There will never be another you

Udstillingen Selvspejlinger I på Esbjerg Kunstmuseum stiller spørgsmål til vores selvforståelse. Ikke kun til hvem vi er, men også hvordan vi ser os selv. Et interessant emne i denne selfiens tidsalder – desværre er svaret både rodet og tamt.

På Esbjerg Kunstmuseum kan man for tiden opleve udstillingen Selvspejlinger I. Det er en undersøgelse af det forvredne blik på selvet – og en udstilling, der allerede nu er planlagt til at blive efterfulgt af en anden del.

Selvspejlinger I viser jeget med dets mange ansigter i alle ordets betydninger. For her er egoet iklædt adskillige masker. Vi ser fjolset i Michael Kviums malerier, døden i Jørgen Haugen Sørensens skulpturelle portrætter og det fragmenterede selv i en installation af Olafur Eliasson. Men det er svært at vide, hvad udstillingen egentlig ’vil’. For Selvspejlinger I er samtidig en refleksion over museets eget ’jeg’ – over dets institutionelle identitet og ikke mindst behovet for at involvere beskueren direkte i dynamikken. Desværre farer man nemt vild i denne spejljungle af en udstilling. For er dette en udstilling om selvet, om portrættet, om selvportrættet – eller om publikums selvbevidsthed i galleriet?

Læs Esbjerg Kunstmuseums svar på anmeldelsen af Selvspejlinger I her

At se forbi, at se skævt til
Hos Jacques Lacan er opfattelsen af jeget en illusion – omend en nødvendig én. I 1938-essayet ’Le stade du mirroir comme formateur de la fonction du Je’ forklarer psykoanalytikeren, hvordan vi konstant tager fejl af os selv og vort eget spejlbillede. En misgenkendelse finder sted. Méconnaissance kalder Lacan det. Derfor er vi splittede; Jeget er delt. Vi oplever os selv indefra, men ser samtidig os selv udefra – som vi tror, andre folk ser os. Og dog er vores selvopfattelse afhængig af ydre afgrænsninger. Vi søger os selv i spejlet. Ikke kun i det reelle spejl, men også i den andens blik.

Også beskuerens selvopfattelse er central i Selvspejlinger I. Det første værk, man støder på, er et samarbejde mellem kunstneren Nina Saunders og eksistensfilosoffen Ernesto Spinelli. Her kan besøgende i udstillingen få taget et portrætfoto i værket Existential Photo Booth (2013) – en minimalistisk version af en fotoautomat – hvorefter fotografiet bliver projiceret op på en væg for til sidst at smelte sammen med foregående gæsters portrætter.

Forsinkelsen i værket – den tid der går, fra man forlader automaten, til man ser sig selv på væggen – illustrerer noget af den ængstelighed, vi oplever, når vi ikke har fuld kontrol over vores eget billede, vores egen fremtoning. Der sker – i bogstavelig forstand – en fysisk og temporal forskydning fra det indre til det ydre, fra det private til det offentlige.

Selvportrættets ruiner
I Selvspejlinger I finder vi også en hel væg dedikeret til portrætter malet af Constantin Hansen, C.W. Eckersberg, Henry Heerup, med flere. Her møder vi deres mødre og deres bedste venner.

Det er et interessant indblik i kunstnernes liv, deres familier og kontakter, men det er svært at se, hvad disse værker siger om selvet og vor evigt skiftende selvforståelse. Nok formes vi af vore omgivelser, nok spejler vi os i hinanden, men selve det fokus, der blev lagt op til med inklusionen af Existential Photo Booth, er her forsvundet, udvandet.

Derimod er der flere fællestræk mellem Existential Photo Booth og udstillingens kunstnerselvportrætter af blandt andet Vilhelm Lundstrøm og Axel Bentzen. For også i selvportrættet finder vi et blindspot. I bogen Mémoires d’aveugle, L’autoportrait et autres ruines (1990) beskriver den franske filosof Jacques Derrida, hvordan vi – når vi tegner et billede af os selv – i virkeligheden skaber et erindringsportræt, en ruin.

Her hviler blikket enten på spejlbilledet eller på papiret, men aldrig samme sted på samme tid, og hver gang vi flytter det, forsinkes det en anelse. Vi tegner ikke det, vi ser, men det vi erindrer at have set. Samtidig tegner vi også ud fra en forventning om det sete – om hvordan spejlbilledet vil se ud, når vi atter vender blikket den vej. Selvportrættet er spændt ud mellem fortid og fremtid, men aldrig en direkte repræsentation af selvet. Lundstrøm og Bentzen kigger fra siden eller ned.

Grib din selfiestang!
Men ligesom selvportrættet er kendetegnet af en blind vinkel, er Selvspejlinger I det også. Man farer vild i koncepterne, skønt udstillingen ikke er ret stor. Tilsyneladende derfor har man valgt at involvere publikum direkte – ikke kun i Existential Photo Booth. I sidste ende er det trods alt stadig os selv, der er holdepunktet.

I et desperat forsøg på formidling og udstillingsmediering er der skåret huller i portrætvæggen og hængt tomme rammer op, så vi kan træde ind og “lege”, at vi er én af de portrætterede. Vi får ovenikøbet en selfiestang at lege med. Andre steder inviteres vi til at stille os mellem en række “hoveder” af blandt andet Svend Wiig Hansen og Knud Nellemose og dermed selv agere “figurer”.

Og andre steder igen, som i Peter Frimands skulptur Half Ball (2012) og Olafur Eliassons hurlumhejhuslignende installation Surroundings Surrounded (2001), bruges spejle til helt konkret at inkludere os i værket: Hos Frimand fanges vi i en halv spejlkugle. Vores selvbillede “morfes” sammen med rummet. Og hos Eliasson forvandler stroboskoplyset vore bevægelser til en slags real time stopmotion film i spejlet.

Men skal man som beskuer nødvendigvis aktiveres fysisk, før man forstår en udstilling? Egentlig er det jo lidt som at sidde på en restaurant sidst i 80’erne – hvor madoplevelsen først var komplet, når man havde hentet sin salat i salatbaren og selv stegt sin bøf på en såkaldt “varm sten” ved bordet. Hvor man betalte for at få lov til at lave sin egen mad. Nu er det bare blevet til en del af museernes oplevelsesøkonomi i stedet for.

Manglende sammenhæng
Man kan selvfølgelig argumentere for, at ingen udstilling om selvrepræsentationer i vore dage er komplet, hvis den ikke reflekterer over selfiekulturen og iscenesættelsen af jeget i det offentlige rum. Og at selfiestænger derfor absolut hører hjemme på en udstilling som Selvspejlinger I. Man kan endda fristes til at se det som en ironisk kommentar til museernes iscenesættelse af beskueren. Det hele virker dog knap så gennemtænkt.

I et berømt ordspil beskrev Lacan det lille drengespædbarn – før egoformationen – som en hommelette: En lille mand født ud af et ituslået æg; et barn, hvis identitet endnu ikke har ladet sig “samle”, koagulere om man vil, via spejlingen i den andens blik. Desværre er der hverken æg eller kød nok på Selvspejlinger I til, at det på noget tidspunkt er muligt at få et samlet blik over, hvad man rent kuratorisk har ønsket at opnå med udstillingen. Den peger i for mange retninger og indeholder for mange løse tråde.