Ugens kunstner – Julie Boserup

Billedkunstneren Julie Boserup har gjort collagen til sin hovedbeskæftigelse, og med sin arbejdsmetode, tematik og stil har hun formet sin helt egen praksis i krydsfeltet mellem arkivbaseret research, fotografi, collage og tegning. I Boserups hænder løfter collagen sig over det dekorative og bliver til et politisk og utopisk opgør med, hvordan vi former vores verden.

Julie Boserups værker udspringer af den moderne mediekulturs overskudslager af visuel information. Udgangspunktet er fundne materialer, for eksempel fra arkiver, men også brugte plakater, forældede rejseførere, billeder fra internettet og forskelligt reklamemateriale finder vej til hendes værker. Dette nærmest arkæologiske materiale kombinerer hun med egne snapshots eller andre materialer, der visuelt, metaforisk eller tematisk har forbindelse til det motiviske indhold.

Refleksioner over arkitektur
Ved mødet med Boserups værker bliver det hurtigt klart, at hun har et mellemværende med arkitekturen, ikke kun forstået som formidling af markante byggerier, men snarere som refleksioner over de rum, der omgiver os, og især over hvordan disse rum skaber rammer for vores liv. Det gælder ikke kun det nære rum som ramme om vores private sfære, men også byrummet, som former og skaber muligheder og begrænsninger for sociale interaktioner og æstetiske oplevelser af verden.

Julie Boserup har tidligere selv beskrevet sin arbejdsmetode således: “Fremstillingen af kollagerne er både en dialog med de forskellige motiver, der bliver bragt sammen, og en jagt på deres indbyggede modstand mod at blive sat sammen med hinanden: Når man sidder foran så meget billedmateriale, føler man sig lidt som en diktator, der kan herse og regere.”

I serien Fifteen Years (2010) giver dette sig udtryk i en visuel analyse af en markant periode i dansk arkitektur. Serien består af små bearbejdninger af fotografier af ikoniske danske bygningsværker klippet ud af bogen Ung Dansk Arkitektur fra 1930-45. Serien er udpræget analytisk i sin tilgang til så forskellige arkitektoniske genrer som enfamilieshuse, kraftværker, offentlige institutioner og industribygninger. Men seriens enkelte værker fremstår også som små bagateller, der hver især fremhæver udvalgte æstetiske og strukturelle aspekter af de enkelte bygninger. Dermed stiller de også spørgsmålet om, hvorvidt modernismen som idé ikke er endt med blot at bestå af en række løsrevne æstetiske elementer, der hverken forholder sig til sine omgivelser eller til den brug, vi gør af dem. Denne visuelle forhandling med modernismens drømme og utopier er gennemgående i Boserups værker.

Utopiske rum
Enhver, der har haft sin gang i området omkring Nørrebro Station vil nikke genkendende til værket Untitled (2013). Her behandler Boserup det berygtede Schou-Epa-hus, men i forhold til de tidligere omtalte værker lægger hun her nye elementer til. Hvor Fifteen Years først og fremmest er en analyse af eksisterende eksempler på modernistisk arkitektur, lukker Boserup her op for andre potentialer og antyder et nyt utopisk byrum. Skønt Schou-Epa-huset fremstår som et modernistisk vartegn i København, betragtes det af mange som en historisk fejl, et grimt og brutalt byggeri, der ikke forholder sig til sine omgivelser.

I Boserups repræsentation af bygningen lader hun det spejle sig i et imaginært vandspejl, og hun tilføjer blå himmel fra fototapet og brudstykker af klassisk arkitektur hentet fra andre steder. Det bliver hurtigt klart, at gengivelsen af Schou-Epa-huset ikke er hentet fra virkeligheden, men i stedet er et fotografi af arkitektens model af huset, og Boserup sætter dermed fokus på arkitekturen som et potentiale frem for som et givent vilkår. Arkitekten – og billedkunstneren – skaber først og fremmest mere eller mindre visionære muligheder, som først realiseres i og med brugen af dem, og den brug, den læsning, er underlagt vores eget samarbejde med værket.

Julie Boserup er netop nu aktuel i udstillingen Hello Walls! i Peter Lav Gallery med tre nye værker fra serien Leisure Shapes (2015). Denne serie udstikker en ny retning for Boserups praksis; hvor hun i tidligere værker skaber en nøje analytisk kompleksitet, er disse værker løsere og mere ekspressive i udtrykket, ligesom selve den fysiske bearbejdning af materialerne spiller en større rolle.

Seriens motiver er mellemrum i byen beregnet til menneskelig adspredelse, og især sportspladser har en central plads. Fokus er på disse pladsers visuelle former, som Boserup udvælger, fremhæver og fortolker. Ved at skjule motivdele bag skæve folder, fremhæve andre med blyantstegnede skyggevirkninger og ved at vaske og slibe det fotografiske materiale fremdrager hun disse parentetiske rum i byen; som steder, der eksplicit er skabt med det formål at danne ramme om menneskets selvrealisering.

Boserups værker kan ses som forsøg på at transformere den fysiske uorden, der omgiver de skildrede steder, til en form for utopisk visuel orden. Værkerne antyder muligheder, perspektiver og alternativer. Men de er også visuelle opdagelsesrejser, der afdækker den måde, vi former vores omgivelser og organiserer vores liv. Mange af de steder, Boserup skildrer, er skjulte eller forældede, og værkerne bliver dermed også til en visuel historiefortælling om skiftende tiders utopiske idealer.

Portfolio