3 x solo i Holstebro = 3 x High Five!

Tre soloudstillinger af Silas Inoue, Christine Overvad Hansen og kunstnerduoen oVo lægger et højt niveau på Huset for Kunst og Design.

Huset for Kunst og Design i Holstebro har hjemme i et af landets flotteste udstillingshuse. Det tidligere Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, der er tegnet af arkitektparret Johannes og Inger Exner, blev opført i 1971 og er white cube-arkitektur, når det er bedst.

I dag hører stedet under Dansk Talentakademis linje for Kunst & Design med et udstillingsprogram kurateret af billedkunstner/kurator Anna Bak, som knytter sig til undervisningen på talentakademiet med talks og workshops med de udstillende kunstnere.

Det hele drives af en beskeden økonomi og en god portion frivillige kræfter, og ikke mindst på den baggrund holder udstillingsstedet et imponerende højt niveau. Det gælder kunsten, men også formidlingen af den, hvad jeg kommer tilbage til.

Og de tre aktuelle soloudstillinger med Silas Inoue, Christine Overvad Hansen og kunstnerduoen oVo (som består af Lea Guldditte Hestelund og Birk Bjørlo) er ingen undtagelse.

En vandmand dyppet i friture

Silas Inoues udstilling eat & becʘ̃me handler om udvekslingen mellem mennesket og naturen. En udveksling, der får en særlig konkret og indvortes betydning, når vi indtager føde. Og Inoue gør det netop meget konkret, idet han ofte bruger materialer fra fødevareindustrien i sin kunst.

I værket Future Friture – Turiritopsis Dohrnii har Inoue smeltet sukker til en bolchemasse og sænket den goplelignende form i friturevæske i et acrylplast-kar, hvor den nu ligger og flyder i overfladen med sine lange tentakler. Den materialemæssige dobbelthed er til at tage og føle på: Fedt og sukker var basale næringsmidler for stenaldermennesket, mens det i det magelige overflodssamfund er sundhedsskadelige, hvis ikke ligefrem livstruende, fødevarer.
Desuden er goplen en forstørrelse af den lille vandmand Turiritopsis Dohrnii, som er en af de arter, der er i stand til at regenerere sig selv. På den måde taler værket lukt ind i en videnskabelig våd fremtidsdrøm om at knække degenererings-koden og give mennesket evigt liv.

I en række hermetisk lukkede akvarier har kunstneren skabt modeller af futuristiske storbystrukturer (værkserien Infrastucture, 2020). Her er arkitekturmodellerne så bare befolket af bakterier og svampearter, som udvikler sig eksplosivt i løbet af udstillingsperioden og gror mere og mere til i et kaos af mug og svamp.

Man forstår analogien til storbyernes befolkningseksplosion og til mennesket som en invasiv art. Men helt konkret er der også tale om processuelle værker, hvor kunstneren trækker sig tilbage og overlader den æstetiske skabelse til naturen. Mugmalerier, der maler sig selv indefra!

Det gælder også udstillingen største værk SymbioSoup, som er en form for landskabsmodel i en lukket montre. I forbindelse med åbningen af udstillingen, der foregik for en begrænset skare pga. covidsituationen, blev der serveret suppe. Gæsterne skulle derefter smøre resterne fra deres suppeskåle på træskeletter i montren, hvorefter kunstneren fik den indkapslet.

I løbet af udstillingen vil gæsternes individuelle bakterieflora så danne uforudsigelig kolonier af svampevækster. Et ret specielt kollektivt kunstværk, må man sige – og titlen henviser netop til Symbiogenesis-teorien, der handler om tilblivelse under sameksistens og peger på den rolle, symbioser har spillet i evolutionen.

I selskab med Inoue bliver det håndgribeligt, at vi indgår i et netværk og ikke er adskilt fra vores omgivelser, at vi er en del af kosmos, at kosmos er i os i form af bakterier, der lever i os, at verden passerer gennem kroppen.

Som man kan forstå, har kunstneren en virkelig nørdet tilgang til kunsten, men egenartet er det, og de kreationer, der fremkommer i disse eksperimentarier, er slet ikke uden æstetiske kvaliteter og flot præsenteret på betonsokler og egetræsophæng. Inoue er en original stemme.

