Nye grønlandske øjne

I vores levetid – Ny kunst fra Grønland på Nordatlantens Brygge er en vigtig udstilling, fordi den samler op og viser, hvad der sker i Grønland lige nu og her.

Denne sensommer blev Grønland pludselig ganske manifest for danskerne, da præsident Trump kom med sit megalomane købstilbud. Efter den første forargelse havde lagt sig, tænkte jeg, at der, al absurditeten til trods, måske alligevel kom noget godt ud af det; et momentum for både Grønland og Danmark til at reflektere lidt mere over, hvad rigsfællesskabet egentlig betyder nu, og hvordan relationen mellem de to lande kommer til at se ud fremover. Forhåbentlig har det også den effekt, at Danmark bliver lidt mere nysgerrig på og respektfuld overfor Grønland. Et land som ofte italesættes som godt nok smukt, men dybest set problematisk.

På Nordatlantens Brygge er det netop nu muligt at se, hvad der rører sig på den unge grønlandske kunstscene. Udstillingen I vores levetid – Ny kunst fra Grønland er kurateret af kunstneren Bolatta Silis-Høegh (grønlandsk-lettisk-dansk baggrund), som har inviteret fem yngre kollegaer. Udstillingens direkte anledning er, at det i år er 40 år siden det grønlandske hjemmestyre blev indført, og 10 år siden at hjemmestyret i 2009 blev afløst af selvstyret.

Store spørgsmål

Kunstnerne Martin Brandt Hansen, Paninnguaq Lind Jensen, Paarma Brandt, Inuuteq Storch og Maja-Lisa Kehlet er født mellem 1989 og 1992 og er altså i begyndelsen af deres kunstneriske karrierer. ”Hvilken fremtid ser de for sig?”, spørger kuratoren den generation, som måske kommer til at føre Grønland ind i selvstændigheden.

Det er store spørgsmål, men Bolatta Silis Høegh lader heldigvis værkerne tale for sig selv. Som jeg oplever det, handler udstillingen ikke så meget om fremtiden, som den tager temperaturen på, hvor man er lige nu.

I en brydningstid kan man sige, hvor man i Grønland dels ser frem, dels tilbage: Tingene går stærkt, der bygges og udvikles, film og kunst er i vækst, der er flow i en by som Nuuk, folk flyver ud og ind, og nu kommer asiaterne til som en ny befolkningsgruppe i vækst. Samtidig søger man efter det, der gik tabt, og unge mennesker lader sig tatovere med oprindelige ansigtstatoveringer i et forsøg på at generobre inuit-arven.

Der er gnidninger mellem den danske og den grønlandske kultur, men samtidig er der også en ny opmærksomhed på, hvor sammenfiltrede relationerne mellem de to kulturer har været gennem generationer.

Mission udført?

Det sidste, altså hvor sammenfiltret kultur og skæbner er blevet, har Paarma Brandt, som netop er dimitteret fra Århus Kunstakademi, fat på i sit stærke afgangsværk Mission udført? (man kan se, at Julie Edel Hardenbergs konceptuelle og visuelt appellerende stil har dannet skole).

Værket udgøres af en rød kjolefigur, som med et væld af røde tråde er forbundet til en sort præstekjole. Den røde kjole bærer en dekonstrueret grønlandsk perlekrans, hvori korset viser sig, mens præstekjolen har en tupilaklignende figur broderet som emblem.

Værket peger på de forbindelser, der findes mellem den oprindelige inuittro og kristendommen, som Hans Egede kom med for snart 300 år siden. At kristendommen i dag kan opleves som en del af den grønlandske kultur, og at de tidlige grønlandske præster også havde den oprindelige tro med – graveret i hjertet som den broderede tupilak. Kvinde- og mandekappen taler også om forbindelserne mellem grønlandske og danske kvinder og mænd, alle de hjertetråde, der er vævet mellem dem i generationer.

Martin Brandt går på Kunstakademiet i København og lægger sig mere i sporet af Pia Arke i sin udforskning af relationerne mellem etnografi og samtidskunst.

Han kalder sin æstetik for Ethno-Gothic, og den får hele armen i værker som Post-Moratorium Pseudo-Ethnic Mitaartoq Mask, hvor et koskind er blevet iscenesat som en maske, der tilmed forbinder sig til helligtrekongersfejringen, Mitaartoq, hvor man klæder sig ud og skræmmer livet af hinanden.

Masken optager Brandt, og vi får den også med amerikanske striber, brændt i raku. Inuusaq (dukke) hedder den, den står der og galper op overfor den Nuukske version af no future, 3950 Maske. Derudover har Brandt en hel serie af lerkrukker, Thule Vessels, som ligner 3-dimensionale versioner af noget fra en computeranimeret film.

Stærk fotografisk collage

Inuuteq Storch, som også er aktuel med fotobogen Flesh, er uddannet på fotoskolen Fatamorgana. Hans fotografiske værker brænder igennem, selv om videofortællingen, som man kan se ovenpå, ville gøre sig bedre i et mørkere rum.
Læs anmeldelse af fotobogen Flesh.

På en væg mødes hans egne fotografier med found footage, heriblandt værker af den første grønlandske fotograf John Møller (1867-1935), der viser, at Grønland allerede for 100 år siden også var trådt ind i det moderne. På den måde skaber Inuuteq Storch en poetisk og sanselig collage af hverdagshistorie i Grønland, ikke set fra de udefrakommendes linse, men indefra.

Grønlandsk kunst?

Maja-Lisa Kehlet er uddannet fra Animationsskolen i Viborg og arbejder bl.a. som animationstegner. Den æstetik går igen i hendes store digitale pop-agtige prints, som jeg umiddelbart troede, var silketryk. De er til den dekorative side, smukke i deres farveholdninger og ganske langt fra, hvad nogen ville forbinde med ”grønlandsk kunst”. Det er fint markeret af Silis-Høegh, at ung grønlandsk kulturproduktion også er værker, der ikke repræsenterer noget specifikt etnisk.

Den modsatte position repræsenteres lige overfor, hvor der hænger fotografier af mennesker med streg og prik-tatoveringer i ansigt og på arme og hænder, taget af Panninguaq Lind Jensen, som selv er udlært inuittatovør.

Ansigtstatoveringerne blev forbudt med kristendommen. De laves med nål og tråd og har forskellige symbolske betydninger. I de senere år er der dels blevet forsket i dem, dels er de vendt tilbage og opfattes af dem, der får dem, som en form for generobring af inuit-identiteten. Det er både fascinerende og også lidt skræmmende med hageskæg og hvalhaler i panden. At man vil have sin arv indgraveret som et tegn i ansigtet.

På udstillingen kommer fotografierne til at flagre lidt, ikke rigtigt værker i sig selv, men heller ikke informative nok, for den, der ikke kender de forskellige tatoveringer. Det havde været fint, hvis der f.eks. havde været knyttet små personlige fortællinger om de store valg til.

Vigtig udstilling

I vores levetid er en vigtig udstilling, fordi den samler op og viser, hvad der sker i Grønland lige nu og her. Den er skarpt skåret, og der er værker, der bider sig fast. Jeg tror, den – ligesom udstillingen Den røde snescooter samme sted for 14 år siden, hvor Bolatta Silis-Høegh var med som yngste kunstner – vil blive et referencepunkt på den grønlandske kunstscene.