Og nu til noget helt andet…

Fra sin opkomst i begyndelsen af 1960 til i dag er video- (og filmen) udviklet til et kunstnerisk medie på linje med andre, men også en egentlig genre. En udvikling, der har været hjulpet godt på vej af de teknologiske landevindinger, der særligt i de sidste 10 år har gjort videoudstyr til alle-mands-eje.

Uanset at videokunsten er veletableret – om end slet ikke eksponeret nok – i institutions-regi, så har selve præsentationsformen været et smertens barn. For til forskel fra andre billedkunstneriske udtryk arbejder videoen med en tidslighed, der er svær at tænke ind i museums- eller gallerirummet.

LÆS TORBEN SANGILDS KLUMME OM KUNST I TV

Så hvordan klarer man det?

Svaret herpå er ikke enkelt. Og, det er bl.a. i det lys, at man skal se tvKUNST, der havde premiere på DR K den 16. maj og efterfølgende kan ses på DRs hjemmeside.

”Samtidskunsten kommer til din stue”
Under denne parole lancerer Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og DR tv- og onlineudstilling tvKUNST.

Ud over at afprøve et nyt udstillingsformat, er argumentet bag tvKUNST endvidere at give langt flere danskere mulighed for at opleve den digitale samtidskunst og på den måde bygge en bro mellem videokunsten, kunstnerne og det brede publikum.

Derimod får vi ikke en fast tematik, et koncept eller en rød tråd, der kan binde værkerne sammen.

Denne prioritering må være foretaget i relation til projektets afsøgende karakter, men det efterlader én i en lidt spørgende position: hvorfor er præcis disse værker med?

Efter min mening hviler de bedste gruppeudstillinger – og tvKUNST er italesat som ”udstilling” – på et koncept, der både synliggør den kuratoriske praksis og som skaber dialog mellem værkerne.

Fortællingens kunst
I flere af værkerne danner tekst, ord og fortælling et kunstnerisk afsæt. Det gælder fx Gudrun Hasles værk Bedste uge. Værket er baseret på en barndomsberetning om en oversvømmelse. Denne hændelse genopføres ved, at vi hører hendes mor fortælle, mens vi ser et badeværelse af ældre dato blive oversvømmet.

Eller, Sonja Lillebæk Christensens værk Fra blomst til blomst fra skjul til skjul, hvor vi ser en allé, der skifter farve i takt med årstiderne, mens en stemme beretter om en kvindes forsøg på at ændre og definere sit liv. Værkets fine kobling mellem billede og monolog efterlader os med klingende melankolsk stemning.

Umærkelig tv-kunst
En mere eksplicit udnyttelse af koblingen – eller sammenstødet – mellem billede og tekst/ord/lyd er at finde i Kasper Skovsbøls Jeg tog i byen.

I et kirkerum fremfører et kvindekor en fortælling om en homoseksuel oplevelse (baseret på kunstnerens eget liv) og frygten for HIV. I denne setting – der spiller direkte ind i tv-konteksten ved at ligne en passage fra Før søndagen eller en tv-gudstjeneste – lykkes det til fulde at skabe en fortælling, der nærmest umærkeligt bevæger sig fra et konkret plan (selve historien der fremføres) til et alment spørgsmål om etik, moral og ikke mindst medmenneskelighed.

Disse værker fører os ind i et spændingsfyldt felt mellem fiktion og dokumentar, hvor invitationen til dialogen med værket er stærk.

Installationens funktion
Søren Thilo Funders værk The Cosmonaut (I don’t see any God up here) er filmisk set udstillingens mest overbevisende værk. Videoen skildrer den russiske kosmonaut, Yurii Gagarin, der på vej til raketplatformen stopper sin bus for at gå ud og tisse op ad bussens baghjul.

Værket iscenesætter både et fragment af dét, der kunne betegnes som en kollektiv hukommelse – Gagarins tisseri har dannet ”skole” for efterfølgende astronauter – og vores mulighed for at digte med på den åbne filmiske form.

Alle værker har samme format, billedgengivelsen er nødvendigvis ikke perfekt og lyden (stilheden) har vanskeligt ved at nå os som egentligt virkemiddel.

Et værk som Thilo Funders ville vinde ved en ”ordentlig” installation.

Det gælder endvidere Larissa Sanssours Festmåltid; særligt da dette værk blot er én ”kanal” ud af tre-kanals-videoværket Trespass the Salt fra 2011.

Fragmenter
Værkerne af Lea Porsager og Ulrik Heltoft er umiddelbart vanskelige at komme ind på livet af. Når udfordringen med at formidle disse videoværker til ”mening-mand” er størst her, skyldes det, at begge værker er nært forbundet til større projekter. Porsagers arbejde med det okkulte og spiritualitet er fængslende, men kommer ikke til sin ret i tvKUNST. Ej heller selv om man læser de værkintroduktioner, der følger med værkerne.

Vi mangler ganske enkelt at være i den rette kontekst, at se mere af kunstneren. Det gælder i høj grad også værket af Heltoft, der, om end det kan ses alene, savner den tilhørende fotografiske serie. 

Hvad er kunst?
På mange måder er tvKUNSTs egentlige potentiale formidlingen af videokunsten – og i bredere forstand samtidskunsten. Især er samspillet mellem værkerne og de kunstner-interviews, der er del af tvKUNST-projektet, nok den største gevinst.

Gennem disse interviews (der i format ligner andre reality-vinklede DR K programmer) åbnes der en dør til den kunstneriske praksis. Vi blive klogere på de deltagende kunstnere, hvilket er givtigt.

Platformens logik
Efter at have set tvKUNST er jeg ikke i tvivl om, at forsøget næsten er til UG. Ikke mindst fordi forsøget faktisk ikke er tv– men derimod netkunst. Det er ikke den ”live” udsendelse af værkerne, der rummer et potentiale.

Omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at udstillingen ville have vundet betragteligt ved en kuratorisk linje og mere komplekse værker. For på den måde ville vi kunne have udnyttet mulighederne i at se videokunsten online – online har vi nemlig mulighed for at se, at gense, at stoppe, at spole tilbage – og for at dvæle og tænke.

Derfor savner jeg værker, der udnytter det erkendelsesrum, som (video-)kunsten stiller til rådighed.