Næstekærlighed – en kunstnerisk strategi

Det er langt fra første gang, at Museet for Religiøs Kunst inviterer samtidskunsten indendøre. Udstillingen Frelst Fiktion i 2009 (med blandt andre Julie Nord, Kaspar Bonnén, Anders Brinch og Mie Mørkeberg) eller Alexander Tovborgs soloudstilling Tre fra 2011 er eksempler.
På udstillingen Lige ved Næsten er det vægtige repræsentanter for den socialt engagerede tilgang til kunsten, der er præsenteret: Vi møder blandt andre Kenneth Balfelt, Superflex, Kirsten Dufour/Finn Thybo Andersen og Trampolinhuset.

Øldrikkerne = superbrugerne
Kenneth Balfelt viser en dokumentationsvideo om nyetableringen af Enghaveparken i København, der blev gennemført i samarbejde med brugerne af parken – heriblandt ikke mindst øldrikkerne.

Balfelts kunstneriske praksis handler om at skabe dialog med – og inkludere – ofte udgrænsede eller ekskluderede grupper. Dialogpartnerne er narkomanerne på Vesterbro, beboerne på Mændenes hjem eller indsatte i et fængsel i Niger. Balfelt ser det som sin kunstneriske kompetence at initiere ligeværdige samarbejder mellem forskellige grupperinger, eksempelvis mellem øldrikkerne i Enghaveparken, kommunale myndigheder og arkitekter. Vi er selvsagt langt fra det traditionelle kunstobjekt. I stedet er det medmenneskelige møde det bærende element i kunsten, og Balfelt er ikke bleg for at sige, at det handler om kærlighed.

Open source bajer
Superflex er med på udstillingen med en væg af farvestrålende markedsføringsplakater for Free Beer. Ølprojektet er ikke kunstnergruppens skarpeste, og i denne sammenhæng kunne man bedre have set deres biogasprojekt (Supergas) eller Guaraná Power-projektet, som er værker, der sliber den sociale samarbejdsprofil stærkere til.

Læs portræt af Superflex her

Men nuvel. Ølprojektet er udviklet i fællesskab med studerende fra IT-Universitetet i København og lanceret med Creative Commons licens, hvilket betyder, at alle kan bruge opskriften til at brygge deres egen øl eller udvikle varianter af opskriften. Det er en open source-øl som opponent til Carlsberg og Heineken.

Aktivisme mod asylpolitik
Trampolinhuset er præsenteret ved et videoprogram, som giver indblik i forskellige sider af det brugerstyrede kulturhus. Stedet, der fungerer som et mødested for asylsøgere og danske borgere, sprang ud af en workshop i 2009 iværksat af socialt engagerede kunstnere og kuratorer (Morten Goll, Joachim Hamou og Tone Olaf Nielsen). Det erklærede formål for huset er at bryde asylsøgernes isolation og at arbejde i aktivistisk reaktion mod den danske asylpolitik.

Venstreorienteret kunst?
Det er næppe forkert at sige, at praksisser som ovennævnte ofte er italesat i en kritisk diskurs og læst som ‘politiske’, ‘samfundskritiske’ eller ‘venstreorienterede’ modbilleder til forskellige magtinstanser.

Superflex opponerer eksempelvis mod de multinationale monopoler og ligger i krig med Coca Cola, mens den stramme udlændingelov eller den indvandrerfjendske højrefløj er andre magtudøvere eller former for eksklusion, som kunstprojekterne typisk forholder sig kritiske til.

Næstekærlig kunst?
Hvad skal man så mene om at rammesætte projekterne i næstekærlighedens navn på et museum for religiøs kunst?

Faktisk er det en god ide, for det udpeger et måske lidt overset niveau i disse praksisser: det inkluderende, empatiske – man fristes til at sige kærlige – niveau, som er en mindre hårdt profileret og mere skrøbelig side af disse praksisser – men måske også i virkeligheden en mere radikal side end de konfrontatoriske og politiske?

