Cathrine Raben Davidsen: “Jeg har aldrig været bange for mørket, for jeg har været der”

Cathrine Raben Davidsens retrospektive udstilling Let Everything Happen to You på Copenhagen Contemporary viser en mørk side i kunstnerskabet. “Jeg er blevet set som en kunstner, der dyrker skønheden og det dygtige håndværk. Men jeg synes altid, at mine værker har båret elementer af noget grimt i sig”, fortæller hun i dette interview.

“Det er en udstilling, der går 30 år tilbage, for en stor del af værkerne er lavet i 1996, hvor jeg var 24 år gammel. Det er meget personlige værker, der ikke er blevet vist før”.

Jeg befinder mig på Copenhagen Contemporary, og Cathrine Raben Davidsen viser mig rundt i sin udstilling Let Everything Happen to You – en udstilling, der ikke mindst stiller ind på mørket. Mørket i den personlige historie. Mørket fra en krigsplaget verden. Og mørket som et eksistentielt og psykologisk vilkår.

Ud af kunstnerens samlede og omfangsrige værkkorpus, som tæller omkring 400 malerier og et ukendt antal tegninger, præsenteres vi for et udvalg af 40 malerier og 100 tegninger. Her er rå, sorte kul- og blæktegninger, store lagdelte oliemalerier og alt midt imellem, og Cathrine Raben Davidsen fortæller, at det har været spændende at samarbejde med udstillingens to kuratorer Aukje Lepoutre Ravn og Marie Laurberg:

“De har foretaget en meget stram udvælgelse, der viser en side af mit værk, som ikke har været så synlig før. Jeg har måske været misfortolket som en lidt gammeldags kunstner, fordi jeg som ung blev skolet på et meget klassisk kunstakademi i Firenze, som er arnestedet for renæssancen. Jeg er blevet set som en kunstner, der dyrker skønheden og det dygtige håndværk”.

“Men jeg synes altid, at mine værker har båret elementer af noget meget grimt i sig. Det er også det, titlen på udstillingen siger: ‘Lad alting ske for dig’. Både det grimme og det smukke.
Ikke at lidelse er smukt – det er ikke dét, jeg siger. Men på en eller anden måde er det grimme og det skønne sidestillet på frekvenser, der er tæt på hinanden”.

Et mørkt kapitel i familiehistorien

Vi har aftalt, at vi sammen vil se på nogle af udstillingens værker, som både kan sige noget om selve udstillingen, men måske også kan indkredse, hvem Cathrine Raben Davidsen er som kunstner, og hvad hun er optaget af.

I midten af udstillingsrummet finder vi det store maleri Familien, som er et af de ungdomsværker, udstillingen bruger en stor del af sin vægplads på.

“Det er værker, som er dybt personlige. De handler om, at min far døde meget pludseligt, da jeg var tretten år. Det var faktisk dét, der gjorde, at jeg blev kunstner. Kunsten blev et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig om det, som ikke længere var. Værkerne her er en form for bearbejdelse af tabet og kredser om, hvordan man bliver i stand til at give slip”.

I Familie har kunstneren afbildet sig selv som barnet, der holder sin fars gennemsigtige hånd. Faren ligger øverst, holder den anden hånd på hjertet. Bag ham er kisten.

“Min far døde af AIDS som en af de første i Danmark. Der var ret meget stigma omkring AIDS i 1985, også i vores familie, og jeg vidste ikke, hvad han døde af. Han døde på meget kort tid. Blot fem uger lå han syg”.

Den ene af de to figurer til højre har ben som en hest, den anden blottet køn. Barnet er skildret “som en, der er ved siden af sin krop”, som Raben Davidsen formulerer det: “I en overgangsfase mellem barn og teenager”.

“Det er et hudløst ærligt værk, som handler om overgange og en eller anden form for seksualitet. Der er noget særligt over at vise ungdomsværker, for der er så meget kraft i dem. De er meget ukontrollerede. Urkraftsagtige. Og meget, meget rå. Jeg har ikke været parat til at vise dem før nu, hvor jeg er blevet moden og kan se på dem med et andet blik”.

“Men det er vigtigt for mig at sige, at selvom de tidlige værker er meget personlige, er det universelle emner, jeg behandler. Jeg har altid arbejdet med metamorfoser, forvandlinger og overgangsstadier. Det ligger så dybt forankret i mit værk, og det kan man se udfoldet i hele udstillingen”.

