Stærk rejse i de tidligere fremtiders ruiner

Igennem en suite af seks rum sender Joachim Koester sin beskuer igennem en række ualmindeligt interessante fortællinger gennem tid og rum fra Reagans forædling af cannabisplanter til Kants Kaliningrad og den sidste opiumshule i Calcutta. Patterns, Shimmers, Scenes er et svimlende togt igennem fortid og nutid, som insisterer på selv at definere, hvad der er værd at beskæftige sig med, og formår at overbevise andre med i en stram, vellykket æstetik, der forener det skævt drømmende med det sobert seende.

En rejse gennem steder og tilstande

Udstillingen præsenteres som en rejse igennem både historie og bevidsthed og starter med en let genkendelig reference til psykoaktiv stimuli i form af nærbilleder af cannabisplanter med tungt hængende klaser af frø og blade, så man næsten har den sødlige duft i næsen.

I en montre vises opslag fra 1970’ernes magasiner for hashdyrkende amatørbiologer, hvor billeder af det søde løv vises, som var det Playboy-centerfolds. En form for ”hashporno”, der både forsøger at legitimere den forbudte nydelse og sværmer for dens forbudte karakter.

Det historiske paradoks, som værket kredser om, er, at Ronald Reagans strenge forbudspolitik havde som effekt, at en forædlet superplante blev udviklet og i dag er udbredt. Denne undersøgelse af planten med den store symbolværdi ledsages af et flimrende billede af streger fra Henri Mixauds meskalin-tegninger. Igen en afdæmpet sort-hvid skildring af det psykedeliske og den indre opdagelsesrejse.

Den amerikanske konceptkunsts frontier genbesøgt

De følgende rums værker fokuserer på den nyere amerikanske historie aflæst igennem husfacader og byggegrunde. Med udgangspunkt i berømte registreringer af hverdagsomgivelserne fra kunstnere som Robert Smithson og Ed Ruscha besøger Koester de samme steder, som optræder i disses værker. Hvor Ruscha fremviste fotos af byggegrunde i LA som en form for registrering af åbne muligheder i de tomme mellemrum, viser Koesters fotos af de ikke længere så nye bygninger som en ”arkæologisk udgravning af de muligheder, vi har mistet, en fremtid, vi har forladt,” som kunstneren siger.

Mere direkte – på en tørt konceptuel måde – er serien Some Boarded up Houses: En fotoserie af aflukkede huse i New York i kølvandet på finanskrisen i 2007. Som et kryptisk modsvar i en afsøgning af fortiden er serien stillet overfor gengivelser af en lokalavis fra industribyen Passaic i New Jersey, som i kunstsammenhæng kendes fra Robert Smithsons beskrivelse i 1967. Her har Koester i en mere spekulativ leg indrammet ordene ”Passaic seems full of holes” i den gamle, glemte avis.

Den sidste opiumshule og Kants betonby

Mens de amerikanske forstæder for det vestlige øje er genkendelig hverdag, giver de næste rum indblik i anderledes ukendte steder – igen i en sammenstilling mellem den synlige nutid og skjulte historiske motiver.

Inspireret af Thomas de Quincys pionerværk indenfor den narkotiske litteratur, Confession of an English Opium Eater (1821), undersøger Koester et gammelt hus i Calcuttas kinesiske bydel, der har rummet byens sidste opiumshule. Igen viser fotografiet sig som et stærkt medie i kombination med den skrevne information i undersøgelsen af det Britiske Imperiums opiumshandel som ”blotlagte lag af en fjern fortid”.

Ikke mindre eksotisk er undersøgelsen af filosoffen Immanuel Kants hjemby Königsberg, der siden 1945 har lydt navnet Kaliningrad efter en glemt stalinist-kommandant. På grund af krigens ødelæggelser og ikke mindst en sovjetisk genopbygning, som med grå beton skulle slette erindringen om den østpreussiske hovedbys historie, er byen markant ændret fra den tid, hvor Kant vandrede rundt her. Koesters fotografier af det postsovjetiske landskab fungerer igen som en fascinerende undersøgelse, som sætter det skjulte overfor det synlige.

Indlandsisens besejrere og den kamuflerede knæler

Herefter følger et værk, som går i sporene på den svenske polarforsker Nordenskiölds ekspedition over den grønlandske indlandsis i 1870. Her synes den bemægtigende udforskning af det tomme, hvide rum at brydes med rummets egen kraft i et værk, der illustrerer udstillingens opdagelsestematik perfekt.

Udstillingens inderste rum viser værker, der er knap så fortællende og mere sensoriske. En video viser dansere i gang med at udføre instruktøren Jerzy Grotowskys program af urbevægelser, der skal vække reptilhjernen til live i mennesket.

Som en illustration af den dyriske tilpasning vises en række fotos af insektet knæleren, der kamufleret går i et med omgivelserne. Selvom disse fotos umiddelbart falder ved siden af de mange referencer i den øvrige udstilling, udgør billederne en pendant til nærbillederne af cannabisplanterne i starten og rammer således de mange fortællinger fint ind.

Flakkende sceneskift

Den ikke særligt sammenhængende titel Patterns, shimmers, scenes er beskrivende over for det forløb, man oplever i Kobberstikssamlingens små rum, som ofte rummer Statens Museum for Kunsts bedste udstillinger. Kobberstik er der ikke her, men en bred vifte af billedtyper med særligt fotografiet i forgrunden.

Koesters værk handler om den synlige verden, men også om dens hemmeligheder, og hvordan man ser det usynlige. Man rejser en del igennem rum og tid og de omfattende referencer i værkerne, som heldigvis er fint formidlede, sætter beskuerens videbegær højt.

Udstillingen gør sig ingen anstrengelser for at være snævert aktuel. De fleste værker er nogle år gamle og refererer til forhold ude af fokus. Men Koester var blandt de første kunstnere til at arbejde historisk undersøgende med sin kunst – en tendens, der er blevet ganske markant i samtidskunsten. Se blot den yngre Danh Vos store særudstilling samme sted.

Koester viser sig som en ualmindeligt interessant udforsker af det, som har aflejret sig i vores omgivelser, og udstillingen kan ikke anbefales nok for den videbegærlige beskuer.