Ekstrem temafetichisme – og ekstremt langt fra målet

Hvornår har du sidst rykket ved dine grænser? Mærket suset gennem kroppen? Gået til ekstremerne? Det er spørgsmålene i Kunsthal Aarhus, hvor udstillingen GO EXTREME går til ekstremer i et håndfast forsøg på at fylde hulheden ud. For hvornår går det mon op for alle dem, der har så travlt med at konkurrere med sig selv og hinanden, at vi allesammen allerede lever i en ekstremt ekstrem kultur?

”Velkommen til GO EXTREME i Kunsthal Aarhus, hvor kunstnere og ekstremsportsudøveres verdener mødes i en grænsebrydende og nyskabende udstilling mellem det kreative og det kommercielle, det underholdende og det eksistentielle.”
Sådan lægges der op til den helt stor tur i ruskemaskinen, når du træder ind i kunsthallens store særudstilling, som bygger på et koncept udtænkt af kurator Peter Ole Pedersen (kunsthistoriker, ph.d. og post.doc ved Aarhus Univesitet). Et udstillingskoncept, for hvis idé han sidste år modtog Bikubenfondes Udstilligspris Vision, som har finansieret udstillingen med 5 mio kr.

Det er ideen, at når du går ind i GO EXTREME, omsluttes du af ”ét stort, levende rum, hvor kompromisløshed, frihedstrang, besættelse, forløsning, ekstase og smerte eksisterer side om side.” Til dette formål er udstillingen opdelt i tre dele: EKSTREMERNES ANATOMI, HINSIDES KROPPEN og EKSTREM FITNESS.

En fødende kvinde i caféen

Caféområdet, hvor du arriverer, er således dedikeret ‘fødslen’ og iscenesat af Ditte Gantriis: En himmelseng i træ med udskæringer af blomster og en fødende kvinde er anbragt centralt i rummet. På sengens hvide lagener hviler en fødende, dukkeagtig kvindefigur med spredte ben og åbent skød, hud af hvidt, nervøst velour og delvist dækket et hvidt tæppe med broderet, blåt ornament. På bordene i cafeen står overdimensionerede vandkander af porcelæn, og på væggen og i det rum, der normalt er garderobe, findes Laura Guiseppis ekstremt kunstige og samtidig oversanselige og frastødende relieffer: Pain, Stress og Freedom.

Det er sympatisk at inddrage det feminine perspektiv, men den sært spøgelsesagtige fødende attrap vækker ikke rigtig de saftige og ekstreme minder til live, som denne signatur bærer med sig fra egen fødselsoplevelse. Tværtimod er dette forsøg på at invitere den kvindelige urkraft ind i udstillingen ualmindelig fortænkt, anæmisk og fuldstændig frakoblet den kropslige fødselserfarings ukontrollable dimensioner.
Her kunne jeg ønske mig værker af en helt anden kaliber af for eksempel Miriam Cahn, der virkelig omfavner fødslens uopsætteligt ekstreme vilkår og kvinders råstyrke og kolossale udsathed ‘in the act’. Hendes dybt bevægende og sanselige malerier, forestillende kvinder fødende i brutal ensomhed i nutidens krigszoner, efterlader et uafrysteligt indtryk på beskueren. Der kan man tale om ekstremer!

Udstillingen ønsker at tematisere forholdet mellem krop og sind og menneskets jagt på ekstraordinære præstationer. Man kan næppe hævde, at dét at føde børn er en jagt på det ekstraordinære – det er et vilkår som enhver fødende må omfavne og underkaste sig betingelsesløst. På den måde initieres kvinder gennem livet af deres fødedygtighed, først i puberteten ved menstruationens komme, siden gennem seksualiteten, svangerskabet, fødslen og amningen. Alle disse ting er forbundet med smerte, kontroltab, lyst og nydelse. Alene kontakten med og den stigende fortrolighed med de kropsvæsker, som er i spil i dette felt, er en klistret og vild historie i sig selv.