Der er altid en krig et sted

Fra ungdomsværket fører Cathrine Raben Davidsen mig hen til et helt nyt værk, der hænger kæmpestort og centralt i udstillingen. Ved første øjekast ligner det en mægtig stjernehimmel, men titlen er Kratersår. Det er et landskab set fra oven. Forlægget er et satellitbillede af et udbombet landskab.

“Det er ikke bare et smukt maleri; det handler faktisk om, hvad der sker lige nu. Jeg er ikke som sådan interesseret i krig. Jeg er interesseret i, hvad krigen efterlader, hvad der står tilbage.

“Det er et meget gammelt motiv, noget som kunstnere har beskæftiget sig med i hundreder af år. Der er jo altid en krig et sted. Lige nu har vi fokus på særlige krige, men jeg skal ikke italesætte eller tage stilling til de specifikke krige. Jeg viser tingene, og forsøger gennem kunsten at give et andet blik på, hvad det er for en situation, verden står i. Det, synes jeg på en måde, er en kunstners ansvar”.

Malet imod følelsesløsheden

Motivet er ikke nyt i Raben Davidsens praksis. Der hænger flere billeder af udbombede landskaber, og i en serie fra 2016 har hun malet døde krigsofre med udgangspunkt i nyhedsbilleder fra krigen i Syrien. Sarte og spøgelsesagtigt træder de frem bag transparente, turkise farvelag. Et lille værk viser et par ben og fødder, der ligger på jorden. Titlen er A New Commandment.

“Titlen A New Commandment henviser til passagen i Biblen, hvor Jesus går ned på markedspladsen, idet han opgiver sin guddommelighed, bliver menneske og vasker fødderne på folket. A New Commandment ses som indbegrebet af næstekærlighed”, fortæller Raben Davidsen og peger på billedet ved siden af, der viser en død ung mand, som er skildret hjerteskærende rent og smukt.

“Billedet her hedder Human Nature og viser et dødt menneske. Det er også det, vi alle er bestemt til, men så er der selvfølgelig forskellige måder, vi kommer derhen på. Man ser så meget i nyhedsmedierne, og vi er så vant til at se billeder af krig. Man bliver på en måde følelsesløs. Jeg tror, at når man maler de her billeder, så går det igennem et andet filter, hvor vi måske bedre kan mærke omsorg og dyb respekt for de mennesker”.

Vi kommer ikke udenom tab

Cathrine Raben Davidsen læste teologi, før hun kom ind på kunstakademiet, og har altid været optaget af teologien. Det afspejler sig i hendes billeder og billedtitler, ligesom hendes værker i det hele taget trækker på et enormt kultur- og kunsthistorisk kendskab.

Vi står nu foran et mindre billede, der viser en langstrakt, liggende skikkelse indhyllet i klæder. Ansigtet er som et barns. Pieta (italiensk for barmhjertighed eller fromhed) kalder kunstneren værket og henviser dermed til et af de mest kendte motiver i europæisk kunsthistorie – jomfru Maria med den døde Jesus på skødet. For Cathrine Raben Davidsen handler det om at sætte de tematikker, hun arbejder med, i den helt store historiske og eksistentielle sammenhæng.

“Det har altid interesseret mig at tale om tab, og det er fordi, det kommer fra et meget personligt sted. Men går man tilbage i kunsthistorien, er der jo ikke andet end tab. Kristusbillederne starter der. Min personlige historie er godt nok vigtig for mig, men den er ikke vigtig som sådan”.

“Jeg vil gerne have, at alle skal kunne relatere til mine værker, og i den sammenhæng er min historie fuldkommen uvedkommende. I virkeligheden ønsker man sig allermest som kunstner, at man selv bliver uvigtig. At billederne får sit eget liv, efter de forlader mit værksted”.

“Da vi åbnede udstillingen, var der mange unge mennesker, og det var ret fedt at opleve, at de kunne forholde sig til mine værker og sætte dem i relation til deres eget liv og deres egen historie. Jeg tror, det er fordi, jeg arbejder med meget almengyldige spørgsmål, som vi allesammen bliver nødt til at konfrontere os med gennem et liv. Vi kommer ikke udenom tab, og det på mange forskellige planer”.

