En verden for mænd at erobre og dominere

Sven Augustijnens udstilling, Maps of the Middle East (1942-1969), i Kunsthal Aarhus, viser hvordan kortet i højere grad end at være en opmåling af et givent landomåde, er et visuelt vidnesbyrd om de diskurser og magtforhold, der ligger til grund for kortes tilblivelse. Udstillingen er konsekvent konceptuelt og æstetisk gennemført, og dens informationsrigdom udfordrer publikum.

Sven Augustijnens udstilling Maps of the Middle East (1942-1969) består af 71 affotograferede og forstørrede kort udgivet i det amerikanske tidsskrift Time Magazine i perioden 1942 til 1969. Geopolitiske, religiøse og arkæologiske kort, og rigtig mange kort over krigszoner ophængt på rad og række på alle vægge i kunsthallens Galleri 2 og 3. Udstillingstitlen, Maps of the Middle East (1942-1969), peger på, hvordan vestens – og særligt USA’s – forhold til og syn på Mellemøsten har udviklet sig igennem det 20. århundrede.

Time Magazine er et velrenommeret herreblad, som er udkommet ugentligt siden 1923. Magasinet er kendt for dets forsider med postkasserøde kanter og for – en i betydningen mand til mand – fortrolig og anekdotisk journalistisk stil. Med afsæt i specialtegnede kort, der ledsager krigsreportager og artikler om international politik fra Time Magazine, peger Augustijnen på, hvordan moderne journalistik fungerer som en art kulørt historieskrivning, hvor teksterne præsenterer fakta i ligeværdig og tæt dialog med personlige fortællinger, subjektive ytringer og politiske holdninger. Time Magazines stil er legendarisk og sammen med National Geographic var de to magasiner ikoniske rekvisitter i herreværelserne op gennem koldkrigsårene og helt op til nullerne.

Kartografien spiller hovedrollen

I nærværende udstilling er det kartografien, der spiller hovedrollen. Sven Augustijnens metode handler om at vise en udvikling i Mellemøsten gennem en årrække, som begynder i 1942 under anden verdenskrig og slutter i 1969. Kortene vi ser, er egentlig mere illustrationer, som ledsager de saftige og underholdende reportager, og som rent æstetisk ligner den type krigskort, medierne i koldkrigstiden var så fulde af.

Rent æstetisk er de forsimplede, nærmest karikaturer af et givent landområde med kun de væsentligste strategiske angivelser af steder og infrastruktur. Selve kortet er oftest farvelagt med farver fra gråtoneskalaen samt en rød staffagefarve anvendt på fede pile, der markerer bevægelserne ved fronterne.

Sven Augustijnen overskriver ikke den historie, vi præsenteres for, men han kuraterer de opslag, vi ser, i et forsøg på at nuancere og vise historiens oprindelse og udvikling. Ingen af de kort, vi ser i Maps of the Middle East (1942-1969), er objektive geografiske opmålinger, anvendelige som praktiske navigationsredskaber.

Kortene er nærmest helt uden topografi, og de savner alle de optegnelser, som ville interesserer mennesker med en genuin tilknytning og en hverdag i områderne. De fungerer til gengæld som visuelle symboler for de diskurser og magtforhold, der kommer til udtryk i artiklerne, som kortene ledsager.

Supermagtfortælling

Time Magazines forretningssucces var i datiden i høj grad vundet ved at levere stof til den supermagtfortælling, som USA for alvor tog på sig efter Anden Verdenskrig. En fortælling som magasinets læsere har abonneret på i deres hjem, hvorfra de via artiklerne fik muligheden for, på sikker afstand, at følge med i begivenhederne i Mellemøsten. Det er også fortællingen om, hvordan Mellemøsten bliver en kampzone for øst og vest, først og fremmest om adgangen til olie.

Allerede under krigen holdt olien liv i de gigantiske sværdindustrier, der blomstrede under fronternes enorme behov for materiel og udstyr. Industrier som bare fortsatte deres frådende vækst på ruinerne af et smadret Europa og dets befolkninger i vest, der oven på krigens rædsler kastede sig over den nye tids materialisme og de mange nye forbrugsgenstande, som forbedrede teknologier og Fordisk industri gjorde det muligt at fabrikere og distribuere med en hidtil uset hast.