Her kunne jeg ønske mig en yngre kvindelig forfatter som Ida Marie Hede til uden omsvøb at åbne op for sluserne i alle kroppens porte. Hvorfor nævnes seksualiteten for øvrigt slet ikke i denne udstilling? Der er ellers nok at komme efter, hvis det handler om at gå til yderligheder?

Jeg savner også den helt store urmoder inden for performancekunsten, der et helt liv har kropsliggjort det ekstreme og undersøgt forholdet mellem krop og sind: legendariske Marina Abramović. Tænk, hvis der havde været værker af hende i denne sammenhæng.

Kropsløst og iltfattigt

I HINDSIDES KROPPEN står Søren Thilo Funder for en totalinstallation: et rum flydende mellem en fysisk mock-up-virkelighed og det virtuelle strategispil og e-sport. Det sættes under lup på videosiden, der på en subversiv og gennemført troværdig facon leger med spillenes ’game engines’ ved at appropriere deres præmisser og narrativer det ene øjeblik og demontere og afkoble fiktionens selvopretholdende magtstruktur det næste. Det er i det mindste tankevækkende, hvor kropsløs, iltfattig og fuldkommen afkoblet, du kan opleve dig selv i dette halvmørke og stærkt stiliserede Counter-Strike-scenarie.

Så er der mere synligt på færde i rotunden, hvor Andreas Johnsen og Mik Stampe Fogh inviterer os ind i endnu et gennemført iscenesat rum: nærmest en dykkerklokke, blå som oceanet, oplyst af solen fra glasmosaikken i loftet og illumineret langs væggene af kunstige “stjerner”.

Tre store videoskærme dokumenterer en rotur over Stillehavet. Fra sækkestolen på gulvet følger jeg med i roerens ensomme kamp mod havets enorme uendelighed. Jeg ser hans kropslige udmattelse, og hvordan hans overblik og kontrol vakler under anstrengelsen. Jeg kommer ind i fortællingen på et tidspunkt, hvor hans rastløse og søvngængeragtige gøren og laden virker irrationel og afslører, i hvor høj grad han er udfordret mentalt og fysisk. Det er hårdt at følge med i men også fascinerende.

Afdelingen for kunstig svedlugt

I afdelingerne for EXTREME FITNESS er væggen bestrøget af Sissel Tolaas med ‘kunstig svedlugt’. Tre monumentale videoværker med portrætter af ekstremsportsudøvere er fuldstændig blottede for kunstnerisk kvalitet og den kvindelige gymnast fra Gunter von Hagens groteske ’videnskabelige’ Body World, står i salen kronisk fikseret i ekstrem balanceøvelse, flået og blotlagt i alle detaljer til ære for vores nærgående blikke.

I kælderetagen findes et fitnesscenter med kampsportsarena og en række videoværker, hvor fantasi og realisme, middelalderriddere og MMA-kæmpere brager sammen til lyden af stål mod stål og tunge armerede kroppe. Bag dette hypermaskuline Ork-agtige loop står Mauro Andrizzi. Den Sorte Skole har lavet lyddesign til rummet, hvori der også findes en række sympatisk groteske fitnessrobotter skabt af Trisha Cheeney.

Rummet er i dets helhed gennemført på den der mandeagtige “vi skal for alt i verden ikke gå ned på udstyr”-facon, og denne anmelder bliver meget hurtigt godt og grundig træt i koderne af at se på alle de fede klicheer, som anvendes overalt, hvor øjet måtte bevæge sig hen.

Glansen fra dette hyperbillede af en udstilling er lige så kulørt og overfladisk som det glittede katalog for udstillingen. Her serveres ’indsigter’ om krop, sind og ekstreme aspirationer i små, letfordøjelige bidder og indpakket i et demonstrativt ’ungdommeligt’ layout, der naturligvis stjæler med arme og ben fra fitnesskulturens hæsblæsende og overdrevet “videnskabsbaserede” kommercialisme.

