Skagen i nyt lys

Den 1. maj slog Skagens Museum dørene op til deres nye tilbygning efter en otte måneder lang lukkeperiode. Ombygningen og den gennemgribende renovering, der først når sin endelige afslutning sidst på året, og som også inkluderer Plesners oprindelige museumsbygning, har bragt splittelse hos både lokalbefolkningen og byens mange turister.

Museets besøgende er blevet delt i to lejre bestående af dem, som byder fornyelsen velkommen, og dem der ser sådanne tiltag som en trussel mod den stolte tradition, som samlingen og arkitekturen repræsenterer. At man fra museets side vælger at bygge bro mellem disse to modstridende syn ved at åbne med en udstilling som Samling & Samtid, der netop søger at sætte samlingen i relief ved at sammenstille skagensmalernes værker med malerier af nulevende, skandinaviske kunstnere, er måske derfor ikke overraskende.

At sætte temaer på historien
Skagens Museums primære forpligtelse består i at samle, bevare, katalogisere, udstille og formidle historien om skagensmalernes liv og kunstneriske virke i slutningen af 1800-tallet. Folk besøger museet af meget forskellige grunde, og man må derfor spørge sig selv, hvad det er, man her kommer for at se på. Er det malerierne? Er det stemningen? Samværet? Nostalgien? Naturen? Eller måske det berømte lys? Og dermed må man også spørge sig selv hvilken forståelse af traditionen, man selv er med til at skabe og føre videre.

Disse spørgsmål bliver ikke mindre aktuelle, når man kaster blikket på udstillingen Samling & Samtid. Her har man valgt at inddele ophængningen i undertemaer som De To Have, Derhjemme, Folk og Fisk og Man Mødes. Det er en tilgang, som tager fokus væk fra stil, genre og metode og flytter det over på motiv og stemningsbaserede associationer.

Der er ting, som temaudstillinger formår at gøre, og så er der ting, de ikke kan gøre, fordi de ofte tilsidesætter visse sider af værkernes kvalitet for at sammenfatte dem under et fælles blik. I Samling & Samtid er denne tematiske reduktion dog med til at trække nogle kunstnere frem, der måske ikke altid udgør museets store trækplastre. Eksempelvis er Oscar Björcks enestående maleri Båden sættes i søen, Skagen, 1884, inkluderet i ophængningen, og også Thorvald Niss er repræsenteret på udstillingen.

Arv og samtid
Til hvert enkelt af de syv undertemaer har museet, i samarbejde med blandt andet gallerist Charlotte Fogh, fundet to samtidskunstnere, der har det tilfælles, at de med maleriet arbejder ud fra en motivverden, der har genklang i museets samling. Hver nulevende kunstner har fået et, højst to malerier med, hvilket gør den historiske del af ophængningen til den dominerende. Til tider er forbindelsen mellem skagensmalerne og samtidskunstnere dog svær at finde og fremstår derfor lidt forceret.

Især den del af ophængningen, hvor værkerne samles under titlen Man Mødes, lider under dette. Her har man valgt at sidestille de historiske værker med malerier af Peter Martensen og Mamma Andersson og dermed vende temaet på hovedet ved at vise billeder af ikke-møder og det ensomme menneske. Andre steder sætter de nyere værker de ældre i perspektiv.

Således kaster for eksempel Anette Harboe Flensburgs spøgelsesagtige og mennesketomme interiørmalerier nyt lys ind i stuerne på Anna Anchers Solskin i den blå stue, 1891, der pludselig mister noget af sin uskyld og fremstår med en blanding af hjem og uhygge.

I afsnittet I Haven står Christian Schmidt-Rasmussens maleri, Nyttehaveforeningen Ellebakken, 2015, som en rå, men fin kontrast til Laurits Tuxens rosa blomsterhav i Rhododendron i Dagminnes have, Skagen, 1917, og også Jesper Christiansens Haverelationer, 2006, sætter form på vor tids rumlige oplevelser og viser, hvordan haven placerer sig et underligt sted mellem hjem og natur.

Trådene trækkes mellem steder og tider
Samling & Samtid indeholder mange flere nævneværdige værker, og det er imponerende, hvor vidt udstillingen når omkring uden at fremstå som rodet. Samtidig trækkes der yderligere tråde ud af bygningen. Blandt andet er kataloget en lille udstilling i sig selv. Publikationen, designet af Julie Katrine Andersen, Lil’Ol’Lady, er både smuk og poetisk, men indeholder desuden en god portion selvironi i forhold til katalogets status som souvenir.

Ethvert udstillingskatalog er naturligvis i én eller anden forstand en form for souvenir, og dog er butikken på Skagens Museum præget af et usædvanligt rigt udvalg af skagensmaler-merchandise. Ud over tekster og billedmateriale indeholder kataloget da også en pose stokrose-frø (i afsnittet om I Haven), en lille pose sand fra Sønderstrand (i afsnittet om De To Have), en opskrift på rødtunge à la Drachmann udviklet specielt til kataloget af Jack Cramer, køkkenchef på Brøndums Hotel (i afsnittet om Derhjemme), og andre småting, mens samtidskunstnernes malerier udelukkende er inkluderet som postkort. På denne måde gør publikationen opmærksom på et af de medierende forhold, der betinger vort syn på samlingen og dens historie, nemlig den konstruktion af blikket som finder sted, når vi kigger gennem lag af servietter og køleskabsmagneter og trods alt søger efter noget autentisk i de oprindelige malerier.

Udstillingens non-site: DEJAVU
Ude på Skagen Odde Naturcenter, lidt udenfor byen, finder vi for museets søsterudstilling, DEJAVU. Her har Charlotte Fogh samlet flere værker af de udstillende samtidskunstnere fra Samling & Samtid, samt inkluderet nogle ekstra kunstnere, som til dels arbejder med lignende temaer. Blandt andet vises Rose Ekens Frokost, en keramisk opstilling af et typisk dansk frokostbord ikke ulig det i P.S. Krøyers maleri, Ved Frokosten, 1883, og et par af Trine Søndergaards smukke Guldnakke-fotografier, alle taget fra ryggen af kvinder iført moderne tøj og kyser fra midten af 1800-tallet. DEJAVU kan dog ikke rigtig opleves som en selvstændig udstilling. Dertil peger den i for mange retninger. Men den kontekstualiserer værkerne på Skagens Museum meget fint og vender samtidig blikket videre ud mod samtidens kunstproduktion.

Besøger man Samling & Samtid (og DEJAVU) i håbet om at få en revolutionerende kunstoplevelse, går man galt i byen. Det gør man også, hvis man i disse måneder går på jagt efter en klassisk udstilling af skagensmalernes værker på Skagens Museum. I stedet lægger projektet sig lige midt imellem. Det handler ikke om at slippe de stolte traditioner. Det er trods alt dem, museet forventes at hylde. I stedet aktualiseres samlingen på en stille, men effektiv måde gennem dialogen med udvalgte samtidsværker. Det er ikke en let kuratorisk opgave, men trods alt én, som her er løst på en opfindsom og interessant måde.