Det er iøjnefaldende, hvordan krigene og beretningerne fra fronten tilsyneladende er normaliseret underholdning for mænd. Skribenterne leverer saftige beretninger om elskede og forhadte hærchefers bedrifter og eskapader. Utilsløret eksotisme og koloniale tankegange får frit spil og bidrager til at tegne underholdende og maleriske billeder af venner og fjender. Der berettes fortroligt og næsten løssluppet om stort og småt fra fronterne, mens det samtidig gøres klart, i hvor høj grad disse mellemøstlige konflikter er i Vestens interesse, og at deres udfald i den grad er af betydning for den fortsatte højnelse af levestandarden i de hastigt opblomstrende middelklasser i Europa og USA.

Imperiets kort er et portræt af sig selv

I udstillingens første opslag ser vi naturligvis de tyske nazitroppers bevægelser i Mellemøsten og senere fokuseres på oprettelsen af staten Israel og derefter naturligvis den uundgåelige konflikt med palæstinenserne.

Endnu senere fylder den kolde krig mellem kommunismen i Øst og liberalismen i Vest naturligvis en del, men her set i forhold til de interesser, begge supermagter fortsat har i Mellemøsten. Med sit fokus på eksisterende dokumentation arbejder Augustijnen med at afsløre disse forhold og synliggøre kortenes kontekst. Han skriver: ”Når et imperium tegner kort over regionerne under dets indflydelse, tegner det samtidig et portræt af sig selv.”

Time Magazine fungerer her som det amerikanske imperiums stedfortræder, og de journalistiske reportager fra fronterne har været et populært og magtfuldt instrument for udbredelsen af den amerikanske vækstfilosofi og ideen om, at alt i verden foregår efter devisen del og hersk.

Teksterne afspejler et patriarkalsk og hierarkisk system, hvori mændene taler om krig, forretning og sport, mens kvinderne holder sig i baggrunden og nøjes med at applaudere mændenes evner til at tænke strategisk, opfinde og forsørge. En god patriotisk amerikansk kvinde dåner over kulørte dameblade, der sælger støvsugere, strygejern og tørrehjelme, der hjælper dem med husarbejdet og med at fikse deres udeende og fuckability i rollen som hjemmegående husmødre i de nye masseproducerede middelklassehjem, hvis udbredelse eksploderede i den omtalte periode.

Ungdomsoprørets opgør med den autoritære opdragelse og de polariserede kønsroller, hvis undertrykkende apparat lurer under overfladen i artiklerne i Time Magazine, fylder af gode grunde ikke meget i denne udstilling, da dokumentationen slutter i 69.

En metode til at undersøge historien som konstruktion

For Augustijnen er det at visualisere historieskrivningen en kunstnerisk metode til at undersøge historien som konstruktion og se den blive til over tid. Brændpunkterne, mange af konflikterne og grænserne på kortene fra Time Magazine spiller stadig en aktiv rolle i samtidens politiske strukturer og verdensanskuelser.

Maps of the Middle East (1942-1969) er en dekonstruktion af historieskrivning som genre. Sven Augustijnens kunstneriske arbejde afdækker, hvorledes historien skabes af fortællinger, hvori fakta, myte og fiktion går hånd i hånd, og hvor der anvendes dokumenter, som kan være falske eller misvisende.

Over de mange opslag, ser vi historier, der manipuleres og fordrejes, så de passer ind i en udbyttende ideologi og kortene, som ledsager fortællingerne bliver symboler på verden i konstant og ’nødvendig’ konflikt. En verden drevet frem af hærchefer, politikere og forretningsmænd, der i deres eget selvsupplerende magtsystem gentager de samme fejl og producerer de samme menneskelige tragedier. En historie fortalt af tegnere og krigskorrespondenter, der bevidst eller ubevidst deltager i den endeløse konstruering af det problematiske ’os’ og ’dem’, der retfærdiggør den evige jagt efter overherredømme, ressourcer, profit og magt.

En udstilling som udfordrer evnen til at investere tid

Der er forfriskende at se en kunstner tage så kontant fat på det politiske og de konstruktioner, som denne sfære benytter sig af. Udstillingen står skarpt, visuelt og konceptuelt, men undertegnede bemærkede også, hvor svært det var for mine medbesøgende at overse det enorme materiale, og ikke mange brugte tid på for alvor at fordybe sig i udstillingens narrativer.

Min påstand er, at en overfladisk betragtning ikke skaber en dybere forståelse af indholdet. Udstillinger som denne udfordrer de besøgendes evne og lyst til at investere deres tid og opmærksomhed i aflæsningen af de mange data, som værket tilbyder.

Kun at se på værkets æstetiske fremtoning er i mine øjne problematisk reduktionisme, og af den grund efterlyser jeg en større indsats af Kunsthal Aarhus i bestræbelsen på at formidle denne type udstillinger.