Rod i rødderne

Sorø Kunstmuseum stiller med sommerens særudstilling Tilbage til rødderne skarpt på vores skrantende relation til naturen. Gruppeudstillingen undersøger med værker af danske samtidskunstnere, om det er muligt at reetablere en form for rodbaseret, åndelig kommunikation mellem natur og menneske for derved måske at nærme sig naturen på ny.

Siden oplysningstiden har vi været overfokuserede på videnskabelighed og ideen om, at mennesket er hævet over og adskilt fra naturen. På den baggrund har mange mennesker blindt stolet på, at videnskaben nok skulle få styr på tingene, mens vi sørgede for os selv. Dette citat af den hæderkronede amerikanske miljøadvokat James Gustave Speth illustrerer præcist, hvad jeg mener:

“I used to think the top global environmental problems were biodiversity loss, ecosystem collapse and climate change. I thought with 30 years of good science we could address those problems, but I was wrong. The top environmental problems are selfishness, greed and apathy and to deal with these we need a spiritual and cultural transformation and we scientists don’t know how to do that.”

Disse ord tapper så fint ind i nærværende udstillings forskelligartede æstetiske bestræbelser på at vise beskueren behovet for igen at opdage, at naturen ER uerstattelig, og at vi selv er en del af den!

Det er på høje tide, at vi begriber dette, såvel på et videnskabeligt som på et sjæleligt plan. Det er her ideen om, at netop kunstneren kan hjælpe med at skabe forbindelse mellem videnskab og ånd, kommer ind i billedet, og den er jeg selv personligt stærk tilhænger af.

I de seneste år har vi set en voksende interesse fra samtidskunstnere for, gennem æstetikken, at imødekomme behovet for en kobling mellem videnskaberne gennem den udvidelse, som kunstværket kan være, når det berører og undersøger de mere immaterielle, mystiske og æteriske aspekter af naturtilknytningen.

Æstetiske tilnærmelser

De otte kunstnerne har til udstillingen Tilbage til rødderne på meget forskellig vis undersøgt, hvordan de kan nærme sig naturen. Naturvidenskabens samlinger, klassifikationstvang og behov for at opdele alt i adskilte kategorier bringes for eksempel i ubalance af duoen Lisbeth Bank og Pernille Bøggild.

Deres værker, der er opstået ud fra en gammel samling af insekter, iscenesætter dels en samler med behov for selv at lege gud, hvilket er i trit kunstens ofte æstetiserende og fabulerende forhold til naturen og i et modsætningsforhold til objektiviteten indenfor videnskaben om insekterne.

Emil Westman Hertz (1978 – 2006) er velvalgt i denne sammenhæng, idet hans stærkt ’forheksede’ voksskulpturer iblandet giftige planter, medicinemballage og andet ’knas’, fungerer som et dybt personligt vidnesbyrd om en i Danmark sjælden kunstner, der gik ind i naturen med hele sin sjæl og med alt, hvad en kræftsyg krop kan bidrage med, i bestræbelserne på at finde veje og måske også lindring. En porøs og abjekt natur fandt han og var han. Den indre såvel som den ydre natur er hos Westman Hertz super kompleks, dragene, rørende, frastødende – på samme tid helende og dødelig.

Kunstnerne peger alle på vores komplekse og haltende forhold til naturen og på fascinationen og ønsket om at være den nær. Interessant er det også at flere af dem fremhæver nødvendigheden af at lytte og være åben for nye mulige sameksistenser. Vi kan tale om en bevidsthed her og evnen til at dvæle længe og være tilstede i nuet, noget som bliver tiltagende vanskeligere for mange mennesker i vores forjagede og overfladiske hverdagsliv.

Gry Bagøien har brugt mange timer på at lytte til, mumle og synge med regnskovens planter og dyreliv. Hun bestræber sig, med sin baggrund i musikken, på at skabe former for gensidigt gehør eller resonans mellem mennesket og alle de andre, som vi bebor planeten med. Hendes praksis er stilfærdig og tentativ på en fin og utvunget facon.