Et næsten seksuelt møde med komplikationer

Original er også Christine Overvad Hansen, der i sin ligeledes meget materialebevidste – men samtidig konceptuelt udfordrende – skulpturelle praksis skaber værker, der ‘performer’ på en ret overbevisende og kropslig måde, synes jeg. Og det både i rummet, i forhold til hinanden og i relation til beskueren.

Udstillingstitlen Traders indikerer, at der er tale om nogen, der handler eller udveksler, og det er faktisk det de gør, skulpturerne. Det er værker, der giver anledning til et væld af associationer, betydningsdannelser og fortællinger i hovedet på den, der ser. I hvert fald gør det sig gældende for undertegnede.

Rummet er en scene, man træder ind på gennem en stålkonstruktion, der fungerer som en slags transparent entre. Her er ophængt en oval betonskive med øjne, der samtidig fungerer som kighuller (Bad desire (incognito mode), 2020). Allerede her er udvekslingen og kroppen aktiveret.

Inde i salen med det karakteristiske runde ovenlysvindue ligger to halve skulpturdele på et sort silkelagen (Symplegma, 2020). Den ene del trækker den anden ind mod sig med arme af læderbælter, men aluminiums stangen mellem dem bøjer lidt, så den lige netop ikke helt går i hul, og afstanden mellem dem opretholdes. Det er næsten et seksuelt møde, tænker man, men ikke uden komplikationer og strid mellem tiltrækning og afværgen.

Også skulpturen Drudge, 2020, er placeret på gulvet, denne gang på et lammeskind. Ovenpå den antropomorfe klump er en skinne-konstruktion placeret, hvorpå en mekanisk ‘vogn’ bevæger sig langsomt frem og tilbage mens den krampagtigt presser en stålkugle langs klumpens rygrad og præger et blankt spor i ‘huden’.
Det kan godt være, at lammeskindet giver wellness-associationer, men nogen rar massage er der vist ikke tale om.

På den måde får Overvad Hansen skabt skulpturer – eller lad os bare kalde dem for skulpturelle situationer – hvor de abstrakte formgivninger (alligevel) handler om kroppe, mennesker, relationer, følelser.
Det er skulpturer, man kan blive ved med at se på længe, og som bliver ved med at producere vedkommende fortællinger.

Ind i en lyserød inkubator

Til slut er der kunstnerduoen oVo, som også har skabt et rum, der taler til kroppen. Det mærker man straks, man træder ind i rummet, hvor der er skruet op for varmen. Vi nærmer os de 35 grader. Samtidig er der sat farvede filtre på vinduerne, og vi befinder os i en anden og orangerød verden.

Her har kunstnerne skabt en installation med nogle store opadstræbende metalskulpturer, som bærer et naturfarvet filtvæv, der knytter de slyngede stænger sammen i en halvcirkelform.

Kunstnerparret Lea Guldditte Hestelund og Birk Bjørlo har hver deres egen kunstneriske praksis, men her er optræder de altså med et fælles værk fra en tredje, ny fælles praksis. Og ja, man genkender de maleriske sumpuniverser på betonsoklerne fra Bjørlo og marmoræggene, der ligger indsvøbt i filtvævet, fra Hestelund, men ellers er det et nyt kunstnerisk udtryk, vi præsenteres for.

Installationen er som en slags rugekasse, et miljø for spirende liv, et univers hvor de enkelte dele er flettes sammen i netværk, samklang og afhængighed af hinanden.

High Five – også til formidlingen

Alt i alt er det opløftende at opleve tre udstillinger, som er gennemarbejdede, præget af seriøsitet og konceptuel konsistens, og med godt greb om de kunstneriske og materialemæssige virkemidler. Det vidner om gedigen kvalitet på kunstscenen. 3 x High Five!

Og så skal formidlingen have en ekstra High Five. Det er tydeligt, at Anna Bak og co. prioriterer den og tillige formår at gøre den både klar, vedkommende og informativ. Der er gode handouts og oversigter i udstillingen – endda i super flot layout. Og på hjemmesiden er der små videopræsentationer af kunstnerne i udstillingerne. Det hele er sobert og solidt, og formår at formidle tre egentlig temmelig ‘avancerede’ udstillinger ret overbevisende.

Mange, meget større institutioner med betydelig mere presse- og infokraft kunne lære noget her.

Se flere billederer i galleriet