Nederlag på repeat

This Title is an Artwork of Mine er en gruppeudstilling, der præsenterer værker af 26 profilerede kunstnere fra ind- og udland på 156 sider, kurateret af Mikkel Carl. Det er som en udstilling, man aldrig så – og her er en del af konceptet: bogen som et frigjort rum imellem kunst, udstilling og modtager med reel fysisk tilstedeværelse og intensiveret nærvær.

Udstillingen er også et udtryk for en ultra konceptuel kunst, der i dag står på skuldrene af den europæiske fluxuskunst men især en flok amerikanske kunstnere fra 60’erne:

Sol LeWitt, Adrian Piper, Lawrence Weiner, Barnett Newman, Robert Barry, Donald Judd, Ed Ruscha, Robert Smithson, Richard Serra, Joseph Kosuth, Dan Graham og mange andre samtidige.

Handling og opgør
Siden 1960’erne og denne institutionskritiske kunst-tsunami har værkbegrebet været opløst. I slut 60’erne stødte man fx på betegnelser som ACT (Aestihetically Claimed Things) og ART (Aesthetically Rejected Things).

De to kunstgreb, ACT som handlingsbaseret inddragelse af hverdagen og ART som kunstnerisk opgør med objektet, indrammer ret glimrende de to energier i konceptkunsten, hvor alt pludselig kunne inkluderes og afvises på samme tid.

Siden har kunsten været udsat for diverse overskridelser, hvor hverdagsgenstande, stilhed, et skud i armen, aflukkede gallerier, stjålne genstande og kopierede tekster, den blotte tilstedeværelse eller en ganske abstrakt aktivitet (fx julemænd på rov i Magasin) har været en del af ‘kunsten’.

I den ultra-konceptuelle gren af kunsten kan man stadig tale om et autenticitetsbegreb, der handler om at skabe en afstand – og ofte kritisk afstand – til det fysiske værk, institutionen, kuratoren (den typiske repræsentant for magten i disse tider) og et traditionelt udstillingsformat.

‘Dematerialisering’ er kunstteoriens og Lucy Lippards (en af konceptkunstens teoretiske grundsten) term for denne fokusering på idé frem for form. En frigørelseskamp, der aldrig rigtig lykkedes og som virker temmelig udbollet i 2012.

Læs evt. Lucy Lippards introduktion til Six Years: The Dematerialization of the Art Object from 1966 to 1972

Kunstens retur som vare
This Title is an Artwork of Mine (titlen er et værk af danske Pind og en udstilling fra 2009 på Overgaden af selvsamme Pind) er selvfølgelig en kommentar til kunstens eksistens og undfangelse, men også endnu en understregning af hvor langt begrebet er strukket.

Navid Nuur understreger det stadige (utopiske) frigørelsesprojektet med en sort side i bogen med den hvide tekst:

“PLEASE FREE ALSO THIS COLOUR FROM PANTONE PRISON” (Untitled, 2007-2012).

Det er med tungen i kunstner-kinden det her.

Men det er også et kunstinternt nostalgitrip i år 2012, især fordi ‘værket’ allerede blev strukket til sit yderste for snart 50 år siden. Denne bog bidrager ikke til den udvikling, men gentager snarere historien – med få variationer.

‘Udstillingen’ er udgivet på to forlag og kan købes for 200 kroner i Kunsthal Charlottenborg. Det er rebelsk kunsthistorie – nu med stregkode.

60’er-feedback
Jacob Jessen performer med en lydstyrke på 140 db og har affyret en signalpistol i bogen.

Walead Beshty leger med kunstneridentiteten og har fået trykt nogle kropshår i bogen.

Kristoffer Akselbo leger med bogen som udstillingsobjekt og har sat et UV-fingeraftryk på bogens for- og bagside.

Jens Haaning skaber et evindeligt feedback med fotos af fotografiapparater, der har taget billeder af andre fotografiapparater (Canon_G10_photographed_with_Nikon_D90), og Tue Greenfort viser et dokumentationsfoto fra Momentum 2006 med Seth Sieglaub (manden bag The Xerox Book, den første lignende katalog-udstilling i 1968), der deltager i hans værk.

Lucy Lippard eller andre teoretikere involveret i konceptkunsten for snart 50 år siden ville knibe en tåre over de utallige gensyn.

 Statement fra fokusgruppen
Mikkel Carl selv kommenterer lidt mere syrligt på Barnett Newmans værk fra 1966, Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue?, ved at svare:

“Ingen er bange for rød, gul eller blå” – tre farvede monokromer med henholdsvis Sony, Volkswagen og Deutsche Bahns logoer. Bum. Product placement og kunst i ét.

Og her ligger svaret: Der er ingen kunstnere idag, der tror på opgøret, frigørelsen, som ikke er kunstnere med stort K, en vare der kan sælges i kunsthallen, alt er gjort, ingen er bange, kunsten er på mange måder ‘uskyldig’ (læs: ukritisk) igen. Her har vi et tilnærmelsesvist kritisk statement.

Men ærlig talt, det er en meget lille fokusgruppe, hvor referencerne forplumrer et i forvejen lidt ligegyldigt 60’er-ryggnubberi.

Forfriskende fantomsmerte
Der findes dog en lille skare værker, der på forfriskende vis italesætter en tilstand post konceptkunsten anno 2012 – det manglende nærvær, amputeringer, fantomsmerter, tomhed, den uoverkommelige afstand til objektet, historien, handlingen og her særligt afstanden til det fysiske og materielle.

Heriblandt Mette Hersougs fantastisk formidlede forsøg på at dokumentere fantomsmerterne fra en afsprunget hånd under krigen i Kuwait, der er endt med at reagere på Mick Hucknalls mimik (Simply Red). Det er fandme tragikomisk og produktive associationer.

Også FOS’ værkserie, “Phantom Audience” er en fin understregning af, at publikum ændrer karakter parallelt med kunsten, og hvis kunsten blot er et fantom, bliver publikum det samme.

About blank
Marie Kølbæk Iversen synes faktisk at slå hovedet på sømmet – og luften ud af projektet – allerede på side 12.

Et blankt opslag med titlen From the series: The Book about Nothing illustrerer den afmægtige kunstner glimrende, imens fodnoten snakker:

“”Is that a quotation?” I asked. “Of course. There is nothing left for us. Our language is a system of quotations.””

Det hele ender i en tom buldren – et uendeligt monokrom-maleri, der savner radikalitet anno 2012. Om ikke andet er This Title is an Artwork of Mine den perfekte gave til den resignerende samtidskunstner, eller én du kender, der trænger til at genopfriske 60’er-kunstens radikale eksperimenter.