Returbillet til den stærke mand

Lad mig tage afsæt i to billeder.

Det ene viser den kommende amerikanske præsident, der rejser sin knyttede næve tæt dækket af sikkerhedsfolk med solbriller og skarpe frisurer. Hans øre er rødt, han har blodstænk ud over den ene kind, bag ham blafrer det amerikanske flag. Selv lige efter et attentatforsøg er han klar til at performe: Stærk mand! Fighter!

Dette billede gik verden rundt efter attentatforsøget mod Donald Trump 13. juli i Butler, Pennsylvania.

Det andet billede (der ses øverst i denne artikel) viser den kinesiske kunstner Zhang Huan iført et outfit af råt kød. Billedet er et videostill fra kunstnerens performance My New York, som foregik på gaderne omkring Whitney Museum i New York i 2002.

Det er nogle dage efter det amerikanske valg, at jeg støder på videodokumentationen af Zhangs berømte performance. Jeg har set den et par gange før, husker ikke hvor, men nu kører videoen på Kunsthal Aarhus som en del af en arkiv-udstilling med asiatiske performancekunstnere født i 1950’erne og 1960’erne:

Udover Zhang Huan er det thailandske Araya Rasdjarmrearnsook, indonesiske Melati Suryodarmo og kinesiske He Chengyao. Alle ikoniske performancekunstnere, som har udført fantastiske værker med kroppen helt i centrum.

Zhangs performance starter i museumsgården, hvor kunstneren bæres ind på en plade dækket af et hvidt klæde. Da klædet fjernes, ser man, at kunstneren er pakket fuldstændig ind i råt kød.

Zhangs kød-dress er en slags gentolkning af den canadiske kunstner Jana Sterbaks Vanitas: Flesh Dress for an Albino Anorectic fra 1987. I sin udgave rejser han sig med stenansigt som en absurd Hulk-agtig, bodybuilder type, og må bevæge sig stift og mekanisk, idet han går op på gaderne og bevæger sig rundt blandt folk. Han tager hvide duer op af et bur og deler dem ud til forbipasserende på gaden, som derefter slipper dem løs.

Det er et markant og kontrastfyldt billede: Det tunge muskelbundt med det blottede, blodrøde kød og de fjerlette, hvide duer, der blafrende sættes fri. Midt på fodgængerovergangen, midt i The Big Apple.

Denne ekstreme krop kan måske nok umiddelbart signalere ‘stærk mand’ – men som kunstneren selv har forklaret:

“Something may appear to be formidable, but I will question whether or not it truly is so powerful. Sometimes such things may be extremely fragile, like body builders who take drugs and push themselves beyond the limits of their training on a long term basis, until their heart cannot possibly bear such enormous stress”.

I hvert fald fremtræder denne skabelonagtige figur i Zhangs værk ikke entydig ‘stærk’. Dels banker bærerne på et tidspunkt løs på ham, dels er kødet blottet – på en måde er han ‘hudløs’.

Og de hvide duer peger hinsides den rå stærk-mands-magt. I en jødisk/kristen tradition er den hvide due sendebudet, der varsler fred og forsoning efter syndfloden og en repræsentation af helligånden. Også hinduismen og buddhismen (som Zhang bekender sig til) bruger den hvide due som et symbol på spiritualitet og frihed fra lidelse.

Kunstnerens performance kan ses som et håb om, at den stærke mand ikke tager hele scenen, men giver rum til andre kvaliteter.

Den stærke mand med det blodige øre i Pennsylvania viser derimod ingen sprækker. Han ved om nogen, at politik er performance: Instinktet er klar over hvilket billede, der vil definere øjeblikket. Derfor ikke sårbarhed og frygt, men knyttet næve og “fight”.

Det er muligvis krampetrækninger, men en helt uddød race er den stærke mand så alligevel ikke, selvom alle vennerne er enige om, at det er en helt og aldeles umoderne skikkelse.

Mens vi så klør os i håret over, hvorfor den største politiske kvindekrænker (som Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, ofte karakteriserer Trump) vinder valget til fordel for den første farvede kvindelige præsident – ja, så kan vi fremsige en naiv bøn, som er naiv, fordi stærke mænd ikke kommer i Kunsthal Aarhus.

Her kommer den alligevel:

“Må denne verdens stærke mænd se videoen af Zhang Huans performance”.