Ligeledes har Anna Bak på et ensomt ophold i Sveriges ødemark arbejdet sig ind i en ny shamanistisk dialog med naturen der. Gennem skabelsen af rituelle objekter, masker og klæder gør hun sig klar til at møde sig selv i flere kultiske udgaver på et udvalgt og indviet sted i udkanten af skoven.

Hendes video fortæller om behovet for at genopdage og finjustere et slumrende åndeligt forhold til naturen, og hun skaber med sin afdæmpede og solitære karakter en fin æstetisk ramme om sine forsøgsvise afprøvninger og opdagelser.

I samme retning bevæger også performancekunstneren Sonja Strange sig i sin værkkreds og video, hvori hun genfortolker en lokal sagnhistorie om Offerstenen, valkyrien og døderiget. Filmen fungerer som en ganske let tilgængelig, visuel fortælling, men iscenesættelsen – særligt af valkyrien – virker på denne anmelder en anelse for glitter-ferry-look-alike-agtig med lidt for meget My Little Pony-style over det hele. Og de langstilkede røde industriroser, som anvendes i ritualet er på en eller anden måde ikke rigtig velkomne i konteksten, tænker jeg.

Når det er sagt, er jeg ikke blind for, at netop dette mismatch i sig selv, og måske helt utilsigtet, netop peger på, hvor svært det faktisk er for nutidsmennesket at nærme sig naturen på en autentisk og overbevisende facon? Den betragtning er faktisk i virkeligheden også meget god at dvæle ved en stund.

Den postapokalyptiske tilstand

Udstillingens mest bevægende og foruroligende værk er den gennemarbejdede og detaljerige animationsvideo Abendland (2015) af den finske duo IC-98 alias Visa Suonpää og Patrick Söderland. Flere af duoens nyere værker handler om, hvordan naturen overtager et forladt menneskeskabt miljø, og retter en kritik imod det herskende, antropocentriske verdensbillede.

Nærværende sorthvide animationsfilm viser et stort gammelt elletræ på kanten af en bæk i et vinteragtigt landskab uden bygninger eller andre menneskeskabte installationer. Naturen her er slumrende, farveløs og lammet, den gennemgår forskellige tilstande. Hyldes ind i tåger, bevæges af en svag vind, vækkes til live at en flaksende sværm af sommerfuglevæsener, illumineres af en funklende stjernehimmel. Alt sammen meget langsomt, mens træet, insekterne og omgivelserne bevæger sig forsigtigt, og den akkompagnerende musik fremmaner en postapokalyptisk tilstand: forsigtigt vågnende og søgende, som efter et chok eller lang tids dvale.

Alle værkerne illustrerer i større eller mindre grad det paradoks, at vi mennesker ikke rigtigt kan forholde os til naturen uden at manipulere den på den ene eller den anden facon. Det er jo netop denne uovertrufne evne til at manipulere naturmaterialer, som har skabt den krisesituation, vi står i nu.

Der er med andre ord rod i rødderne! Omvendt kan man sige, at kunstnerens mellemkomst i alle tilfælde i denne sammenhæng forsyner manipulationerne med en anden dimension, og at deres bestræbelser, hvor tøvende og usikre de end måtte fremstå, i det mindste er et forsøg på at forbinde sig med en anden bevidsthed – et nyt mere hensynsfuldt og kærligt perspektiv.

I skrivende stund brænder skovene overalt i verden, og der måles dødeligt høje temperaturer. Det som sker lige nu, havde forskerne fremskrevet til 2050! Vi ser uventede kædereaktioner, som demonstrerer altings forbundethed i det ene kollaps efter det andet, og med katastrofale konsekvenser for alt liv på planeten.

Af dén grund bør du se Tilbage til Rødderne og af dén grund bør du finde dine egne rødder og forstå, at du også er natur, og at den forbindelse ikke kan opretholdes, hvis vi ikke alle tager et ansvar for dens fortsatte beståen.