Miriam Kongstad: “Den kvindelige krop er et powerhouse”

“Alle mine undervisere sagde: ‘Du skal ikke tage en kandidat i koreografi, ikke fordi du ikke er god til det, men du skal gå på en kunstskole, fordi du vil alting selv. Du vil lave koreografien, du vil performe, og du vil også lave rekvisitterne og musikken’. Det var rigtigt set, fordi det at arbejde med performance har for mig altid handlet om at skabe billeder og rum”.

Det var, mens Miriam Kongstad var igang med en uddannelse som danser og koreograf på Hochschulübergreifendes Zentrum Tanz i Berlin, at hendes undervisere udpegede en ny retning, og da hun fortsatte sine studier, var det da også i billedkunst på kunstakademiet Sandberg Instituut i Amsterdam.

Denne dobbelte faglige baggrund – som kan tilføjes en tredje faglighed, da hun også er en trænet oboist – præger hendes kunst, som blandt andet folder sig ud i performances, men også i installationer, lydkompositioner, tekster, maleri og skulptur. Selv oplever hun ikke, at hun har skiftet kurs. Snarere føler hun, at hun har videreudviklet det, der fra begyndelsen har været kernen i hendes virke, nemlig et markant fokus på kropslighed.

“Kroppen er et universelt udgangspunkt for livet”, forklarer Miriam Kongstad. “Den rummer vores sanseapparat og er et kæmpe domæne for identitet, helbred, sygdom, smerte, seksualitet og politik. At observere og analysere kroppe og bevægelser og reflektere over alle de betydninger, der ligger her, er blevet den linse, jeg kigger igennem”.

En sådan undersøgelse foldes blandt andet ud i performanceværket Worker’s Choice fra 2017, der i 35 minutter kredser om, hvordan den kvindelige krop er billedliggjort i populærkulturen. I værket møder vi to kvindelige performere iklædt jeans og cowboystøvler i samspil med en skrabet scenografi, et rullebræt, en lasso, en vaskebalje og en stor bunke jeans.

“Worker’s Choice undersøger, hvordan kvinder er blevet portrætteret i jeans og visuelt forbundet til fortællingen om den frigjorte kvinde i samfundet”, forklarer Miriam Kongstad. “Jeans og cigaretter var nogle af de første produkter, som blev benyttet i den moderne reklame, der knyttede produktet direkte til identitetskonstruktionen. Man gik fra at købe ud fra behov til at købe ud fra et ønske om at blive noget, at være noget, at skabe en identitet”.

“Jeg kiggede på, hvordan kroppene blev portrætteret, hvilke positioner de stod i. Kropssprog betyder jo ekstremt meget i den måde, vi kommunikerer på. ‘90 procent er kropssprog’, siger man. Jeg tegnede konturer af kroppene, og begyndte at sætte tegningerne sammen i koreografiske forløb. Udgangspunktet var at kropsliggøre alle disse reklamefotos, at sætte dem i bevægelse”.

“Noget, der er signifikant for værket, er, at performerne de første 18 minutter har ryggen til publikum. De fleste reklamer for jeans handler rigtig meget om røven. Sidder bukserne rigtigt?
Jeans var oprindeligt en beklædningsgenstand for mandlige minearbejdere. Det er derfor et bemærkelsesværdigt skift, da også kvinder begynder at gå med jeans. Der er den her idé om, at kvinden bliver mere fri, hvis hun ‘bliver mere som en mand’, men er det tilfældet? Er det målet”?

Sidste år viste Miriam Kongstad udstillingen Heart of Steel i Wilson Saplana Gallery. Det er den første maleribaserede udstilling Kongstad har lavet, men hvordan går hun så til maleriet? Performativt, selvfølgelig! I ret bogstavelig forstand angriber hun maleriet korporligt. Invitationskortet til udstillingen viser en nøgen kunstner, der med et koben – i en mellemting mellem en ballet- og kamsportspositur – hamrer løs på de aluminiumplader, billederne er malet på.

Store poesibogshjerter er ridset i pladerne og krasse neonfarver er sjasket på, mens kvindeskikkelser kommer til syne i grove konturstreger. Man ser en fødende kvinde, urinerende kvinder, en kvindelig bodybuilder og nydende kvinder i erotiske positioner.

“Jo, i et af billederne er der også en reference til renæssancemaleren Botticellis berømte billede af den skumfødte Venus, hvis lange hår perfekt dækker kønsdelene. Men ellers er det i mine billeder malerier lige præcis det omvendte. Der er ikke så meget, der er skjult”.

“Maleri er nok et af de eneste formater, jeg nogensinde har været bange for. Det føltes lidt som om, det var et lukket land, og det er typisk for mig, at når jeg får det sådan, så skal jeg finde ud hvad det handler om. Jeg bliver draget af ambivalensen”.

For Kongstad føltes det som om maleriet var et meget maskulint domæne, mens kvindens relation til maleriet traditionelt har været på lærredet – som motiv! Og ofte som en yndig, afklædt krop.

“Jeg gav mig selv en præmis: Alle de nøgne modeller fra det klassiske maleri fik lov til at træde ud af billedet og slå tilbage på lærredet. Det tog jeg på mig – med et glimt i øjet. Og med min egen afklædte krop gav jeg lærredet en ordentlig omgang”.

“Det handler om at forbinde femininiteten med mere kraftfulde og voldsomme energiformer, som vi traditionelt gerne vil placere i det maskuline. Jeg vil gerne indgravere en masse energi og kropslighed i værkerne, så man kan fornemme den krop, som har skabt maleriet”.

Med til udstillingen i Wilson Saplana Gallery hørte også store hængende smykker i overstørrelse, skabt i metal.

