I en af Københavns travleste buslinjer kan passagerer under årets Art Matter Festival 2026 opleve værkerne af de fem vindere af Open Call-konkurrencen. Fra den 27. maj til 7. juni vil hver bus på linje 2A danne ramme om ét af de fem udvalgte værker, som passagererne kan opleve undervejs på ruten, der bevæger sig fra Tingbjerg gennem Indre By, over Rådhuspladsen og Christianshavn til Refshaleøen.
Under temaet “fællesskab” har Movia igen i år indgået et samarbejde med Art Matter Festival om at bringe kunsten ud i den kollektive transport. Det er et kunstprojekt, der giver fem udvalgte ikke-professionelle talenter mulighed for at få et værk udstillet i linje 2A, der dagligt transporterer mere end 20.000 passagerer rundt i hovedstaden.
Projektet er blevet udbudt som et open-call, annonceret via sociale medier og på Art Matters platform opencall.nu, hvor alle med en spirende kunstner i maven kunne indsende deres bidrag. De fem vindere er blevet udvalgt af mere end 450 indsendelser, som enstemmigt er besluttet af en jury, bestående af repræsentanter fra Movia og Art Matter.
Kunst på Farten udmønter sig derudover i en særlig pop-up udstilling, der indgår som en del af Art Matter Festivals offentlige program. Juryen har udvalgt 20 værker ud af de indsendte bidrag, der udstilles i originale formater, og giver publikum mulighed for at gå på opdagelse i flere af de kunstneriske stemmer, som har deltaget i konkurrencen.