Skulpturer på skovtur

Sølyst Artist in Residence (S.A.I.R.) præsenterer hvert år en udstilling i parken, der omgiver Sølyst Slot. Udstillingen bærer navnet Pastíche, kunstværkerne er skabt til stedet, og i år møder man en gruppe kunstnere, der på papiret er et spændende hold, der vil kunne angribe skulpturen vidt forskelligt.

Udtrykket ‘pastíche’ (egentlig pasticcio, postej, af pasta, dej) bruges om efterligninger af en kunstners eller en kunstretnings stil: Makværk. Udstillingens intention er ikke at præsentere makværk, heldigvis, men at undersøge skupturen, der ikke længere står tyst på sin sokkel men går i dialog med omgivelserne og vil dig noget som publikum: Kommunikere, påvirke og få dig til at reflektere i søgen på eventuelle svar.

Når skulpturer inkluderer

Gode udadvendte eksempler er Tue Greenforts vind- og solmølle, Eutrofication, der pumper ilt i den stærkt forurenede Skarridsø, og Vinyl Terror & Horrors maltrakterede campingvogne, Road Residence, der vender op og ned på inde og ude, privat og offentligt, og pakker hele sceneriet ind i et dystert lydlandskab, som får nakkehårene til at rejse sig.

Derudover bør man fremhæve Jesper Dalgaards svævende puppeagtige planeter, Hængende skulpturer, der både får én til at forundres og i kraft af kunstnerens små fortællinger, der supplerer værket, får skabt små historier, som får én til selv at digte videre.

Når skulpturer ekskluderer
Flere af udstillingens værker formår bestemt ikke at åbne sig. Thomas Flerons besynderlige boks, A Quiet Conversation with the Past, fastspændt på et af slottets nedløbsrør er bare umuligt at aflæse i sin helhed (selv efter man har læst værkintroduktionen i kataloget!) og navlepillende (det er udelukkende Fleron selv, der taler med sin egen fortid).

Også Matt Bryans gaffabold, Andreas Schulenburgs regnsky (selvom den er fin), Espen Brandt-Møllers hullede, hvide, trækasse, Den hvide proces og andre elementer, Lene Desmantiks røde net med fem klodser, Grid, og Lisbeth Banks kvadratiske, trekantede og runde Bistader åbner sig ikke mod publikum, selvom de til dels refererer til omgivelserne. Problemet er, at disse værker ikke bærer nogen refleksion med sig og er uskarpe formmæssigt.

Farvel til skulpturen
Nu tænker I måske: Er det overhovedet skulpturer? Og Camilla Berners guidede ture om Kæmpe-Bjørnekloens indtog i Danmark er da også ret sigende for, hvor langt fra skulpturen vi befinder os i slotsparken (også selvom hun har lavet en fin spånplade-bjørneklo, der af en eller anden grund står ude midt i søen).

Alt synes at kunne indgå under termen “skulptur,” og det ender med at stille spørgsmålstegn ved grundlaget for Pastiche. Hvad binder egentlig disse “skulpturer” til hinanden, stedet og de folk, der oplever dem? Der er i bund og grund tale om en gruppe installationer i en park, der ikke længere står stille og er skabt af materialer, som har meget lidt med den klassiske skulptur at gøre. Det er bare ikke nok til at gøre en udstilling interessant.

To skarpe skud i parken

Tove Storchs stramme Montre, en hvid boks med antydningen af en fremmed eksistens indeni, som man hverken kan se eller røre, formår at fascinere både i sin stilstand, udførsel, og leg med publikum og udstillingsobjektet, som man her ikke har reel adgang til. Den første tanke er, at skikkelsen (?) i montren er berøvet livet, og en form for melankoli rammer beskueren. Sjovt nok virker dette værk, der hverken vil gå i direkte dialog eller forlade skuplturen helt. Det er et modigt og tvetydigt skulpturelt værk.

Britiske Antonia Lows forvredne og nu meget skulpturelle hegn, Res Publica, er et andet værk, der ikke forlader skulpturen helt, men forstår at udvide begrebet og indføre en samfundskritik. Her er det et statsligt instrument (Res Publica referer til oldfilosoffen Platon og hans indretning af den perfekte stat) – barrikaderingen imellem stat og demonstrant, magthaver og folk – der står frosset efter kamp som et vidnesbyrd på folkets kollektive styrke.

Der er håb
Hvis man ser på disse to skarpe bud på samtidsskulpturen, så er der stadig håb – også for skulpturen. Her forbliver det skulpturelle et afsæt og ikke en ond stedmor, man for alt i verden vil forlade. Og det, der gør dem samtidige, er deres måde at fylde skulpturen med et nyt indhold, hvorved der skabes en relation til publikum, som enten har været på den forkerte side af hegnet eller oplevet dødens ugenkaldelighed. Der er trods alt håb…