Opløsningstid

Det er lidt over 25 år siden, at den aarhusianske kunstnergruppe Solkorset blev opløst – og over 30 år siden de første gang udstillede i Kunsthal Aarhus, dengang kaldet Aarhus Kunstbygning. Nu er de tilbage i kunsthallen med et nyt installationsværk i fem tableauer. Resultatet er imponerende. Og en smule melankolsk.

Kunstnerkollektiver er cool igen! En ny bog, Co-Art: Artists on Creative Collaboration (2017), redigeret af Ellen Mara De Wachter, fokuserer på netop dette felt med særligt henblik på den måde, som det ’kollaborative’ kommer til udtryk indenfor samtidskunsten. Og tidligere på året handlede en konference på Birkbeck i London netop om samme emne.

Men kunstnerkollektiver kommer og går. Og Solkorset er en kunstnergruppe, som er kommet og gået. De enkelte medlemmer, Kim Grønborg, Robin Lybecher, Marianne Jørgensen, Jesper Rasmussen og Hans E. Madsen, er stadig meget aktive, dog ikke som gruppe. Men i Kunsthal Aarhus mødes de nu atter.

Video. Video. Vi-de-o
Solkorset var udøvende mellem 1986 og 1991. Så hvorfor skal vi se dem igen? Hvorfor skal gruppen mødes på ny? Måske fordi det ’kollektive’ er blevet aktuelt igen, kunne man fristes til at sige. Udstillingen i Kunsthal Aarhus er da heller ikke et tilbageblik, men i stedet en forestilling om den tid, der ligger mellem gruppens opløsning og i dag.

Det er dog stadig en nostalgisk udstilling. Eller måske nærmere melankolsk. For denne udstilling handler også om et tab. Ikke så meget om det, der ’var’. Men om det, der kunne have været. Det er en udstilling fyldt med sorg. Ikke på overfladen, men nedenunder. Og det er netop det smukke ved den. Som når et forhold slutter, og man sidder tilbage med tanken: ”Hvad nu hvis…” For hvad nu ’hvis’ Solkorset havde eksisteret i dag? Hvad ville de have lavet? Hvordan ville de have responderet og reflekteret over de sidste 25 års ’fremskridt’?

En scenografisk melankoli
Udstillingens titel Opløsningstid: En Video siger det hele. For noget ’mangler’. Her er ingen video ud over den film, man selv skaber i sit hoved, mens man bevæger sig gennem kunsthallens stueetage. Selv ordet ’video’ virker som noget nu vidunderligt arkaisk. En term, der ikke refererer til andet end kombinationen af det visuelle og det lydmæssige, men som trods alt dufter af gamle dages VHS, og som netop på denne vis har bidt sig fast i sproget. Ordet er et levn. Også titlen leger med dette. Det er ’opløsningstid’, ikke ’oplysningstid’. Det projekt, der oprindeligt skuede fremad, skuer nu tilbage.

I kunsthallen vandrer man fra den ene scene til den anden. Videoen er ikke blevet optaget endnu. Eller også er den? Måske er vi bare trådt ind i et ’stage set’, efter optagelserne har fundet sted? Under alle omstændigheder er vi enten for tidligt eller for sent på den, men aldrig rigtigt ’tilstede’. Sådan er historien.

Her præsenteres vi for et kontor eller et undervisningslokale med arkivskabe og overheadprojektor. Og alt er underligt brunt og gammelt. Et andet sted møder vi en sjov blanding af en slagtehal og et laboratorium. Samtidig er der referencer til kunstnergruppens tidligere virke, både kollektivt og individuelt. Man genfinder elementer af Grønborgs processkulpturer og af Madsens scenografiske virksomhed.

I gravens dybe stille urolighed
Og så er der installationen med graven. Nej, ikke graven hvori kunsten begraves. Men hvorfra den ekskaveres, udgraves. Bagved ekskaveringen er der en ’green screen’ – en grøn stofskærm som tillader projektioner af andre billeder som baggrund. Her er plads til nyt. Til andet. Til manipulationer. Konteksten kan ændres. Men vi skal selv forestille os det. Iscenesættelsen har altid været et gennemgående træk i Solkorsets installationer. Derved strækker de installationsbegrebet hen mod noget nyt, mens de samtidig citerer noget gammelt, herunder Kurt Schwitters ikoniske Merzbau-værk.

Dog skaber den åbenlyse brug af tableauets æstetik en hvis afstand. Vi kigger ind. Vi iagttager udefra. Men afstanden brydes gang på gang. Vi tvinges til at vandre henover scenerne for at komme til det næste tableau. En samling rør viser tilbage til selve kunsthallens arkitektur; de symboliserer en art udstillingens luftrør, måske spiserør. Vi bliver mindet om rummets fysikalitet, alt imens vi drømmer om de historier, der måtte udspille sig på de forskellige scener. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Det er freudiansk fort-da.

Det er scenekunst uden mennesker. Det er tingenes skuespil. Og det er meget, meget fint. Så hvorfor skal man kigge på Solkorset i dag. Det skal man, hvis man vil forstå noget omkring kunstnerisk kollaboration og iscenesættelse. Og man bør se Opløsningstid: En Video nu. For én af Solkorsets regler var, at deres installationer skulle destrueres efter hver endt udstilling. Og mon ikke den samme regel gælder denne gang.