Udgravning i de digitale ruiner

Danmarks første, klassiske netkunstgruppe Artnode er aktuel med nye værker i Den Frie Udstillingsbygning i januar 2017.

Det er nok få unge, der ved ret meget om, hvad der skete, dengang den allertidligste netkunst ramte kunstscenen, og hvordan internettets tiltagende udbredelse for tyve år siden ændrede hele verdens tilgang til information og billeder. Dengang en computer var en bitte MacIntosh classic i sort-hvid og internettet en uklar forestilling, som man kunne kommunikere med et par timer om ugen med sine telefonpoints.

Nu har man chancen for at få syn for sagen, når Den Frie har inviteret den digitale kunstnergruppe Artnode til at udstille i overetagen. Dette betyder, at medlemmerne Jacob Lillemose (JL), Nikolaj Recke (NR), Mogens Jacobsen (MJ), Martin Pingel (MP), Niels Bonde, Kim Borreby og Morten Schiødt skal genoptage tråden fra dengang de fra midten af 90’erne satte dagsordenen for netkunst og udforskede og udviklede den parallelt med internettets eksplosive vækst.

Artnode blev dannet, da de to grupperinger Artspace og High Density i de tidlige 90’ere mødte hinanden. Det blev begyndelsen til en pionerindsats i dansk digital kunst. Artspace var et website dedikeret til at vise kunst på nettet, mens High Density koncentrerede sig om at publicere tekster på nettet og udvikle selve ideerne om netbaseret kunst og teori. De i begyndelsen gensidigt skeptiske grupper blev til Artnode i februar ’95.

Artnode begyndte at lære at programmere (eller “stjæle og copy-paste,” som de formulerer det) for at lave en platform, der skulle være en instant kanal for deres og vennernes kunst: et projekt, som var drevet af et ønske om at skabe noget NYT: Et frit, ikke-hierarkisk, uelitært og ukommercielt kunstsite.

Vi elsker din computer
Artnode begyndte at udkomme i ’95 som et periodisk netmagasin med projekter af inviterede kunstnere. En lidt naiv og umiddelbar tilgang til at lave netkunst præger mange af projekterne, og Artnode-drengene endte da også efter et stykke tid med at være lidt fastlåst i selv at måtte producere alle projekterne for de andre kunstnere, der ikke kunne finde ud af dét med den digitale teknik.

Tiden er gået siden samarbejdet var på sit højeste, og siden udgivelsen af den skelsættende kult-antologi Vi Elsker Din Computer i ’08, er Artnodes medlemmer gået hver deres kunstneriske veje, omend alles tilgang til kunst fortsat er præget af det digitale og konceptuelle.

Martin (MP), Mogens (MJ), Nikolaj (NR) og Jacob (JL) møder mig på Statens Værksteder for Kunst, hvor de arbejder intensivt med visualiseringen af den store udstilling.

Jeg spørger, hvordan man med nutidens øjne kan se, om netkunsten har ændret kunstverdenen; har man kunnet se, at der var en gennemslagskraft for kunst på nettet?

MJ: “Kunst på nettet findes. Det er en konstatering. Kommerciel kunst på nettet findes også; der er også nogle gode eksempler.”

Der har været en rivende udvikling i feltet. Fra at være en revolutionerende nyhed, der åbnede muligheder for global distribution af information, kommunikation og kunst, er internettet og avanceret tech i dag blevet en så integreret del af kunstneres (og alles) DNA, at det er lige så svært at forestille sig at lave kunst uden teknologien, som det er at forestille sig at leve uden at trække vejret:

JL: “Nettet er for de unge kunstnere nu bare et materiale til at generere forkellige objekter med. Et eksempel kan være et værk, som baserer sig på et eller andet åndssvagt billede fra nettet af en taco med en lås i, og det værk, du køber, er så, at kunstneren materialiserer objektet – han køber en taco, sætter en lås i den, vakuumpakker den og sender den til dig. Det koster måske 300 kr.”

Så oversættelsen fra det digitale og netbaserede til den fysiske verden er altså et vigtigt tema for netkunsten nu.

Oversættelsen til virkeligheden
Og denne udvikling har Artnode faktisk selv foregrebet på et tidligt tidspunkt bl.a. med deres Artnode gets physical-udstillinger. Ofte har overgangen fra netkunst til fysiske objekter været nødvendig af helt lavpraktiske grunde.