Miriam Kongstad åbner nu udstillingen Powerhouse i Ringsted Galleriet, som blandt andet tager udgangspunkt i et af hendes malerier af en fødende kvinde, som indgik i udstillingen Heart of Steel.

“Tænk på en fødsel. Det er jo den vildeste energieksplosion, der viser hvor meget power, den kvindelige krop indeholder. Min udstilling på Ringsted Galleriet handler om energi, batterier, kroppe, seksualitet, liv og død, fødsel og hjertestop. I mange år har jeg tegnet batterier i mine notesbøger, uden at det ligesom kom videre derfra: Batterier, som er strammet ind af korsetter, batterier der eksploderer, batterier som kroppe”.

Udstillingen præsenterer fotokollager, der danner et billedunivers af batterier, kraftværker, startkabler og elnet sammensmeltet med brystvorter, fødsler, sprintløbere, førstehjælp og korsetter. Kollagerne suppleres af stålskulpturer, der i formel, industriel stil minder om batterier, opskalerede til menneskelige dimensioner.

“Det, der fik brikkerne til at falde på plads, var, at jeg som en del af min praksis dyrker Pilates, og indenfor Pilates bruger man udtrykket powerhouse, der henviser til et kropsligt energicenter placeret i den nederste del af overkroppen. Ordet powerhouse refererer også til et atomkraftværk eller industrianlæg til produktion af elektricitet, som man kan sige er fundamentet for hele vores samfund i dag. Med alt dette i mente benytter jeg batteriet som en metafor for den enorme råstyrke og power, der er i kvindekroppen”.

“Mit arbejde handler ofte om at skabe billeder, kroppe og scenarier, man kan spejle sig i. At bryde med de normative forventninger om, hvad det vil sige at være kvinde i dag”.

Forventningsbruddet går igen mange steder i Kongstads værker. Forventer man eksempelvis på en romantisk sejltur i solnedgangen at møde to kvinder, der urinerer på et bål, mens en anden fremsiger et mørkt og ambivalent digt om begær?

Poison Paradise er et performanceværk, som oprindeligt blev udviklet i samarbejde med Den Frie og The Performance Agency til en (romantisk) kunstsejltur, hvor publikum netop blev transporteret rundt på en båd og undervejs mødte forskellige kunstnere, der opførte performances. Man stødte således ad flere omgange ind i Kongstad selv, der fremførte sin tekst akkompagneret af en guitarrist, samt to performere der optrådte med røgfakler og urinerede.

“Poison Paradise er en form for moderne kærlighedsserenade, som handler om passion og begær – også uden for heteroseksuelle normer. Om forventninger, roller, sociale strukturer, og om hvordan begær uundgåeligt også hænger sammen med en eller anden grad af aggression eller voldsomhed: ‘Jeg vil have noget, jeg begærer noget, jeg vil begæres’. Hvordan lærer vi at opføre os i den slags relationer?”

“I teksten er der referencer til forskellige romantiske møder, som bliver blandet sammen med citater af kvindelige ikoner – blandt andet Virginia Woolf, Britney Spears, Gertrude Stein og Tina Turner”.

“Det betyder meget for mig, at mit arbejde er relaterbart. Der skal helst være en sanselig indgangsdør eller nøgle for beskueren. Kunst kan være en fantastisk umiddelbar måde at skabe fællesskab på, en måde at erkende eller fordøje aspekter af livet, som vi måske ikke har så meget verbalt sprog for, eller som kan være svært at tale om. Ud fra det, så lander jeg altid på, at kroppen er det første, vi alle sammen har til fælles. Vores kroppe eksisterer på vidt forskellige vilkår – men vi vågner alle sammen op i en krop hver dag”.

“I vores samfund har vi en stærk tendens til at intellektualisere og oververbalisere, men måske kan kroppen tale lidt mere direkte og bidrage med vigtige og relevante refleksioner”

“Nej”, ler Kongstad. “Ofte kredser hvert værk om et spørgsmål, som bringer ti nye med sig, og det er netop det, der er drivkraften. Frihed er en meget abstrakt størrelse og nok heller ikke noget, man nødvendigvis kan finde et konkret svar på. Det er noget, der skal leves og gøres. Noget der nok altid vil være under udvikling”.

“Kvindekroppen skal helst fylde så lidt som muligt, være tynd og fin. Det viser sig også i kropssproget. I modsætning til det maskuline kropssprog, hvor det er okay at sidde med spredte ben og arme og indtage rummet, så handler den koreografi, man typisk lærer som kvinde, om at lukke af og holde inde. Måske er det krydsede ben, måske holdes knæene ind mod hinanden. Alle indersiderne, de mere følsomme eller sårbare dele af kroppen, skal beskyttes og skærmes”.

“Det prøver jeg at stille spørgsmål til i mine performances og øvrige værker. Det drejer sig om, hvem der må tage rummet, hvem der skal give plads”.

“Det er vigtigt for mig at forsøge at skubbe til etablerede strukturer og skabe noget mere plads for vores kroppe og liv. Skubbe til vores tankemønstre på en nysgerrig måde. Stille spørgsmålstegn ved, hvad der er okay, hvad der ikke er – og særligt hvorfor. Og det starter med at konfrontere min egen tankegang og mine egne normer”.

“Mine værker er relevante for alle køn. De tager tydeligt udgangspunkt i et kvindeligt syn på verden – fordi det er derfra, min verden går. Men netop dét er noget, der angår alle og forhåbentlig noget, alle føler sig inviteret ind i”.

“Jeg tænker ikke på mit arbejde som en løftet pegefinger. Én metode er at kritisere, en anden er at foreslå. Snarere end at påpege, at noget er forkert eller dårligt, forsøger jeg at udvide rammerne og skabe mere plads, ved at komme med forslag”.