Eventyrlig lethed

De 13 skulpturer er skabt specielt til Eventyrhaven, og med enkelte undtagelser er udstillingen en harmonisk helhed, der leger med publikum og sender dem på opdagelse i den lille parks krinkelkroge. Værkernes samspil både med parkens udtryk og med hinanden lykkes i prisværdig grad.

Camouflage
Espen Brandt-Møllers skulpturgruppe Camouflage præsenterer på sin vis en model for, hvordan hele udstillingen fungerer: Nogle værker tiltrækker sig opmærksomheden med stærke farver og visuelt massive former, og i ly af disse blikfang gemmer der sig nogle mere underspillede værker.

Skilte som pejlemærker
Flere værker gemmer sig så godt, at man på afstand kan være i tvivl om, hvor værket befinder sig, og hvad der er skulptur, og hvad der er park. Nogle af værkerne var undertegnede ved helt at overse, hvis det ikke havde været for de små skilte med kunstnernavn og værktitel, der stod i græsset.

Overraskelser
Eva Steen Christensens Transparent Growth kunne jeg i starten slet ikke finde, indtil jeg opdagede, at jeg var ankommet fra ‘bagsiden’ og nu stod lige under det. Også Karin Lorentzens Mapping my Body ligger smukt under et stort træ som en slags bronze-haveaffald og overrasker én ved dets pludselige tilstedeværelse.

Blikfang
I modsætning til de camouflerede værker er der også mere højtråbende værker. De har fået plads på parkens åbne arealer. Anders Bonnesens Godt begyndt er halvt fuldendt og Lene Desmentiks Erindringsrum befinder sig begge midt på de store plæner i parkens midte, og René Schmidts lysende Beacon for People troner ved parkens hovedindgang. Disse værker kalder på opmærksomhed og danner yderligere skjul for de mere underspillede skulpturer. Dette samspil fremhæver begge typer værker på en ubesværet måde.

Byens elementer
Det, at værkerne er skabt specielt til denne eventyrlige have gør heldigvis ikke, at hovedvægten er lagt på en ureflekteret ‘natur’lighed. Derimod er der stor fokus på det urbane element, der uundgåeligt er nærværende i en midtby-park. For eksempel bringer Ellen Hyllemoses betonrør og Esben Klemanns Trappeelementer byens nærhed ind i parken – uden omsvøb, men alligevel afbalanceret og sublimt.