Nogen må lytte, hvis noget skal SES

Hvilken rolle spiller den unge samtidskunstner som bidragyder til den ustoppelige billed- og informationsstrøm, som vi alle er blevet delagtige i? Nogle kvalificerede bud på dette spørgsmål findes på Kunsthal Aarhus, som endnu en kort tid viser udstillingen Afgang 18 – SES med projekter af seks dygtige dimittender fra Det Jyske Kunstakademi.

Dette års afgangsudstilling er ’kurateret’ af Iben Bach Elmstrøm, står der i kataloget, og jeg tænker, at det næppe er sandt i betydningen, at hun har udpeget de deltagende kunstnere, og overvejer dernæst, om det faktisk forholder sig således, at kuratoren har udvalgt de specifikke værker? Jeg beslutter, at Iben Bach Elmstrøm, sine kuratoriske kompetencer til trods, nok i virkeligheden har fungeret som vejleder og kunstfaglig sparingspartner for afgangselverne.

Grunden til, at jeg bruger plads til at nuancere ordvalget her, er, at det er vigtigt netop i sammenhænge som denne, at sproget om kunsten er præcist. Det er trods alt den nye og kommende toneangivende generation, som nu ser dagens lys i offentlige rammer. På det formidlingsmæssige niveau er afgangsudstillingerne landet over blevet mere selvbevidste, og vi ser derfor typisk de individuelle praksiser beskrevne i udstillingernes stadigt mere professionaliserede informationsmaterialer. Afgang 2018 – SES er ingen undtagelse, og den 67 sider store tryksag er absolut professionelt udført og ligner på alle måder et rigtigt kunstkatalog. Men teksterne, som beskriver de seks dimittender er en anelse forcerede og ganske klichéfyldte, men det vender jeg tilbage til.

Kunstnerens rolle
I sit glimrende forord spørger ’kuratoren’ retorisk og relevant, hvordan kunstnerens rolle som medspiller og bidragyder i en stadig voksende mediestrøm adskiller sig fra alle andre aktørers ditto.

Senere svarer hun selv prøvende på sit eget spørgsmål: ”Måske er kunstnerens rolle netop at nuancere måden, hvorpå vi læser og forstår verden. Kunstneren kan ikke indgå i en konkurrence om opmærksomhed, sådan som kommercielle og sociale medier gør det, men kan lægge op til en aktiv diskussion (…). Kunstens potentiale ligger i at udvikle ideer og koncepter, som overskrider samfundets officielle standarter og forventninger for at kunne nå frem til nye nuancer, politiske tanker og værdier.”

Art-lingo
Med disse overvejelser in mente er det tid at gi’ sig i kast med udstillingen, der folder sig spektakulært og indbydende ud i kunsthallens rummelige kælderetage. Det, der umiddelbart springer i øjnene, er en række skulpturer af betydelig størrelse og med iøjnefaldende karakter og udstråling. Det er Regitze Engelsborg Karlsen, ”hvis skulpturelle praksis er indlejret i et øko-feministisk og vitalistisk perspektiv og undersøger, hvordan vi kan skabe et tilhørsforhold til Jorden.” – står der i kataloget, som fortsætter: ”Dystre, miljømæssige fremtidsscenarier kalder på et ’post-humant’ syn på vores miljø og en dybere menneskelig forbindelse til geologiske tidsforståelser og processer.” Det anvendte art-lingo er selvrefererende og forklares ikke i tilstrækkelig grad for den ikke indforståede læser, som ikke lige har læst Vibrant Matter af Jane Bennett eller er på omgangshøjde med den seneste antropocæne og øko-feministiske tænkning.

Krop mod krop – hud mod hud
Ret fænomenologisk er skulpturerne dog ganske lige til – store som de er, aktualiserer de spontant beskuerens egen kropslighed og gennem de synlige mineralske materialer – grus, sten og sand – er naturen, eller geologien, ligeledes nærværende. En udfolder sig som et ’landskab’, en som en ’snabel’, en som en ’tragt’ og endnu en som et opretstående ’skrin’ – alle er de en ’hud’ af lærred udspændt over en bagvedliggende skeletfrom, og alle har de porøse og glinsende overflader fyldte af sten og grus i forskellige nuancer. Værkerne er blevet til på baggrund af kunstnerens interesse for materialer udvundet i en industriel grusgrav. Gennem den kunstneriske proces transformeres disse på en måde, så de får ’agens’ (Jane Bennett): Via deres skala, farve og udseende gør de sig tilgængelige for beskueren som en form for korporlige spejle, hvori vi måske kan få øje på og genoverveje vores (intime) forbindelse med naturen.

