Vindere og tabere i kampen om kunsthistorien

At finde et passende udtryk for en verden i en moderne udvikling, hvor “all that is solid melts into air” (med den amerikanske filosof Marshall Bermans karakteristik), har været et overordnet mål for kunsten i det turbulente 20. århundrede.

De mange bevægelser, ismer og enkeltpersoners bud på en kunst, der svarer den moderne verden, tegner sig som en kamp om kunsthistorien.

Historien og arkitekturen
Denne kamp foregår, når det statslige flagskib for de danske kunstmuseer lancerer en udstilling af de sidste 112 års kunsthistorie.

Et markant statement, der vil blive stående i flere år, som ophængningen skal vare. De udvalgte godt 500 værker vil simpelthen have fået en placering i rampelyset som autoriserede hovedværker og de sammenhænge, der skabes, vil være den visualiserede historie om dansk kunst.

Med ophængningen anno 2012 er den moderne kunst tilbage i museets nye fløj. Ligeledes vendes der tilbage til en overvejende kronologisk ophængning. Det sker igennem to rækker af rum omkring en lang gang, der som historisk akse fører gennem det turbulente 20. århundredes kunst.

Til den ene side præsenterer store sale periodiske skridt af tyve års længde, mens mindre rum til den anden side laver nedslag og solopræsentationer.

Vindere i gode store rum
De store rum er virkelig velfungerende. Både rent æstetisk og i deres kunsthistoriske pointer med gode valg af værker og god disponering af rummet.

Særligt rummet 1940-1960 brager igennem med en stærk ophængning af den geometriske abstrakte side af den moderne kunst. Richard Mortensen på væggen og Robert Jacobsen ude i rummet får simpelthen tilført ny power og forenes fint med kultfigurer som Richard Winther og Albert Mertz i et flot aktiveret rum, der godt kunne føre an i en revival af denne billedkunstneriske ”Danish Modern”.

1980’ernes heftige malere og postmodernister får også et stærkt rum med tilsvarende effekt. I disse rum lykkes det at give publikum en positivt overraskende oplevelse og kunstretningerne et inspireret comeback.

Kedelige fokusrum
Der sker imidlertid det modsatte i de mindre rum, der er helliget bestemte kunstretninger som CoBrA og surrealismen.

Rumindretning og ophængning er her så kedelig og konform, at man føler sig hensat til et småborgerligt galleri, frem for en præsentation af moderne nybrud.

Kontrasten mellem de surrealistiske værker og de pæne, afdæmpede rammer er faktisk, ja surreel!

Det må også siges, at et rum med titlen ”Postminimalisme” er for elitært for et nationalt kunstmuseum, ligesom sammenstillingen af Edvard Munch (med ét billede) og Jens Søndergaard ikke giver mening.

Hvad der lykkes i de store rum, at skabe tankevækkende sammenhænge og en velfungerende ophængning af de enkelte værker, lykkes ikke i fokusrummene, der derfor påfører deres fokusområder en mindre bjørnetjeneste.

Samtidskunst på prøve
Den lange tidslinje slutter i en udpræget fragmenteret og sammensat fremstilling af de sidste to tiårs kunst, der demonstrativt blander maleri, installation og mediekunst og kendte og mindre genkendte navne.

Typisk for dette er Jonathan Monks store væg med sammenklippede billeder, udsagn og fragmenter, der skærer “samplingens tidsalder” for meget ud i pap. Det fungerer som at fremstille tidens tern, men fremstår allerede nu som lovligt tidstypisk.

I udstillingens anden etage huser en række rum skiftende samtidsværker. Valgene er i denne første omgang fint, med blandt andet Elmgreen & Dragset og Danh Vo, men rummene står noget isolerede som vilkårlige udsnit af en samtid, som man endnu ikke kan finde en sammenhæng til. Det er derfor svært at se David Shrigleys rum fyldt med snoede lerpølser som en angivelig kommentar til hele udstillingen, når de nu ligger i et separat rum ovenpå.

Alt i alt er der derfor gode og mindre gode takter i fremstillingen af Dansk og International Kunst efter 1900 og følgende kunsthistoriske vindere og tabere.