Nu er ‘Næsten’ og ‘næstekærlighed’ ikke entydige begreber. Er Næsten at forstå som naboen i villakvarteret, eller skal begrebet foldes mere globalt ud? Omfatter det også dem, der er besværlige at elske? Kristus selv var tilsyneladende rimelig klar i mælet. Selv fjenden kunne være Næsten, men det er også sikkert som amen i kirken, at det er her, det begynder at mudre. Alle kan skrive under på, at vi skal være gode mod hinanden, men hvem der inkluderes som ‘den anden’ eller ‘de andre’ er mere speget.

Alligevel forekommer det som om, at næstekærlighedsbudskabet er det, der er tilbage, efter den kristen-kirkelige institution har mistet fordums dominerende position. Budskabet har på næsten mirakuløs vis overlevet kristendommens uhyrlige historie som en fundamentalistisk undertrykker af de helt store, der i århundreder tyranniserede og terroriserede mennesker i fanatisk og dogmatisk magtudøvelse. Kirkens normative moraliseren er ligeledes svækket, mens næstekærlighedsbegrebet står ret uskadt tilbage som noget, vi i princippet er enige om, og vi i princippet alle går ind for. I et land som Danmark er begrebet ovenikøbet institutionaliseret – så at sige – i ‘velfærdssamfundet’ (hvor ufuldkomment det så ellers må forekomme).

Empatisk revolution
Den verdenskendte økonom og bestsellerforfatter (og tidligere socialaktivist) Jeremy Rifkin taler ligefrem om, at nutidens evolutionære stadie rummer kimen til en “empatisk civilisation”. Globaliseringen og udbredelsen af verdensomspændende kommunikationsmidler er ifølge Rifkin tegn på et aktuelt mulighedsrum for at afløse fjendebilleder og destruktive konstruktioner af ‘de andre’ eller ‘den anden’ til fordel for et omfattende “empatisk skift” hinsides nationale, kulturelle og religiøse skel.

Og sociologen Roman Krznaric kæder i sin bog Empathy: A Handbook for Revolution netop den empatiske tilgang sammen med revolutionstænkningen.

Et monument for civil ulydighed
Med det in mente kan vi betragte YNKB-medlemmerne Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersens bidrag til udstillingen. Værket Ved tro skal vi sejre fra 2004 er ‘et monument’, der hylder de borgere i Lemvig, som i 1998 og under ledelse af den lokale præst gemte serbiske flygtninge, der var nægtet asyl, i private hjem. Vi ser en glasmontre indeholdende brevudvekslinger, optagede interviews og forskellige genstande, der dokumenterer den civile ulydighedsaktion.

I Dufour/Thybo Andersens dokumentationsmonument ser vi politisk aktivisme og næstekærlighedstænkning indfoldet i hinanden, og det er den vinkling og korrespondance mellem visse samtidskunststrategier og næstekærlighedsbegrebet, som udstillingen mest oplagt får markeret.

Lige ved naboen eller manden i parken
Lige ved Næsten får dog også peget på andre vinkler. Gudrun Hasle og Julie Born Schwartz deltager med værker, der har fokus på den nære, personlige relation.
Hasle viser videoværket Gudruns sang, hvor naboen fortolker Hasles liv via sang og stue-keyboard med rytmeboks. Julie Born Schwartz viser et værk, der sammenkæder personlige referencer med samtaler med en mand, kunstneren mødte i en park. Schwartz er mere kryptisk, men også mere enigmatisk.

Værker som disse er valgt for at pege på det nære, autentiske møde i en tid med cyperidentitet og flygtig teknologisk kommunikation. Og selvom det kunne have været en noget fortænkt ide, virker det meningsfuldt her – det skyldes, at disse værker rent faktisk formidler et fortættet nærvær og en stærk autenticitet.

Meningsfuldt – og overraskende – er også Jacob Tækker i denne sammenhæng. Værket Sognet er flot installeret i en rundgang med medlemmer af det lokale sogn i en Tækkersk balanceakt.

Det er ikke hele vejen igennem, at de kuratoriske valg er helt skarpe, men det ændrer dog ikke hovedindtrykket af, at samtidskunsten er på en frugtbar visit på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.