Tankemænd og kropskvinder

Hvad er samtidskunst? Et næsten ligeså konstant spørgsmål som det evindelige og enfoldige: “Hvad er kunst?”

Men imens ‘kunsten’ er det kontekstuelt bestemte (dét som institutionen eller kunstfeltet benævner som kunst), så er definitionen af samtidskunsten en opsplittet størrelse.

Enten refererer termen til en kunsthistorisk periode og et ‘nyt’ kunstbegreb, der havde sit udspring i 60erne og 70ernes kunst (i nogle henseender foregrebet af Situationisterne allerede i 1950’erne), eller også refererer termen til et generelt opgør med den moderne kunsts stilistiske øvelser med sig selv (l’art pour l’art), eller også lægges vægten på første del af termen: Samtid.

Altså en idé om en kunst, der behandler og opererer i sin egen tid.

Sammenbruddets kunst
I deres anmelders øjne giver det rimelig god mening at lade disse forskellige opfattelser af ‘samtidskunst’ blende sammen som slørhale og vand i Marco Evaristtis værk Helena (2000). For de opgør, der dannede ‘det nye kunstbegreb’ handlede både om samfundsdagsordener, der prægede og indledtes med 60er-70er-magtkampene, engagementet i samtiden og afskeden med troen på den ophøjede kunst med indlejrede sandheder i sublime, evige former. Opgør, der alle var facetter af samme bevægelse.

Kodeordet er, som I nok også har spottet, post-modernisme: De store fortællinger og sandheders sammenbrud, der gjorde at alt – og dermed også kunsten – måtte dekonstrueres for at rekonstrueres i en konstant bevægelse, der siden dengang og stadig ruller som en organisme langsomt gennem kulturen, samtidig med den hele tiden indoptager nye greb og begreber i sit korpus.

Et dynamisk begreb
Løsningen på kritikken af modernismen blev kort sagt et kunstbegreb i et konstant flux. En kunst i konflikt med sit eget begreb og sin egen konstituerende institution.

“I am not so sure whether what we do now is art or something not quite art. If I call it art, it is because I wish to avoid the endless arguments some other name would bring forth,” som Allan Kaprow (1927-2006) beskrev denne komplekse dynamik i 1961.

Så ideen om overhovedet at definere samtidskunsten som term er på mange måder selvmodsigende. Men hvem andre end Museet for samtidskunst, kan og skal gøre forsøget?

Seriøs pædagogik
Og Hvad er samtidskunst #2 er en god sammensætning af gode værker, hvor museet kan sætte hele det pædagogiske materiale i spil, og gør det på fornuftig vis.

Et godt værkeksempel i den sammenhæng er førnævnte Allan Kaprow og hans legendariske forelæsning How to Make A Happening (1966): “A play assumes that words are the almost absolute medium. A Happening frequently has words, but they may or may not make literal sense.” En indføring i et komplekst kunstbegreb, hvor der ikke bliver gået på kompromis, men hvor det bliver en poetisk gestus at forklare sig. Og museets fokus på performance gør denne grundlæggende fortælling absolut uundværlig.

HØR VÆRKET HER

Hvad er samtidskunst? #2 synes, ligesom Hvad er samtidskunst? #1 i 2011, at rette blikket mod netop en definition, hvor fluxus-kunsten og den parallelle 60er-70er-konceptkunst er markant til stede og hvor proces, grænseoverskridelse, krop, handling, tid, sted, beskuer, institutions- og samtidskritik er sat i scene og gear.

Vi ender selvfølgelig også ansigt til ansigt med en mere nutidig kunst, der strækker sig fra de reale og sociale 90’ere for siden at indoptage gaden og kulturforbrugeren som materiale i 00’ernes oplevelsesøkonomi og sansebombardement. Men repræsentativt bliver billedet af samtidskunsten ikke.

Kroppen er kvinden
Udstillingen udspringer af museets ret særegne samling af fluxus-kunst, lydkunst og performancekunst, og der bliver naturligt nok et langt spænd i fortællingen fra koncepttunge fluxus-ikoner som Joseph Beuys og Nam June Paiks urklaver (syv pinde naglet til en kævle fra 1984) til 00ernes Ann Lislegaard og Lilibeth Cuenca Rasmussen, som står for en tekstbåret men markant kropsliggjort samtidskunst, hvor poesi og popkultur er benzin til et pulserende erfaringsrum.

Man ender fx også med at spørge: Hvor blev samtidsskulpturen, -maleriet og videoen af? Konklusionen er faktisk, at det er museet og ikke samtidskunsten, der er grundlaget.

Helt særligt bliver det, når man betragter udstillingens opdeling af køn. I stueetagen er det kropsligt udfordrende, aktiverende og eksperimenterende kvinder der fører ordet: Yoko Ono går på opdagelse i kvindekroppen som flue, Lilibeth Cuenca Rasmussen rapper og danser sig igennem kunstens floskler og popkulturens krops-udsalg, imens Kirsten Justesen lader krop, is og tid gå i sanselig opløsning med værkserien Smeltetid (1993).

Institutionskritik i herreværelset
Godt. Så går vi ovenpå. Lige ud over det kropsligt litterære og sanseligt pulserende lyd og lysværk, Slamming The Front Door (2005) af førnævnte Ann Lislegaard, så er 1. etagen mændenes, og hvilke mænd! Der er ikke mange kropslige konfrontationer eller undersøgelser her.

Nej rigtige ‘samtidsmænd’ er enten koncepttunge fluxuskunstnere eller institutionskritiske halvfemserkunstnere. Når det går vildt for sig maler Elmgreen & Dragset et lokale hvidt (fotodokumentation fra Powerless Structure #15/12 hours of White Painting, 1997) eller også vælter Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen (under navnet Burn Out) udtjente køretøjer ud over et hjørne af Kgs. Nytorv (Smashed Parking, 1994).

Og når det skal være hårdt mod hårdt, skriver Brad Downey “Fuck the Police” på et ‘parkering forbudt’-skilt (Uden titel, 2010). Det er velkendte magtkritiske greb, og det kunne have været fint med lidt nye stød i bolledejen i den her herreafdeling.

Konceptuelle greb og institutionskritik ender kontrastfyldt (og formentlig ubevidst) over for kropslig nærvær og sensibilitet. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor godt det ville have været med nogle ‘samtidsmænd’, der ikke blev italesat som tunge løg med bowlerhat. Hvad med nogle skarpe kønsbetragtninger fra Jesper Just, kropslig iscenesættelse fra Olafur Eliasson eller Jeppe Hein. Ja, en god gammel Peter Land-video, hvor køn, krop og kultur er på kollisionskurs, og en nøgen, kæmpende eller kneppende Bjørn Nørgaard, kunne have været helt forfriskende. Og tænk, hvis man havde blandet kønnene med hinanden!

En værdifuld udveksling
Men 1. etagen er heldigvis også tilegnet museets enorme samling af lydværker, der nu er permanent aktiveret i kraft af Mogens Jacobsens fantastiske Hørbar fra 2007.

Med vores hjælp og et sensibelt interaktionsdesign kan man afspille lydbidder fra arkivet via kombinationer af flasker med etiketter som Maskine – Menneske, Kold – Varm, Natur – Industri, Simpel – Kompleks, 1950 – 1970 o.s.v.

Det er altid en fantastisk oplevelse, når flere finder vej til baren og begynder at jamme fluxuskunst og diskutere, hvordan en industriel krop lyder.

Det er sådan samtidskunsten skal serveres.

Men trods gode pædagogiske greb bliver oplevelsen aldrig repræsentativ for ‘samtidskunsten’ i Roskilde.