Efter ti år i udlandet fandt Anders SCRMN Meisner sit eget kunstneriske sprog langt fra den danske kunstscene. I dag udstiller han internationalt i USA, Asien og Europa med malerier, der balancerer mellem humor og skrøbelighed, popkulturelle referencer og personlige fortællinger.
Et par røde flamencosko. Et ensomt rødt æble i et hav af blå. To fugle, der ikke kan adskilles. En tabt perle på et blad.
Anders SCRMN Meisners malerier er fulde af genstande, som virker umiddelbart enkle, men som åbner sig i flere retninger, jo længere man ser på dem. Motiverne fungerer som små indgange til fortællinger, minder og associationer, der opstår i mødet med beskueren.
Fra Anders SCRMN Meisners studie. Foto: Davy Denke
Fra den 12 juni er kunstneren aktuel med en ny udstilling hos Hans Alf Gallery, og i november åbner kunstneren sin anden soloudstilling i New York. Da jeg møder ham i atelieret, glider samtalen hurtigt væk fra de enkelte værker og over på det, der ligger bag dem.
Et kunstnerskab formet uden for Danmark
Der er noget ved Anders SCRMN Meisners malerier, som føles mindre nordisk end meget af den kunst, man møder på danske vægge. Farverne er mere højlydte. Mere insisterende.
Jeg har jo ikke rigtig været i kontakt med det danske kunstmiljø overhovedet.
Anders SCRMN Meisner
Selv peger han på, at han tilbragte sine formative år uden for Danmark.
Som 20-årig flyttede han til Sevilla. Senere til Amsterdam. I alt var han væk i omkring ti år, mens han fandt sit kunstneriske ståsted.
"Jeg har jo ikke rigtig været i kontakt med det danske kunstmiljø overhovedet, dengang jeg skulle finde mit sprog og udvikle mig som kunstner," fortæller han.
Anders SCRMN Meisner: Red Cherry Red Show,2026. © Anders Scrmn Meisner
Anders SCRMN Meisner: Very Pretty And Delicious,2026. © Anders Scrmn Meisner
Måske er det også derfor, at hans farveunivers ofte bliver læst som noget andet end dansk.
"Der er mange, der siger det der med, at de ser sydamerikansk ud."
Da vi taler om hvordan farverne næsten kan virke modige i en dansk kontekst, vender han perspektivet om:
"Det er sjovt, fordi hvis du er i Latinamerika eller Spanien, så er der bare mange flere farver."
Når malerierne skal kunne være i samme rum
Farverne er blevet et af hans mest genkendelige kendetegn. Men selv om værkerne ofte opleves som eksplosive, fortæller han, at han faktisk holder igen.
Ikke af hensyn til publikum, men af hensyn til billederne.
"Jeg har prøvet at være mådeholden med den her udstilling, hvor jeg har holdt lidt igen. Det kan blive meget mere ekstremt for mig."
Forklaringen handler om, hvordan værkerne opfører sig, når de hænger sammen.
"Hvis jeg skal lave en udstilling, så kan jeg simpelthen ikke skrue op på fuld volumen på alle malerierne. Så begynder de at gå i infight med hinanden. Der skal være noget balance, hvor de kan snakke sammen."
Han taler om værkerne næsten som mennesker. Som noget, der skal kunne dele plads og indgå i relationer.
Anders SCRMN Meisner: I Dream Of Japanese Cherry Trees, 2026. © Anders Scrmn Meisner
Anders SCRMN Meisner: Why Do You Like Pinot So Much, 2026. © Anders Scrmn Meisner
Punkens efterliv
Før maleriet fyldte det hele, spillede Anders SCRMN Meisner musik i punk- og rockmiljøer omkring Amsterdam, Benelux-landene og England.
Det var en scene, hvor man gjorde alting selv.
"Man trykkede sine egne plakater og sine egne T-shirts. Man gjorde alting selv."
Den erfaring bruger han stadig.
"Hvis du kan spille og holde noget kørende i sådan en bane i en årrække, så er det lige så godt som en uddannelse på CBS, fordi du skal rundt om det hele."
Han beskriver kunstnerlivet som noget, der på mange måder minder om at være i et band. Hjemmesider skal bygges. Fragt skal organiseres. Sociale medier passes.
Musikken savner han til gengæld ikke.
"Jeg indså, at det der med at skulle turnere og køre rundt i en bil meget af tiden, det var ikke mig."
