Afgang med værdi

Dette er ikke en øvelse!

En ny flok elitekunstsoldater er færdige. Spørgsmålet er nu, hvorvidt de kan klare det, når det gælder? Men hvad vil det overhovedet sige?

Vi kender det nok allesammen: overgangen fra skolens trygge men forpligtende laboratorium til den uforpligtende og usikre frihed. Den står 27 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademi overfor nu.

Urimelige krav
Efter seks års studier, tre års grundskoling samt tre års professor-skoling, skal kunstneren stå selv. I andre fag træder man roligt ind i rækken, den praksis, det sprog, den tænkning man har uddannet sig i – det forventes faktisk.

Men som afgangselev fra akademiet forventes det derimod, at man overskrider det system og står selv; med eget sprog, ny tilgang, nyt greb, en anden praksis – et nyt opgør med institutionen, historien, medierne, kroppen, kønnet, samfundet og politikken. Værsgo’!

Gerne formuleret i nye materialer, selvfølgelig.

“Looking for something and not finding it,” lyder det meget apropos igen og igen i Inger-Maren Slagsvolds selvudleverende tekst- og videoværk Historien om døren, hvor ‘mor’ og ‘kunstner’ desperat forsøges forenet.

Soldater i et historisk dyb
I al respekt er dette derfor et forsøg på at illustrere, hvor forskelligt kunstnerrollen administreres og kunsten formuleres på i Afgang 2012 i Nikolaj Kunsthal, men også en markering af, hvor der formuleres noget markant og interessant, der peger forsigtigt ind i et større dyb. Det er jo – trods alt – ikke en øvelse.

Hviderussiske Aliaksandr Marchuk er en gammel soldat, forstået på den måde, at han som en zombie med pensel og lineal vender tilbage til ikke bare maleriet, men en specifik konkret-futuristisk strømning, som den kunne have set ud i 1920’ernes avantgarder. Grunden til denne fortids-mission forbliver dog uklar, selvom der i denne historiske gestus og kontekst eksisterede håb om både fremskridt og fremtid, som kunne tale til en nutid i recession. Som kunstpraksis er det helt igennem utidigt, i hvert fald.

Naturlig kunst
Johanne Dybdal Sigvardsen, Ulla Bech-Bruun og Johannes Trägårdh Jensen forholder sig alle til naturens formsprog, men formuleringen er meget forskellig.

Sigvardsen agerer ‘rav’ som medie for både fortidens skjulte data og fortællinger og nutidens glimtende poesi, der har fået form som en indbydende installation, der fornemt opretholder denne ‘rav-balance’.

Hos Bech-Bruun træder vi ind i et magisk univers, hvor krop, vinge og sten har samme tyngde, alt flyder og intet hænger sammen. En stemningsfuld skulpturel installation, der mimer videnskaben men også religionens ideologi, historie og arkitektur.

Overskridelsens natur
Johannes Trägårdh Jensens værk Overflade på inderside er i mine øjne ret omfattende. Ikke bare fordi forberedelserne og udformningen har krævet oceaner af tid, men også fordi værket forener kunst, kritik, filosofi og naturvidenskab på en konkret og interessant måde.

Kunstneren har udfra biologiens membran-tanke, hvor alt er defineret ved dets overflade – fra celle til individ til univers – skabt et materiale, der kan vokse på og igennem overflader: Mos.

Mosset er indsamlet blendet og forarbejdet for siden at blive brugt indenfor til at male et monokrom og udenfor (selvfølgelig på Kirkens mos-egnede nordmur) til at male ordet ‘DISCIPLIN’.

Det er disciplin, dette har krævet; dét kunsten er, men også skal overskride og udfordre. Som mos i fundamentet.

Kollektive undersøgelser
En række kunstnere behandler i denne asociale tid kollektivet som idé – igen fra meget varierede positioner og praksisser.

Deirdre Johanna Humphrys har skabt finurlige kollektive beklædninger, hvor tøjmode pludselig bliver en kollektiv tanke og ikke et individs udtryk.

Mia Isabel Edelgart har hentet personligt stof fra fora på nettet om Au pair-oplevelser i DK, nyheder, aviser, ordbøger, taler, digte og Edelgarts egne erfaringer og skabt en flerstemmig fortælling med vedkommende stemmer fra liv, man som menneske er naturligt forbundet med (lyden kan streames her).

Det inkluderende fællesskab
Netop spørgsmålet om fællesskabernes natur og inkludering har været baggrund for Andreas Johansens værk, Den Midlertidige Skole for Overskridelse, hvor interviews, samtaler og research danner afsæt for en undersøgelse af menneskets mulige (eller umulige) alternativer i samtidens samfundssystem.

Han spørger bl.a. en feministisk basisgruppe: “De værktøjer til at se strukturer og navigere dem bedre, eller gå imod dem, har I oplevet at kunne give dem videre fx til nogen mænd, eller andre, der også er bundet af disse og som måske sidder fatslåst?”

Hvor er den påståede frihed eller alternativet en realitet eller en frugtbar strategi?

Johansen præsenterer samtaler, publikationer og et aktivitetsprogram, der åbner døren til store spørgsmål som asylpolitik, queerbevægelse, feminisme, samfundsterapi og vender med stor empati spørgsmålene, så de udfordrer på ny (se mere på www.skoleforhaab.dk).

Og så er vi tilbage hvor vi startede: Ved et kollektiv, der forventes at agere individuelt og markedsorienteret, men som netop udfordrer den position og understreger slægtskabet med omverdenen og os.

Det tegner jo godt.