Ugens kunstner – Marianne Jørgensen

Marianne Jørgensen arbejder i alle sine kunstneriske projekter ud fra en spørgen til det tilsyneladende givne med en tilpas blanding af handlekraft, stædighed, tillid og refleksion. Nøgleordet er undersøgelsen: Hvad nu hvis? Og drivkraften er en vilje til at kaste sig ud i enorme projekter, der nok kan se legende ud, men som indebærer nøje planlægning og benhård logistik.

Hendes arbejder kan have en form for henkastet generøsitet over sig. Noget man kun kan drømme om, gør hun tilsyneladende bare. Siden 1997 har Jørgensen arbejdet med værker, som typisk befinder sig uden for kunstinstitutionens rammer, hvor hun ofte henter inspiration i land art med sin brug af naturmaterialer som planter, jord og græs. Som da hun i 2007 beklædte 1350 m2 af Vejle gågade med blødt rullegræs, hvorved et helt nyt og måske mere menneskevenligt byrum åbenbarede sig. Eller som nu, hvor hun som kurator for projektet Skulpturlandsby Selde 2014-15, skriver ordet UTOPIA med plantevækst som en velkomst til den lillebitte landsby, Selde, i det såkaldte Udkantsdanmark.

Work in progress
Utopia er et ord, Marianne Jørgensen har brugt før i sine arbejder. Ordet er afledt af topos og betegner et intetsted, men også et perfekt sted; drømmen om det ideelle samfund. Noget, der i sig selv er umuligt at realisere, men derfor ikke desto mindre er en nødvendig forestilling, hvis man som Marianne Jørgensen tror på, at kunsten faktisk kan være med til at ændre menneskers virkelighed.

Marianne Jørgensen arbejder i høj grad med ”work in progress” og processuelle værker, som strækker sig over årrækker og derfor hverken kan eller skal tænkes som afsluttede værker. Siden 1997 har hun arbejdet med flere projekter lokalt forankret i et markområde i Viby nær hendes egen bopæl, heriblandt projekterne love alley og AW!

Tværfaglighed og inklusion er karakteristisk for Marianne Jørgensens projekter. Hun inviterer kunstnere, arkitekter, forskere, lyddesignere og skribenter, til at deltage. Derfor bliver projekterne på én gang både meget personlige og kollektive. Som kunstner er hun en ihærdig og insisterende iværksætter, der – motiveret af ideologi og indignation – opfordrer til refleksion over de ændringer, som skyldes den hurtigt udviklende urbanisme.

Kollektive projekter
Projektet love alley blev udviklet på et gammelt markområde som en kommentar til den hastighed og effektivitet, der præger kommunale beslutninger og økonomiske interesser fra investorer. Projektet involverede 41 personer, som alle bidrog til en kunstnerisk, arkitektonisk og økologisk undersøgelse og kom med forslag til, hvordan man skaber et inkluderende bysamfund.

Ordene love alley blev nedprintet i jorden, sprængt med dynamit og slutteligt asfalteret, således at de dannede et vejnet, der snoede sig mellem de forskellige kunstneriske bidrag. I august 2011 måtte love alley vige pladsen til fordel for et nyt idrætsanlæg og boligkompleks. I et sådant arbejde er det synlige resultat det mindste af det hele, værket er også den interaktion, som arbejdet med kunst sætter i gang mellem mennesker og de ressourcer, der frigøres, når tanken får lov at nærme sig utopien. Værket er fastholdt i dokumentationer, mens processen formentlig vil fortsætte i Marianne Jørgensens næste store planlagte kollektive projekt, kaldet AW!

For Marianne Jørgensen har det lige fra begyndelsen, hvor hun var en del af kunstgruppen Solkorset, handlet om at danne andre billeder af virkeligheden. Det gjorde hun f.eks. i 2006 (da Danmark valgte at gå ind i krigen i Irak), hvor hun udstillede Pink M24 Chaffe, en militær kampvogn beklædt med et pink tæppe sat sammen af 4000 strikkede lapper – et projekt, der involverede bidrag fra strikkende mennesker verden over.

At give naturen form
Det kan også handle om synliggørelse af de rum, vi ikke ser. Et hul f.eks. Oprejst hul hedder et værk, som er en gipsafstøbning af et hul i jorden, udgravet med håndkraft. Via gipsen bliver fraværet til en form.

I 2001 kom værket Drømmehuller til. Her er det fem 2,25 x 2,25 meter store huller, som Jørgensen har gravet i sin markjord, skarptskårne og med sindrige trappesystemer. Hvor det første hul blev til et værk via støbningen blev drømmehullerne først til værk i den fotografiske proces.

Selv om Jørgensens værker henter elementer fra landart-kunsten, så er arbejdet i marken kun en del af processen, og det endelige værk får først form i fotografiet eller afstøbningen. At omsætte det imaginære til form; det er det, det handler om, også når Marianne Jørgensen i mange af sine værker bruger sproget som materiale. Hun laver ofte tekstlige dokumentationer, ligesom hun skriver med plantevækst, og på den måde tvinger den ”formløse natur” ind i en form.

Portfolio