Halvgammel, mavesur men kompetent

Nu tænker læseren måske, at det er dumt af kunsten.nu at sende en halvgammel, mavesur kvinde afsted for at anmelde en udstilling, der sælger sig selv ved at påstå, at den kan levere en ‘full blown’ adrenalinpumpet og grænseoverskridende kulturoplevlelse. Til det vil jeg sige, at jeg føler mig fuldstændig kompetent til jobbet, ikke mindst fordi jeg i ti år har lidt af anoreksi: en ekstremsport af de aller-hårdeste og mest fatale, tør jeg godt fastslå. Desuden har jeg redet Military, løbet efter ’runners high’ i årevis og brækket adskillige knogler ved fald og uheld i begge forbindelser. Oven i er jeg blevet voldtaget af min mentor, blevet kørt ned af en kørelærer, og så har jeg, som nævnt, også født et barn. Så kom ikke her og påstå, at jeg ikke ved, hvad det vil sige at være ude i ekstremerne.

Disse dybt personlige tilståelser blot for at perspektivere, og fordi jeg i kontakt med udstillingen føler mig så aldeles fremmedgjort og uberørt. Selve ideen er fascinerende, og tanken om menneskets drift imod ekstremerne optager mig naturligvis. Men her får vi kun overfladen af det hele – teknologi, udstyr og lir. Jeg vil dog rose Peter Ole Pedersen for på ét punkt virkelig at gå til ekstremer, og det er selve den rummelige iscenesættelse af hele kunsthallen. Det har krævet ildhu, muskler og sværdslag, er jeg sikker på.

På den anden side er det også groft overdrevet og ikke bæredygtigt, og det er det ekstreme desværre meget sjældent. Det ved jeg selv alt om, og af den grund har jeg også et meget anstrengt forhold til dyrkelsen af det ekstreme. Det er alt for dyrt på alle niveauer og den kult, der opstår omkring det, er usund, tvangspræget og enøjet, og det er jeg personligt frastødt af og kritisk overfor.

Giv mig et hul i isen i stedet

Jeg kan ikke få øje på pointen med at skabe en hybridudstilling, der mikser sport og kunst på en så endimensional facon. Jeg kunne ikke selv drømme om at møde op som publikum til bare én af de events, der forsøger at bringe liv ind i det ekstremt frastødende fitnesscenter. Gi mig et hul i et isbelagt hav at springe i. Så mærker jeg suset!

Jeg er heller ikke imponeret af de kommercielle inklinationer, der finder sted gennem merchandise, som sælges, og som heller ikke er bæredygtigt. Præmissen om, at vi alle deltager i feticheringen af ekstremsportudøvere og ekstreme bedrifter generelt, køber jeg ikke. Men der er gode penge i at holde myten i live. På den front er alt ekstremt og helt som det plejer.

Jeg savner et større internationalt, kunstfagligt udsyn i denne udstilling og mere kunst, mere kritisk stillingtagen til emnet. Mere ægte sanselighed og væren. For er det ikke netop ekstremernes problem, at de gennem disciplin, kontrol og overfokusering på videnskabelighed, grej og teknologi, forbliver mentale først og fremmest? At de derved distancerer sig fra det ægte, intime og menneskelige i dets mest bevægende og levende essens. Vi lever alle sammen ikke-spektakulære og ekstreme liv, fordi verden vi bebor er ekstrem. Når udstillingen polemisk spørger, hvornår du sidst har mærket suset og er gået til ekstremer, overses den helt almindelige ekstremitet som livsvilkår.

Hvor er de kompetente psykologiske, filosofiske og sociologiske stemmer, der kunne give denne udstilling dybde og relevans? Ud fra egen dyrtkøbte erfaring ved jeg, at det ekstreme har sin egen psykologi – og patologi! Det er værd at undersøge, forklare og udfordre.

Der er ikke meget, der bevæger i GO EXTREME! Alt for meget kunstighed og alt for lidt krop, liv og væren. GO EXTREME er en stor, fed fantasi!