Blød magt – tekstiler i samtidskunsten

En række forskellige bud på anvendelsen af tekstiler i den samtidskunstneriske praksis kan opleves lige nu på KUNSTETAGERNE i Hobro. Under overskriften Traditionsbrud forholder udstillingens ni kunstnere sig undersøgende til emner som materialitet, krop, tid, kontekst og kritisk tænkning. Samlende for de udstillende kunstnere er en kritisk strategi, hvor de udtrykker sig på en facon, der tilsyneladende er ufarlig.

Peoples Jumper – et socialt kunstværk hedder en gigantisk striksag af Isabel Berglund, ophængt på et lavloftet mellemdæk i det gamle bryghus, centralt i Hobro, som i dag rummer Kunstetagerne.

Det er en voluminøs, lettere slasket og flødehvid uldsag på 2 x 5 meter, strikket i hånden og nydeligt sammennørklet af mange stykker strik. Korte ærmegab hænger som slappe udposninger rundt omkring på den gigantiske trøje, og et skilt opfordrer beskueren til at berøre værket.

Der er plads til mange arme i denne monstrøse folkedragt, som i samspil med sit publikum forvandles til et hovedløst monster med en skov af viftende hænder og arme – et absurd sindsbillede på ’folket’ måske eller en krads kommentar til den hovedløse ragen til sig, vi ser i et overflodssamfund som vores.

At skubbe til grænser

Rent formelt ytrer kunstneren selv i kataloget, at det er vigtigt for hende at skubbe til grænserne for håndsstrik i en kunstnerisk kontekst. Det gør hun i kraft af værkets størrelse og med dets forvredne genkendelighed, der gør det til skulptur og form fri for anvendelighed i traditionel forstand.

Hun peger desuden på, at sanseligheden og det taktile skal være nærværende på en måde, som inviterer til berøring og interaktion. Ligeledes en intention, som forløses i nærværende værk, dog med den risiko at værket opleves mere som en form for underholdende gimmick end en subtil politisk kommentar.

Der argumenteres i kataloget for, hvorledes tekstilerne er bærere af betydning dels pga. deres kropsnære relation til os, dels pga. deres kulturhistorie, og på hvorledes disse sanselige og abstrakte forhold aktiveres i mødet med kunstobjekterne, der på samme tid udnytter referencerne og forvrænger eller forskyder dem i tid og rum.

Sprog og tekstil

Anders Bonnesens små filethæklede tekstbilleder for eksempel vender den type ordsprog på hovedet, som man tidligere havde hængende som en art besværgelse i mange hjem:

”Godt fuldendt er halvt begyndt,” ironiserer Bonnesen et sted og fortsætter et andet: ”Stammen falder ikke langt fra æblet.”

Bag de omvendte og gakkede udsagn gemmer sig en eftertænksom kunstner, som siger om sin interesse for tekstiler og sprog, at den udspringer af en række hændelser, som bl.a. medfører, at han lærer at hækle, og som senere forstærkes, da han opdager, at ordet ‘linje’ kommer af det latinske ’linea’ – altså hørplanten og den deraf følgende ide om, at sprog og tekstil altid har været tætknyttede.

Bonnesen nævner desuden relationen til kroppen og det utraditionelle som afgørende for hans valg af tekstil som materiale, men fejrer på ingen måde sig selv som forgangsmand på dette område. I stedet peger han på, at tekstil sandsynligvis har været anvendt til kunstneriske formål, længe før det kunne genkendes som sådant i de aktuelle kontekster.

Han understreger også, at feminismen siden 1970’erne har spillet en afgørende rolle for, hvordan vi ser på tekstilkunst i vores samtid – og at han personligt har draget fordel heraf. Selv om han bruger tekstil ’for dets formelle og betydningsbærende kvaliteter alene’, har han som mandlig tekstilkunstner i høj grad måttet lægge øre til sit mediums kønnede konnotationer.

Soft power

Andreas Schulenberg er samme generation som Bonnesen og udstillingens tredje ’bløde’ mand Thomas Wolsing. Schulenberg har længe haft en forkærlighed til filt, og hans to meget forskellige værker udtrykker den spændvidde dette materiale rummer. Selv sammenkobler han sin fascination af uld med dens evne i filtningsprocessen, hvor den med filtnåle kan modelleres akkurat lige som ler.

