humoristisk og knivskarp illusion af at være på en færge, der langsomt lægger fra havnekajen, og dels Katja Bjørn, Hartmut Stockter og Philip Simmons’ stedsspecifikke værk The Haven.

Et udtjent styrhus placeret yderst på molen på grænsen til det ukendte og fremmede. Inde i styrhuset befiinder man sig midt i mellem ‘flaskekraner’, videoværker om udlængsel, skippervals og uopdagede fristater – ‘havnens’ sjæl rent ud sagt.

Man kan vel sige, at de værker, der løfter KURS ud over kommune- og regionsbrandingen er de værker, der reelt formår at ramme og påvirke ‘stedets indre’ og skabe et uprætentiøst men fordybende møde med samtidskunsten, også i landskabet. Og det har ikke alle de deltagende museer tilstræbt trods det stærke hold af udstillede kunstnere, der bare ved deres tilstedeværelse unægteligt løfter regionen.