NR fortæller: “Artnode blev inviteret til at vise vores arbejde på Charlottenborg i ’99. De havde bare ikke internet! Så vi kunne slet ikke arbejde med vores website. I stedet besluttede vi os til at tage alle projekterne fra vores platform og lave blyantstegninger af dem. Det blev til udstillingen 100 Tegninger, som nu tilhører Kobberstiksamlingen.”

Artnode havde spurgt, om de kunne låne tegningerne til den kommende udstilling på Den Frie, men fik at vide, at i så fald skulle der være en vagt konstant tilstede til at vogte tegningerne. Sådan kan et digitalt kunstværk vandre fra flygtige digitale filer ind i kunstinstitutionen og antage stadig tungere fysisk form og monetær og symbolsk værdi, mens det bliver stadigt mindre tilgængeligt for verden.

Men der er en ekstra dimension omkring sådan et fænomen, fortæller NR: “Nu findes vores tegningsamling jo på museet som en hardcopy back-up af det digitale site!”

Idéen om en fysisk back-up af et digitalt kunstværk driver også Artnodes koncept for den nye udstilling. MP: “Udstillingen bliver ét stort fælles værk. Og vi bruger os selv som reference: hvad var Artnode egentlig for en størrelse? Vi var jo mest “noget” i 90’erne og tidlige 00’er. Når man ser vores website i dag, er det jo en ruin….”

Rumskrot i orbit
Når man surfer på artnode.org, finder man en kæmpe ressource af tidlig netkunst – en underholdende slikpose af friske, tidlige, punkede eller poetiske værker af en lang række af 90’ernes kunstnere, hvoraf en del er forsvundet og nogle få er blevet stjerner. Værkerne antager alle former: Tidlige interaktive eksperimenter, fotos, video, tekster, små spil og konceptværker.

Men man opdager også hurtigt, at det site er i forfald. Derfor bliver spørgsmålet, hvordan man forholder sig til et sådant historisk site (blandt millioner): Hvordan bevares det, skal det genskabes, udvikles eller bare falde fra hinanden og flyve evigt rundt på nettet som rumskrot i kredsløb? Ofte støder man på sider, der mangler, hyperlinks, der er døde eller kræver et forældet plug-in. Man får typisk en fejlmeddelelse af typen “HTTP 404 – File not found”. Disse fejlmeddelelser bruger Artnode ironisk som afsæt for at skabe et nyt fysisk værk, en “kirkegård” af steler eller stående skilte med en mængde forskellige computer-fejlmeddelelser, der alle betyder, at man er kommet til en blindgyde i en digital labyrint.

Get Physical!
En anden “get physical”-løsning på præsentationen af Artnodes oevre er at omskabe de kunstværker, der ligger på websitet til – skulpturer! Et eksempel er Jesper Justs The Man Who Strayed, en video fra Justs første soloudstilling. Ved hjælp af et lille program, som Artnode har skrevet, bliver rå data fra videoen omskabt til en punktsky, som man så placerer i et 3D-koordinatsystem og bygger ved hjælp af en 3D-printer. Resultatet er en amorf, blob-agtig skulptur, der dog har et ret eksklusivt udtryk.

På spørgsmålet om hvad Artnode vil i fremtiden, svarer JL, at det er på tide at rette op på det skuffende faktum at kunstinstitutionerne aldrig har turdet favne netkunsten. Han mener, at Artnode skal begynde en produktion af store skulpturer til det offentlige rum. Som et oplagt eksempel skulle IT-Universitetet straks anskaffe sig en kæmpe én til at stå ude foran!

Netkunstens radikale paradoks
Pointen er klar. Et digitalt kunstværk er stadig en radikal tanke, der ikke er blevet assimileret i kunstinstitutionen. Den ikke-hierarkiske, ikke-eksklusive side af netkunsten er afgjort stadig aktuel, omend måske i en noget ufrivillig form, fordi institutioner og fonde simpelthen ikke vil eller tør favne digital kunst af frygt for at rode sig ind i problemer omkring vedligeholdelsespligt, arkivering og værkets “autenticitet”.

Faktisk kan man sige, at mange af de parametre, som museer og samlinger går ud fra at konventionel kunst har, undergraves af netkunstens grundprincipper. Netkunst er stadig i dag et lige så radikalt og utilpasset koncept som før. Men det er god kunst. Og netop derfor vil det være en interessant og oplagt, omend udfordrende og eksperimenterende, vej at gå, hvis institutionerne for alvor, i et udviklende samarbejde med kunstnerne, vil rumme netkunsten. Ikke kun af navn, også af gavn.