Cecilie Waagner Falkenstrøm: “Jeg elsker teknologi, men dét, jeg er allermest optaget af, er mennesker”

“Lidt populært sagt, laver jeg A.I.-kunst eller kunst baseret på kunstig intelligens”, indleder Falkenstrøm, da vi - måske meget passende - mødes over et videolink. For Falkenstrøms værker tager alle udgangspunkt i den infrastruktur af digitale AI teknologier, som vi på mere eller mindre naturlig vis integrerer dybere og dybere i hverdagslivet.

“Det, jeg er allermest optaget af, er egentlig forholdet mellem mennesker og de nye AI teknologier, som selv bliver mere og mere menneskelignende. Normalt ville man sige, at dét, der gør mennesker unikke, er, at vi har intelligens, vi har følelser, vi har en selvbevidsthed. Men pludselig er der kommet en ny teknologi på banen, som bliver mere og mere menneskelignende, og som kan simulere intelligens, kan simulere selvbevidsthed, og kan simulere følelser, når den interagerer med os.”

Og det er netop spørgsmålet om, hvordan vi mennesker kan forholde os i mødet med dét, der foregiver at være noget menneskeligt, som er omdrejningspunktet for store dele af Falkenstrøms kunstneriske praksis.

“Jeg føler, at der et stadigt større behov for, at vi som mennesker kigger i det spejl, som teknologien holder op mod os, og igen tænker: “Jamen, hvem er det, så vi er?”

Kunstens blik på de nye teknologier kan fortælle os noget om os selv og den måde, vi har indrettet verden på. Og – måske – få os til at overveje, hvad er det for en verden, vi gerne vil leve i, og hvordan teknologien kan understøtte denne fremtid.

Arbejdet med Kunstig Intelligens (A.I.) manifesterer sig på flere niveauer: Dels som det medie, Falkenstrøm og hendes programmørteam bruger i værkernes skabelsesproces, og dels i værkernes endelige udtryk, der ofte har en publikumsinddragende karakter, hvor man kan interagere med værket, og eksempelvis have en individuel oplevelse i mødet med en kunstig intelligens.

Et eksempel er Falkenstrøms A Faustian Friendship (2022), der kunne opleves som en del af udstillingen Connect Me på Trapholt. Værket tager udgangspunkt i fortællingen om Faust, der indgår en pagt med djævelens sendebud Mefisto. Faust bliver lovet rigdom og succes i livet, men prisen er hans udødelige sjæl.

“Historien om Faust minder mig om, at vi på mange måder indgår faustiske pagter, når vi indgår aftaler med tech-firmaerne bag alle de teknologier og applikationer, vi dagligt interagerer med”, fortæller Falkenstrøm.

I A Faustian Friendship træder den besøgende ind i et rum, hvor man inviteres til at interagere med den kunstige intelligens Mephisto, der i begyndelsen venligt spørger ind til brugeren. Undervejs afbrydes forløbet dog af en “Terms of Service”- erklæring (servicevilkår, red.), som man skal acceptere. Den Faustiske pagt er indgået, og herefter begynder algoritmen at afsløre, hvor meget information, den i løbet af den relativt korte interaktion har høstet, for at profilere brugeren.

“De algoritmedrevne, personlige assistenter kan hjælpe os med alle mulige praktiske ting. De kan hjælpe os med at finde vej, hjælpe med arbejde eller være vores “venner”, så vi måske føler os mindre ensomme. I vores interaktion med de gratis tjenester synes det umiddelbart som om, at man får mere end man giver, men realiteten med den faustiske pagt er jo, at dét data, man afgiver, har meget større værdi, end den hjælp eller det AI venskab man får”, påpeger Falkenstrøm. “Når vi overgiver vores personlige data til A.I.-assistenten, sælger vi på en måde vores “datasjæl”, så vores personlige informationer ultimativt ender hos tech-virksomhederne, og bliver en værdifuld, global handelsvare”.

En anden central tematik i værket handler om, hvordan den menneskelignende teknologi også rummer store muligheder for digital forførelse – og at vi dermed kommer til at afgive mere personlig data om os selv, end vi normalt vil gøre.

“Dét, der ofte sker, er, at vi connecter følelsesmæssigt med den menneskelignende teknologi, som om den var en rigtig person. Så når den eksempelvis spørger, om du har haft en god dag, bliver vi følelsesmæssigt engagerede. Og så forsvinder oplevelsen af, at der i virkeligheden er en tech-virksomhed bag teknologien, som lytter med. Det betyder, at man kan komme til at fortælle nogle ting om sig selv, som man måske nok ville fortælle til ens familie eller nære venner, men ikke nødvendigvis til et stort multinationalt selskab.”

Den omfattende datahøst sker hele tiden og gennemsyrer nærmest alle lag af de tilsyneladende gratis, digitale teknologier, vi omgiver os med. Som det populært udtrykkes: “There is no such thing as a free lunch” – der er ikke noget, der hedder gratis frokost – og ifølge Falkenstrøm kan netop kunsten være med til at synliggøre disse forhold: “Det rejser jo nogle sindssygt vigtige og centrale spørgsmål. Og særligt lige nu: Kombinsationen af AI og data er de hjul, der får vores samfund til at dreje rundt, og samtidig er det usynligt for os allesammen. Og måske er det også lidt svært at forstå, hvad det egentlig er, teknologierne gør, og hvordan det her fungerer.”

På den ene side engagerer vi os ofte temmeligt ukritisk i teknologierne, men samtidig er der en spirende bevidsthed om og frygt for, at teknologien kan komme til at fylde for meget i vores tilværelse – og at dette forhold kan virke undergravende på såvel vores samfund som os selv som mennesker. Debatterne om TikTok, DeepFake-teknologi, eller Snapchats AI-assistent er blot nogle få, aktuelle eksempler.

“Noget af det, jeg arbejder meget med i mine kunstværker, er netop at vise, hvad er det for en skjult magt, der er til stede i de her teknologier – og hvordan teknologierne også reproducerer eksisterende magtstrukturer”, forklarer Falkenstrøm. Det kan både være i måden, vi bruger dem på, men også i forhold til de ressourcer – både råstofmæssige og menneskelige i form af underbetalte arbejdere i tredjeverdenslande – som muliggør dem".

“Teknologierne er hverken gode eller onde i sig selv. De er jo bygget af mennesker. Vi skal have en meget bredere demokratisk samtale om, hvad det gode liv med teknologien egentlig er. Og der tror jeg virkelig, at kunsten kan spille en stor rolle i at få skabt nogle kunstneriske oplevelser, der gør problemstillingerne omkring f.eks. datahøst, strukturelle bias og transparens i algoritmerne nærværende og håndgribelige.
I stedet for som hidtil at lade techindustrien diktere de vilkår, vi mennesker kan eksistere under, skal vi i stedet stille spørgsmålet: Hvad er det for et samfund og et fællesskab, vi som mennesker gerne vil have, og hvordan kan de her teknologier understøtte den fremtid?”, mener Falkenstrøm.