“Vi kan ikke rigtig løbe fra det der med at være menneske, og kernen i det menneskelige har ikke forandret sig så meget. I sin grundsubstans er vi ikke så forskellige fra mennesker, som levede for 2000 år siden”.

Ethvert landskab

Vi bevæger os nu rundt om et hjørne og placerer os foran et af udstillingens store landskabsbilleder, som Cathrine Raben Davidsen begyndte at male, mens corona-epidemien rasede. Landskabsbillederne er baseret på kunstnerens egne fotografier, stykket sammen af forlæg fra forskellige steder, hun kan relatere til. Fremfor at vise et særlig landskab udtrykker disse billeder snarere forestillingen om ‘ethvert landskab’.

Cathrine Raben Davidsen følte trang til at fjerne mennesket fra sine billeder, for at udfordre en følelse af, at “der skulle være et menneske med, før det var et rigtigt billede”.

“At udelade figuren og give naturen en stemme, syntes jeg, var vigtigt. Siden Leonardo da Vincis figur Den vitruvianske mand har mennesket troet, at det var i midten af universet. I lyset af klimakrisen og coronakrisen opdagede vi, at mennesket måske netop ikke helt er i centrum. Det antropocæne er noget jeg og mange andre kunstnere har arbejde med i mange, mange år”.

“Alle titlerne på landskabsbillederne er As Above So Below, som er fra en gammel tekst af Hermes Trismegistos (legendarisk græsk-egyptisk gudeskikkelse, red). Det handler om forbundethed. At forbinde mikrokosmos til makrokosmos, det personlige til det universelle, jorden til himlen. Spejlinger som gennemsyrer mit værk – alle mine værker kunne hede As Above So Below“.

Mange af mine billeder er rene fejltagelser

Men landskabsmalierne handler også om kunstnerens kærlighed til maleriet.
Hun arbejder gerne på to-tre malerier ad gangen. Fordi hun arbejder med oliemaleri, skal hun tage hensyn til, at det kan tage uger for et maleri at tørre.

“Jeg har brug for at lade sådan nogle områder stå i billederne”, siger hun og viser et område i billedet, hvor malingen fremstår drivende og transparent, mens andre områder er dækket af flere lag maling.

“Det er vigtigt, at der hele tiden er noget at gå på opdagelse i. Det betyder noget for mig at turde at lade områder stå åbne, at bruge ‘fejltagelser’ og ikke bare male det hele helt over, men at billederne også viser processen. Mange af mine malerier, synes jeg, er rene fejltagelser”, smiler hun.

“Jeg bruger sindsyg lang tid på at blande farver og har for eksempel slet ikke sort i min palet, fordi den kan man blande ud af mange forskellige farver”. Hun udpeger et ‘sort’ parti i billedet. “Man tror, den her farve er sort. Det er den i virkeligheden ikke”.

Mellem mørke og lys

Vi slutter vores rundtur foran et stort værk i bunden af udstillingen. Billedet er en del af en serie på fire, hvoraf to andre også figurerer i udstillingen. I modsætning til de to første mørke billeder i serien er dette maleri, som bærer titlen Dark Night IV, malet i lysere farver, med turkis som dominerende farve.

Det er en ‘chakrafarve’, Cathrine Raben Davidsen ofte benytter med henvisning til østlige meditationspraksiser, hvor farver er tilknyttet kroppens syv energicentre. I den tradition er den turkise chakrafarve repræsentativ for strubeområdet og handler om at fremme åndelig kommunikation. Der er noget flydende og ubestemmelig over maleriets rum, hvorudaf der vokser ansigter og menneskelignende figurer.

“Hele serien handler om lyset og mørket. Titlen er hentet fra et digt af Johannes af Korset (spansk teolog, 1542-1591, red). Han skriver digtet i 1578, og det handler netop om sjælens rejse fra mørket til lyset – eller omvendt fra lyset til mørket. Man kan selv definere, om det er lyset eller mørket, man synes er endestationen. Det handler om, hvordan din fremdrift er som menneske. Har du en spiral, der går nedad, eller bruger du mørket til at komme opad”?

“Jeg har aldrig selv været bange for mørket, for jeg har jo været der. Og det er også noget, jeg prøver at lære mine børn. Man vil gerne have, at det går let, men sådan er det bare ikke altid”.

“Man værdsætter lyset så meget desto mere, når man har været i mørket”, slutter Cathrine Raben Davidsen.