Uld har en blød skrøbelighed som er venlig og imødekommende, som han udnytter som kontrast til værkernes ofte mere dystre motiver: her f.eks. to hvide atomskylamper, der rejser sig elegante i rummet med en omkreds og højde på 220 x 200 cm, hvilket i høj grad tvinger beskueren ind i et kropsligt forhold til dem.

Forfaldsæstetik

I et helt andet rum huserer Thomas Wolsing med en tredelt skulpturel anordning, der mimer en højbenet model af en forfalden landsby. Typisk for Wolsing, der ofte interesserer sig for forfaldets æstetiske kvaliteter i det Udkantsdanmark, han selv har slået sig ned i.

Han beskriver korsstingsbroderiet, som han benytter i sine værker som en traditionel ’gengivelsesstrategi’ med rod i den romantisering af landbolivet, som vi kender fra oldeforældregenerationens broderede billeder af idylliske landlige motiver.

I Wolsings univers vendes dette på hovedet, og hans værker sætter spørgsmålstegn ved vores forestilling om idyl og trøstesløshed. Modsat sine kolleger interesserer han sig kun for tekstil ’af konceptuelle årsager’, og han broderer derfor heller ikke selv og påpeger, at de taktile kvaliteter er underordnende dets billedbærende funktion.

Abjekt

I kontrast til Wolsings konceptuelle tilgang til tekstil står Randi Samsonsens kropsrelaterede tekstilobjekter, der henvender sig til beskueren med en kluntet ’væsenhed’, der sine steder er decideret vandskabt og hjælpeløs og andre steder foruroligende potent, trods dens blødhed.

Samsonsen ’formidler’ med strikkede og hæklede objekter, og hun vil med sine tekstilkroppe skabe situationer eller møder, hvor de kan ’tale til beskueren’ gennem deres nuttethed eller ildevarslende karakter. Denne ’cute-strategy’ har sin helt egen magt- og underkastelsespsykologi, som denne artikel desværre ikke levner plads til at uddybe nærmere.

Skønvirke

Karen Havskov Jensen leverer i en højloftet hvid sal en velintegreret installation, der fremstår med lige stor håndværksmæssig og æstetisk kvalitet: Det daglige brød er et langbord med ornamenteret hæklet dug i hvidt bomuld på gylden underdug, hvis farve spiller med, særligt der hvor overdugens cirkulære huller tillader det.

Værket er eventyrligt smukt og super komplekst med bordpynt, service, lysekroner og lydkomposition (der desværre ikke var hørbar under mit besøg).

Selv kalder Havskov Jensen sin kunst for ’landbofeministisk’ – en udløber af de aktivistiske og feministiske bølger, vi kender fra 1960’erne og frem, og –som også Bonnesen påpeger – har stået bag introduktionen af såkaldte feminine medier i samtidskunsten.

Titlen er over målet

Selve titlen Traditionsbrud er nok, som også kunstnerne påpeger, vel over målet, da det egentlige (gennem)brud allerede forgik i forrige årtusinde.

Men fred være med det, for udstillingen er på alle måder aktuel og seværdig – dejligt er det, at kunstnere selv har fået ordet i det lille katalog, da deres betragtninger bidrager med væsentlige nuancer og understreger nogle af de formelle og konceptuelle forskelle, som også er i spil, selv om de alle arbejder med tekstiler.

Politik, krop og psyke

Ud over de ovenfor nævnte bidragydere medvirker også duoen Bank og Rau med to velinstallerede og politisk kritiske værker, der undersøger migration og magt, og som kontrasteres fint af Gudrun Hasles karakteristiske tesktilbilleder om krop og identitet.

Endelig har Karina Meedom en række følsomme og sine steder psykedeliske korsstingsbroderier med. Hun har udskiftet malerpenslen med synålen og er i høj grad optaget af frihed, tid og langsommelighed – særligt efter selv at have været stressramt er hun opmærksom på disse forhold, og på den bagrund kan man se hendes værker som en kritisk kommentar til de overordnede strukturelle vilkår, som vi alle er underkastede.

Tilsyneladende ufarligt

Hvis man skal påpege et fælles træk hos denne gruppe af ’yngre’ samtidskunstnere, er det nok dette, at de benytter en strategi, hvor værkerne betjener sig af en umiddelbar ’venlighed’ – sine steder ligefrem en akavethed – som dog ved nærmere eftersyn kan være enddog ganske overfladisk, idet flere af dem rummer kradse kritiske betragtninger og er bærere af subtile sanselige mekanismer, der aktiveres mellem beskuer og værk.