På sikker grund

Pyntede, overdådige konditorkager i alskens syntetiske farver: lyserøde, mintgrønne og kyllingegule er linet op på et langbord med hvid dug i den rå hal 9 på Musicon i Roskilde. For enden sidder en ældre sortklædt dame, en enke måske, og spiser af, slikker på, leger med kagerne. Hun lægger sig under bordet med udvalgte fade eller driller børnene, som kigger på. Hun lader som om, hun vil dele ud af sine lækkerier, men træder så i sidste sekund på den udstrakte kage, hun i stedet kaster på gulvet.

Performancen, som var en del af dette års ACTS – festival for performativ kunst, af amerikanske Tanya Mars er ligetil og handler om grådighed, egoisme, overflade og overflod. Der skabes et paradoksalt og kunstigt begær i beskueren efter kagerne, som nemlig ikke er entydigt tiltrækkende. Begæret opstår også, fordi de forlorne skønheder er så tæt på og dog så langt væk. De tilhører enken.

I løbet af de fire timer performancen varer, forvandler hun roligt kagebordet til noget højst uappetitligt. Og til slut indkapsles efterladenskaberne forsvarligt af køkkenfilm, så ingen andre kan få del i dem.

Kunsten ud af museet
Museumsinstitutionen flytter og forandrer sig, som Rune Gade, formand for Statens Kunstråd, sagde det i sin åbningstale, med den foranderlige, ubestemmelige tværæstetiske kunstart, performativ kunst, ud af den hvide kube og ud i hallen på Musicon.

Forinden bevægede en temmelig broget såkaldt kunstparade sig gennem Roskildes byrum fra Museet for Samtidskunst, som er initiativtager og arrangør, til hallen og synliggjorde festivalen. Hallen blev en formidabel ramme for både små og store performances, som publikum frit kunne gå til og fra i løbet af eftermiddagene.

Som den eneste performer, der virkelig udnytter rummet står eller snarere går Sophie Dupont i det rent æstetiske værk Balanced Walk. På sylespidse høje spejlblanke hæle og med hjælp af stokke undersøger hun denne gang balanceakten, gangen.

Sidst undersøgte hun i værket 48 Hours Performance det basale at trække vejret. Nu går hun langsomt ude fra pladsen og indtager sejlende den langstrakte sal.

Med sit futuristiske kostume bliver hun et indtagende væsen, en diva fra en anden verden – en levende skulptur.

Beskuerens usikkerhed
”In the beginning there was rythm, in the beginning there was rythm…”, synger performer Molly Haslund i værket af samme navn, en coverversion af det britiske punk band The Slits nummer fra 1980, mens hun med sin jakke bundet om hovedet stamper med cool rockstjerne attitude i gulvet og banker en rytme på bagsiden af ukulelen under hendes kind.

Værket er et af festivalens bedste og virker som mange af festivalens performances fx Ben, Rør og Stampes’ koncert med hjemmelavede instrumenter, Einat Amirs dating boks Enough about you, Hartmut Stockters humoristiske Roskilde ekspedition, Elin Lundgren og Petter Pettersons sære, teatralske ikke-sted i Headhouse og Lilibeth Cuencas ekstroverte Den instrumentelle mand ved at gøre beskueren usikker på, hvad hun oplever og skal forvente sig.

Kunst til forhandling
Det står hele tiden til forhandling, hvad det egentlig er vi ser, er en del af og møder. Er det en koncert? En skulptur? En happening? En teaterforestilling? Et foredrag? På den måde undersøger performances’ene krydsfelterne og udvider genrebegreberne, så nyt terræn kan åbne sig.

The Slits nummeret i Haslunds værk bliver spejlet og sat i spil med en særlig coverversion af nykompositions György Ligetis værk for metronomer Poème Symphonique fra 1962.

I stedet for metronomer bruger Haslund kroppe. 7 personer hopper, tramper, hinker. Haslund har som indledning til begge numre læst en tekst op, en form for antropologisk skitse af The Slits og Ligetis oprindelige værker.

På den led skaber værket en uindfriet forventning om koncerter, ligesom Haslund kommenterer på re-enactment, rekonstruktion, oprindelighed og musikkultur samtidig med at et væld af billeder og associationer opstår som et eget mentalt værk i beskueren.

Risikable værker?
Festivalens rammer var vellykkede og de præsenterede performances var udvalgt efter et bredt spektrum, dog var en overvægt af værkerne med et musikalsk islæt, og man kunne spørge til det performative aspekt ved Dorit Chryslers og FOS’ koncerter, ligesom det var påfaldende, man på en festival for performativ kunst generelt blev en passiv tilskuer.

Der manglede desuden, som det også blev nævnt i festivalens åbne debatter i samarbejde med Samtalekøkkenet, performances som ville noget socialt eller politisk og ikke blot refererede til kunsten selv; reelt undersøgende værker – modsat underholdning, som netop er den performative kunsts udspring og virke.

Værket Schützen, en interessant research af, hvad det betyder rent kropsligt at bære våben: at beskytte og at skyde, performet med elegance og et fantastisk nærvær af Cecilie Ullerup Schmidt, havde ansatsen til at gå ind på et farligt område. Så måske det er på vej.