Tomheden under pres

Blæret. Den Frie Udstillingsbygning plejer at være en kunsthal, men Claus Carstensen har med udstillingen Becoming Animal fået den til at ligne et museum.

Her er alt muligt alle vegne fra! Malerier i guldrammer, gamle værker og det nyeste nye, velproducerede montre og skilte med kuratorens forklaringer.

Og dog. Det museale til trods er udstillingen yderst personlig, for det er billedkunstneren (og samleren) Claus Carstensens bedrift, og det er med sikker hånd, at han præsenterer en overdådighed af værker, som han associerer fra udstillingens afsæt i Det Gamle Testamente, Prædikerens Bog, kap. 3, vers 18-22 som lyder:

“Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!”

Tomhed udsat for pres
Hvis det begynder med tomhed, så fylder udstillingen denne tomhed op. Kunstværkerne hænger på de sortmalede vægge og kræver sin ret til at være her. Ikke bare væggene er sorte, gulvene er sorte. Vi går rundt på denne sorthed så blank, at den spejler ikke bare lys, men også farver fra værkerne på væggene.

Væggene viser hovedværker af Hans Bellmer, Ditlev Blunck, Paul Gauguin, Georg Groz, Francisco de Goya, Max Klinger, J.F. Willumsen, og mange mange flere, over for værker af samtidige som Ursula Reuter Christiansen, Gardar Eide Einarsson, Steven Parrino, Rudolf Stingel, Christian Vind. Og Claus Carstensen selv.

Værkfortegnelsen må være alenlang og tælle mindst 200, men er ikke tilgængelig. Titler med videre er oplyst ved skilte ud for hvert enkelt værk, og med en overdådighed og forskellighed som denne trækkes man vilkårligt til og fra for skiftevis at tjekke værkinformation og se værkerne på afstand.

Det er svært at blive færdig med udstillingen, for værkerne taler sammen, og man kan blive ved med at finde forbindelser. Ansigter er overstreget, dyr jages, sjæle jages, lig lines op (fotografen Jan Grarups billeder fra det etniskfunderede folkemord i Rwanda, nazistisk propaganda, Jeffrey Silverthornes fotografier af afdøde, fotos af omkomne fra ulykker). Men al gruen til trods er værkernes billedmæssige kvaliteter så insisterende, at skæbnen, selv hvis den er tomhed og død, virker fyldt. Der er så meget at se.

Høje ambitioner og vilde associationer
Den medfølgende formidlingstekst antyder de mange høje ambitioner med udstillingen og åbner døren ind til tænkningen bag Udstillingens opbygningsprincip som det hedder, og lader forstå, at den er opdelt i kapitler, og at kapitlernes titler er hentet fra et udstillet værk. Der er flere kapitler, end der er udstillingsrum, og det gør ikke noget, at man zapper.

Carstensen evner de vildeste associationer og formår at præsentere dem så selvfølgeligt, at det giver mening. Sandsynligvis dels fordi han har en omfangsrig viden, og dels fordi han som billedkunstner har det æstetiske som rettesnor.

Når han lader et af sine egne, overvejende sort-hvide, malerier flankere af mindre arbejder fra Psykiatrisk Center Middelfart af Annette Kjær Jensen, så er det fordi Jensens mindre arbejders krogede former matcher den slæbende figur med krogede hænder i Carstensens maleri. Parringen er formel og æstetisk, men handler lige så vel om Carstensens interesse for psykiatrisk kunst.

Så selvom udstillingen ligner en museumsophængning, så er det et kunstværk, som måske handler mere om Carstensen selv, end han umiddelbart lader ane. I montrerne ligger bøger, som kildehenvisninger og referencer – nogle gange med opslag og understregninger i margin. Her er hans ballast af teori, filosofi, sprog- og psykoanalyse, som er sivet ind i hans egen praksis som billedkunstner.

Det stikker af men siver ind
Carstensens billeder hænger der også, jævnt fordelt i udstillingsrummene, i en overlegen ophængning, hvor man bliver voldsomt udfordret, fordi det til trods for kapitlerne stikker i så mange retninger. Når man begynder at zoome ind på et værk, for så at lade blikket flakke til naboværket eller se sig over skulderen, hvor et stilhistorisk, materialemæssigt eller konceptuelt markant anderledes værk byder sig til. Fra fin Gauguin til Pasolinis Salò-filmplakat.

Carstensens værker siver ind i kunst- og kulturhistorien ligesåvel som kunst- og kulturhistorien er sivet ind i hans værker. Han ved hvad han gør, og han gør det med vilje. Som udstillingsbesøgende må man vælge at gå med på denne ide.

Jeg vælger at gå med på ideen. Jeg vælger, at lade udstillingen sive ind i mig. Jeg ved godt, at udstillingen har et velovervejet opbygningsprincip og dvæler ved bevidstheden om død og tomhed og de fire eksistentialer (kunstneren henviser til frihed, meningsløshed, isolation og død). Men jeg bliver overbevist af den æstetiske præsentation, som måske nok vil vise mig, at mennesker som dyr er dødelige og ikke mere end dyrene. Og jeg bliver fyldt.

Kunstneren vælger et gammeltestamenteligt vers, som taler om tomheden. Men samtidig viser kunstneren, med kunsten, at denne tomhed kan fyldes. Jeg går jo ikke rundt i tomme udstillingssale, men i en samling af udtryksfuldheder, som hverken behøver at være frygt eller fortrængning. Det er bevidstgørelser. Smertelige bevidstgørelser, måske, men dog bevidstgørelser.

Hvis udstillingen handler om Carstensen, som kunstner og som menneske, så er hér et menneske, der vedkender sig livets afgrænsning og dødens endeligt. Han ser, at også andre ser det. Han samler på udtryksfuldheder og sætter tomheden under pres.

Tænksomheden står ikke i vejen for produktionen
Carstensen, der er født i 1957, kommer af en generation, der ville gentænke maleriet efter konceptkunsten eller kunsten i det hele taget. Han har altid haft en stærk sproglighed omkring egen og andres praksis (og det har kommet mange til gavn via hans virke som professor ved Kunstakademiets Billedkunstskoler i årene 1993-2002).

Det kan virke som om, at det har handlet om at forklare, hvordan kunsten kunne optage massekultur og medier, bruge atypiske materialer og være anvendt teori. Men under al denne tænksomhed har der været hyperproduktivitet og et overskud af materiale. Værker, værker, værker. Men også samarbejdsprojekter omkring udstillinger, arkiver og bøger. Carstensen er en af den slags kunstnere, der lige så gerne er organisator, som han bruger materialer på et atelier.

Udstillingen Becoming Animal er et modent værk, en seriøs præsentation, som endnu engang beviser, at der – al tænksomheden, tomheden og tvivlen til trods – er overvældende mange produkter fra kunst- og kulturhistorien, som giver mening. Måske er det netop denne tænksomhed, som giver anledning til produktionen.