Nul konformitet – friskt maleri for den skeløjede
På den sydvendte væg udfolder klassens eneste hankønsvæsen, Holger Højbjerg, sig med en velsvingende serie af store malerier, som rammer beskueren med en sær tvetydig tilstedeværelse: Pga. deres delvis uskarpe fremtoning driller de øjet, så betragteren må forsøge sig fra forskellige afstande for at se billederne. En bevidst strategi, der i kataloget beskrives som: ”Værkerne står formelt i deres position som malerier, der tvinger forskellige visuelle sprog ud mod hinanden for at vække beskuerens eget visuelle engagement.” Den unge Højbjergs billeder har collagepræg, og han benytter både spraydåse og pensel og sikkert også projektor til at overføre motiver med, for en brillant tegner er han ikke. Men det er heller ikke nødvendigt her, hvor der i trit med tidsånden jongleres friskt rundt på traditioner og kunsthistoriske referencer.

Hviskende tungetale
Efter at have gymnasticeret synsnerverne lægger deres udsendte sig på en stor indbydende, lyserød og lækker tunge for at lytte til en hviskende stemme. Den præsenterer sig som ’tungen’ og opfordrer mig til at lade min krop blive et med den i et forsøg på at komme tilstede i et sammenvokset ’NU’ og derved ’overvinde illusionen om tid’. Det er en behagelig stemme! Langsomt guides jeg ind i min egen mund og derfra ned i mine indre organer, som beskrives med velformede ord og rammende metaforer.

”Olga Benedicte arbejder (…) med at nuancere måden, vi forstår og bruger vores moderne instrumentaliserede krop på. En krop som gennem vores vestlige og kristne syn er blevet disciplineret til at underminere sit sanselige og seksuelle register,” står der – selvfølgelig – kan jeg ikke dy mig for at sige. For det første er jeg ikke sikker på, at det kun er ’den moderne krop’, som er ’instrumentel’, og for det andet er det et blindt punkt, når vi efter så mange års diskussion om race, seksualitet, etnicitet og kultur stadig begår den fejl kun at henvende os til os selv (måske af misforstået hensyn til ’de andre’). Burde teksten ikke tage højde for det faktum, at også andre samfundsstrukturer og religioner kultiverer og disciplinerer kroppene?

Krop, organ og psyke
Freja Niemann Lundrup har i et hjørne gang i en spektakulær undersøgelse af kroppens indre og ydre fysiske, psykologiske og biologiske organisering. Flere skulpturelle fremtoninger minder om organer – glatte og slimhindeagtige, med polypper og udposninger. Andre af sten refererer til kroppen eller til følelser gemt i den. Det hele udfolder sig i en sammenpresset og derfor lidt rodet installation, som på trods af pladsmanglen alligevel formidler sit sært sammenvævede og modsætningsfyldte indhold, der samtidigt er monstrøst, dragende, frastødende og sensibelt. ’Organerne’ er smukke – også koloristisk – og alle delelementer udført med stor omhu og akkuratesse.

Visualitet i forandring
Afgang 18 – SES undersøger en billedforståelse i forandring og giver kompetente bud på, hvordan kunstneren kan udforske og udvikle visualitet og billeder i et rum, hvor det æstetiske som et komplekst tanke-, krops- og genstandsfelt er i fokus og med stor vægt på materiale og brug af mange forskellige teknikker og medier.

De unge afgængere udforsker vores kunsthistoriske tradition, den teknologiske udvikling, og hvordan billede, form, lyd og lys kan skabe andre fortællinger end dem, der lader sig fortælle gennem sproget alene. Dog er det værd at nævne, at ’speak’ og ’voice over’ spiller en central rolle hos Olga Benedicte og i det meget gennemførte og dragende videoværk Prop People af Sophia Ioannou Gjerding. Begges tekster vises i uddrag i kataloget, hvor de fungerer fint som en slags art writing i egen ret. En tendens i øvrigt, som har vokset sig stærk over de forløbne ti år, hvor akademierne i dag også skaber rum for kunstnerisk skrivepraksis.

Teknisk overbud – eller en teknisk fejl?
En enkelt udstiller er mig aldeles utilnærmelig, og det er desværre nok ikke kunstnerens skyld. Nushan Rose Roshanis videoværk Saturn og Jeg: Rejsen til Bjerget består af otte fladskærme monteret i et asymmetrisk system med nedhængende kabler og flere synlige mother boards – m.a.o. et hukommelseskraftigt set up. Skærmene viser flere stationære billeder. Jeg ser i værkfortegnelsen, at der har været en performance og forventer derfor, at der sker lidt mere nu.

Men kunsthallens personale forsikrer mig om, at alt er, som det skal være. Jeg kan se et scanningsbillede af et kvindebryst, et stort krogformet tegn, en konturtegning af et bryst, der ’ligger ned’ som ’et bjerg’, og noget, der med lidt god vilje ligner Saturn. Det er alt, og selv om det skulle fungere som et billede, fatter jeg ikke en bønne. På baggrund af det avancerede digitale udstyr, som tilsyneladende slet ikke bliver brugt, køber jeg ikke præmissen om det stationære.

Alle udstillerne (også sidstnævnte er jeg sikker på) demonstrerer viljen og modet til at skabe værker, som skubber til vores følsomhed og til forståelsesrammerne i en stadig mere kompleks og modsætningsfyldt samtid. Nogen må lytte, hvis noget skal ses, og kunsten at lytte – til verden og materialerne – er kunstnerne rigtig dygtige til – og det SES!