Det er svært at folde drømmens faner ud på et offentligt bibliotek

Forfatter, billedkunstner m.m. Tomas Lagermand Lundme har sammen med litteraturformidler Karen Elsebeth Jensen kurateret en udstilling om digteren Michael Strunge på Hillerød Bibliotek. Ideen er god, men udstillingen har svært ved at aktivere det institutionelle rum.

Skubbet lidt til side fra byens centrum har Hillerød Bibliotek til huse i en ombygget industribygning over for centret. Der er en umiskendelig stemning af stille bibliotek over stedet, når man, som jeg, ankommer en helt almindelig hverdagsformiddag. En mand taler med sig selv ved bogreolen, en dame spørger efter litteratur om Cuba. Jeg er nu ikke kommet for at låne bøger, men for at se udstillingen, der har fået titlen Bevæbnet med Vinger – at Strunges oprindelige “væbnet” nu skal være “bevæbnet”, forstår jeg dog ikke.

30 år siden
Den ydre anledning til udstillingen er, at det i år er 30 år siden, at Michael Strunge sprang ud ad vinduet i Webersgade og dermed gik over i den mytologiske kategori af unge døde, dem, der kun blev 27. Den egentlige anledning er, at Michael Strunges digte stadig er værd at læse, og måske netop nu med så mange års afstand til manden åbner myten sig mere frit for nye læsere.

Efter en periode, hvor der har været en form for træthed omkring både firserdigtere og firsermalere, er det som om, der er opstået interesse for dem igen. Unge digtere læser og lader sig inspirere af både den hårdtslående, den romantiske og den metaforavlende Strunge. Og, tror jeg, i en tid, hvor BZ-bevægelsen bliver fremstillet som den direkte vej til radikalisering, er det måske ekstra vigtigt at genlæse Strunge. For, det var også de drømme og visioner, som han foldede ud i sine digte, der forende unge på kryds og tværs i de kolde firsere.

Ideen er god
Ideen er helt igennem god. At reaktualisere Michael Strunge ved at installere kunst og litteraturværker mellem bøgerne på biblioteket. Ikke komme med en stor samlende tolkning, men pege på de forskellige aspekter i hans værk og liv. Spørgsmålet er bare, hvor godt det fungerer i bibliotekets institutionelle realitet.

Ved indgangen til biblioteket mødes man af en række plakater med digte trykt på forstørrede udsnit af Lars Gundersens kendte plakat af Strunge, der i 1982 poserer med bøjet hoved og armene bag nakken som en kølig udgave af Egon Schiele. Fine tekster, men hvorfor dem og ikke andre, kunne man spørge. Der er sangtekster af Elisabeth og Lise Cabble fra hhv. ’84 og ’86, Søren Ulrik Thomsens mindedigt fra 1987, mens Caspar Eric knækker Strunges udsagn fra den berygtede Bazar-udsendelse fra 1984 til et digt:

“vi lever i et land
med verdens højeste selvmordsprocent
og verdens laveste børnefødselstal
og verdens bedste digtere
men alligevel befinder
de fleste danskere sig
på et kulturelt stade
hvor de nærmest er analfabeter”

Nico
Inde i selve udlånet må man lede (eller se på en lille seddel) for at finde værkerne, der gemmer sig mellem hylderne.

Ved kassen med CD’er hænger Nico i et tryk af Knud Odde fra 1999. På hylden nær ved en lille tekst om, hvor meget musikken betød for Strunge. Dog ingen forklaring på, at det er Nico, vi ser på trykket, og hvem hun var. Men inden længe vil Trine Dyrholm sjovt nok også sørge for, at Nico (1938-88) bliver kendt af alle, når hun skal give den i en filmhovedrolle som den meget lidt kendte, kultiske sangerinde (hvis mørke og monotone kuldslåede sange nogle af os dyrkede i de mørke nætter i firserne).

Jeg kunne godt have ønsket mig, at man kunne læse lidt om Odde, om trykket og om Nico – her kunne man jo have peget på spejlet som metafor – jf. Nicos fremførelse af Velvet Undergrounds: I’ll Be Your Mirror.

Kaspar Bonnén
Det bidrag, jeg oplever, fungerer allerbedst, både som almindelig undrensvækkende og i dialog med Strunge, er Kaspar Bonnéns. Han har bygget små landskaber i flere reoler. En spinkel brostige forbinder det digre værk Tankens Magt, Vestens idehistorie med Foucaults History of Madness, ihukommende Strunges kritik af magten: “voxne er børn der er blevet sindssyge,” og et andet sted skriver en gipshånd en amorft voksende lyserød formation frem.

Hvidovre revisited
Tomas Lagermand Lundme selv står bag en lille, befriende uprætentiøs video, der registrerer området i Hvidovre, hvor Strunge voksede op. Det kunne være Hillerød eller Holstebro, digte kommer alle steder fra, det er godt at minde unge læsere om.

Uprætentiøs kan man ikke kalde Keep Talkings videobidrag. Over recitation af tre Strunge-digte ser vi en ung, smuk skuespiller spille en nervøs, rastløs Strunge, hele tiden med klip til det famøse vindue og med en sær betoning af springet som et radikalt, bevidst valg.

For mig at se placerer det sig lige præcis i den mytologisering af selvmordet, som Poul Borum i sin tid advarede imod, og som jeg ikke synes bør være indgangen til hverken digteren eller digtene. Jeg kan se, hvor forførende den video er for unge sårbare skrivende, og det vækker et decideret ubehag hos mig.

Drømmens fane som IKEA-design
Ved afdelingen med digte hænger et nattøjsstribet nylonforhæng af Julie Sass og Line Knutzon, som på een gang peger på tiden som et teater, noget gemmer sig altid bag tæppet, på nylon-metaforen fra Strunges tekster, men også på de drømmens faner, som Strunge ønskede at folde ud, men som i dag kunne ses som reduceret til tomt slogan og IKEA-design.

Bag forhænget gemmer sig Asger Schnacks bog Stemmer og sten ved Assistens Kirkegård, hvori Schnack bl.a. skriver til Strunges gravsted: “Jeg klarer mig, et forstadsbarn, begavet, kunstnerisk holdbar, min egen bevisførelse.” Men hvorfor så lige også Pia Tafdrups seneste digtsamling står der, og ikke alle mulige andres, kan man godt undre sig over.

Strunges triste bibliotek
Ovennævnte er for mig et eksempel på, at hvis en sådan udstilling for alvor skal fungere, kræver det dels en skarp (og ditto formidlet) kuratering – og et større budget – dels en daglig indsats fra bibliotekets side.

På samme måde med det, der bare er beskrevet som “Strunges Bibliotek”. I et splitsekund så jeg for mig, at man havde genskabt hele Strunges private bibliotek. Det kunne have været virkelig fantastisk, også selv om bøgerne ikke var de originale. Strunges Bibliotek viste sig at være et forkølet læsehjørne, hvor der lå et par bøger. Rimbauds udvalgte digte, Søren Ulrik Thomsens samlede, en Bowie-bog og så et par andre, der virkede ganske tilfældige heriblandt Spinnefiskerens grundbog af Steen Ulnits. I sig selv en vild nok poetisk metafor, men…