Anders SCRMN Meisner i studiet. Foto: Davy Denke
Rastløsheden som drivkraft
Når samtalen falder på arbejdsliv, bliver han mere eftertænksom.
For selv om karrieren de seneste år har budt på soloudstillinger i blandt andet New York, Los Angeles, London og Berlin, er det ikke succeserne, han taler mest om.
Jeg må indse, at jeg har en vis form for arbejdsmani.
Anders SCRMN Meisner
Det er rastløsheden.
"100 procent. Meget rastløs. Og meget utålmodig. Og så tror jeg også, at jeg må indse, at jeg har en vis form for arbejdsmani."
Han griner lidt.
"Det er meget svært for mig ikke at arbejde. Jeg synes, jeg tænker på det meget tit. I alle situationer. Jeg laver mad, og så kan jeg godt få et maleri, og så har jeg brug for at notere et eller andet ned og står og tænker på det, mens jeg brænder et eller andet mad på."
Der er hele tiden et nyt billede på vej.
"Der er hele tiden det næste billede, man gerne vil lave. Så de ligger ligesom i kø."
Anders SCRMN Meisner i studiet. Foto: Davy Denke
Hvordan maler man kærlighed?
Ser man tilbage på hans udstillinger, opdager man, at værkerne ofte samler sig i temaer.
Landskaber. Spiritualitet. Begær. Kærlighed.
På et tidspunkt arbejdede han med en udstilling, der kredsede om netop kærlighed og begær.
Fandt du ud af, hvad kærlighed og begær er gennem maleriet?
"Jeg fandt ud af, hvad jeg skulle male, i hvert fald."
Hvordan undersøger man det i et billede?
"Hvis jeg nu maler et stort billede af en dobbeltseng, hvor der ligger en person alene i, så vil dem, der ser på billedet, jo tænke på, hvor den anden person er henne. Er personen på arbejde? Er det et breakup? Eller findes den anden person ikke?"
Han læner sig frem.
"Det er de associationsskabende billeder, som jeg godt kan lide," forklarer han.
Det samme gælder de røde flamencosko, som optræder bl.a. i den nye udstilling. For kunstneren er de knyttet til hans kone og datter som begge danser flamenco. For andre vækker de helt andre minder.
Og det er netop pointen.
Nu er det blevet mere og mere mit eget indre, som giver idéerne til malerierne.
Anders SCRMN Meisner
Fra kulturhistorie til det personlige
Ser han tilbage på de seneste ti år, kan han tydeligt se en bevægelse i værkerne.
"I starten var mine værker mere båret af historiske events eller kulturhistorie", forklarer han og fortsætter:
"Nu er det blevet mere og mere mit eget indre, som giver idéerne til malerierne. I stedet for noget, der kommer udefra, så tror jeg, det kommer mere indefra."
Det betyder ikke, at referencerne er væk.
Tværtimod gemmer der sig stadig spor af film, litteratur og populærkultur i billederne. Men hvor de tidligere fungerede som udgangspunkt, er de i dag snarere blevet ledsagere til de mere personlige fortællinger.
Anders SCRMN Meisner: Diet For A 1980s Poet, 2026. © Anders Scrmn Meisner
Skrøbelighedens billeder
Et ord vender tilbage flere gange i vores samtale: skrøbelighed.
Det er også et ord, Meisner selv bruger om den aktuelle udstilling Diet for a 1980s Poet.
Titlen stammer fra et værk med cigaretter og frugter – en humoristisk reference til forestillingen om kunstneren, der lever af cigaretter, kaffe og C-vitaminer.
Men bag humoren ligger også noget mere alvorligt.
"Jeg tror, det har noget at gøre med den der kunstige stereotype med cigaretter og alkohol," siger han og peger på afstanden mellem kunstnermyten og virkeligheden, hvor de fleste kunstnere passer på kroppen for at kunne arbejde.
Jeg kan godt lide stort set alle ting, man ikke burde.
Anders SCRMN Meisner
Alligevel er fascinationen der stadig.
"Jeg kan godt lide stort set alle ting, man ikke burde. Alt hvad der ikke burde være i en diæt," siger han og tilføjer: "I stedet for at ryge pibe så maler jeg piberne."
De farverige malerier rummer ofte noget skrøbeligt. Noget, der balancerer mellem lyst og begrænsning.
"Der ligger den der skrøbelighed bagved. At det kan man ikke. Når regnskabet gøres op."
Måske er det også sådan, man kan læse hans billeder. Som forsøg på at fastholde dét, vi ikke helt kan få lov til at beholde.
