Redaktionen anbefaler her en håndfuld aktuelle kunstudstillinger, som åbner i uge 19. Denne uge byder på en række spændende præsentationer – fra personlige vidnesbyrd og historiske refleksioner til fabulerende fremtidsvisioner og eksperimenterende materialer. Gennem kunsten bliver du inviteret til at se verden på ny. Du kan som altid finde flere aktuelle udstillinger i vores art guide.
Som værnepligtig i det egyptiske militær, lykkedes det Mohamed Mahdy at medbringe en kameratelefon. Nu vises billederne i en udstilling, som reflekterer over hvordan vi genbesøger fortiden, og hvordan minderne kan ændre sig over tid.

Værk af Mie Olise Kjærgaard. Foto: Hans Alf Gallery.
At være og at handle er at omfavne tyngdekraften og den risiko, den indebærer. Det påstår Mie Olise Kjærgaard, idet hun læner sig ind i usikkerheden. Hendes figurer svæver mellem fald og modstand i alternative virkeligheder, hvor tyngdekraften tager styringen.
Kunstnergruppen SUPERFLEX sænker Arken ned under havets overflade og inviterer publikum til at forestille sig udstillingsrummet Aksen som en nutidig ark. Måske engang om flere hundrede år vil fantasien blive til virkelighed – det er i hvert fald spændende at forestille sig.

Fra udstillingen Tidens tråde. Foto: Museum Jorn.
Museum Jorn sætter fokus på en af de mest nyskabende skikkelser i dansk og international tekstilkunst. Grete Balles grove fibre, utraditionelle materialer og markante strukturer udfordrede vævningen som kunstform og forvandlede den til et sanseligt og rumligt billedfelt.
Landon Bailey Higgins stiller spørgsmålet: Overskygger fantasiens rus det, vi investerer i virkeligheden? Er græsset grønnere i en verden styret af kunstig intelligens? Hans malerier åbner en portal ind i en alternativ virkelighed, og udvider vores horisonter på gammeldags vis – gennem kunsten.













