Gallerirevy marts 2021: Genmøde med kunsten

Endelig igen mulighed for at se kunst IRL! Gallerierne er åbne, og marts måneds gallerirevy kommer vidt omkring. Hør blandt andet om stregætsninger med inspiration fra romerske haver, en figur der holder balancen på hagen, og om nødpenge fra første verdenskrig.

Vi begynder marts måneds gallerirevy på Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel med et møde med en spændende grafiker, Johanne Foss (f. 1939), som bl.a. var elev hos Palle Nielsen, da hun gik på Kunstakademiet i årene 1960-65. Udstillingen Tidløs have blev vist sidste år på Vejle Kunstmuseum og er nu heldigvis tilgængelig for østdanskerne.

Johanne Foss har hentet inspiration til motiverne i Palazzo Massimo i Rom, hvor kunsthistoriens ældste freskoer med havemotiver befinder sig. De kommer oprindeligt fra kejserinde Livias Villa uden for Rom, som Foss også har haft adgang til. Farveraderingerne er skabt i dialog med disse freskoer fra 20-30 f.Kr., men da motiverne mindede hende om et nutidigt, italiensk havelandskab, lader hun de to tider møde hinanden i sin æstetisk raffinerede serie.

Først udfører hun stregætsninger, der markerer landskabets linjer, kurver og former. Dernæst trykkes de over med akvatinteætsninger i flere omgange og i flere farver. Hendes motiver forener nutiden med den antikke fortid, så der opstår en form for evigt landskab i disse grafiske tryk, der rummer en malerisk taktilitet og et spændende farvespil.

Udstillingen ledsages af et lille katalog, som en af mine yndlingsdigtere, Peter Laugesen, har bidraget til. Han skriver bl.a. om Foss’ raderinger, at de er ”skikkelser og skyggelser. Det er ligesom åbne pladser i streg og farve i store forsvundne byer, deres væsen og væren i stregens tid og farvens rum.”

At balancere mellem liv og død

I rummene, der vender ud mod Studiestræde, mødes to kunstnere fra to forskellige generationer: Kirstine Roepstorff (f. 1972) og fransk-danske Catherine Poher (f. 1953). Førstnævnte arbejder fortrinsvis i tre dimensioner og har leget med de geometriske former i en række betonskulpturer, der interagerer eller danser med nogle sorte, organisk svungne keramiske skulpturer i det lille format.

I værktitlerne indgår ordene “Dancing Rock”, så Roepstorff opfatter selv skulpturerne som en form for dans mellem de to elementer. Der er også en messingmobile, malerier med florlette lag af pigmenter samt gipsplader med forskellige aftryk. Værkerne centrerer sig gennemgående om temaer som balance, dans og tyngde og er spændt ud mellem mørke og lyse kontraster og mellem geometriske og organiske former. Roepstorff eksperimenterer indgående med materialer og former i disse år.

Det er opløftende, at en kunstner i hendes ”vægtklasse” ikke rider i den samme volte, men konstant afsøger nye muligheder – og nu har valgt at udstille sammen med en teaterinstruktør, der er mindre kendt som billedkunstner. Catherine Poher viser arbejder i to dimensioner, fortrinsvis kultegninger og kollager foruden en serie fotogravurer. Værkerne er overvejende okkerfarvede og blege, men brydes af motiver af sorte frøkapsler og blomsterløg, der snart bryder ud og spirer. Hun benytter ofte kollageformen i en palimpsestagtig lag-på-lag-teknik.

Udstillingstitlen er spændt ud mellem modsætninger som liv/død og energi/stilstand. Bombes de Vie hentyder til bl.a. frøkapsler, der nærmest eksploderer, når de springer ud. Nature Morte, altså død natur er jo kunsthistoriens betegnelse for en opstilling eller et stilleben. De to kunstnere arbejdede sammen, da Kirstine Roepstorff repræsenterede Danmark ved Venedigbiennalen tilbage i 2017 og har genoptaget dialogen i den aktuelle udstilling.

Johanne Foss: Tidløs have. Kirstine Roepstorff og Catherine Poher: Bombes de vie et Nature Morte. Begge i Banja Rathnov Galleri og Clausen Kunsthandel. Til 3. april.

Manderoller til forhandling

Den svenskfødte billedhugger Rikard Thambert (f. 1988) gjorde sig allerede bemærket, da han dimitterede fra Kunstakademiet i 2016 med sin fabulerende og legende fornyelse af skulpturens vokabular i hvidt gips. Jeg forventede derfor noget i den retning, da jeg trådte ind i galleriet Bianca d’Alessandro på Frederiksholms Kanal, der har til huse i Kunstakademiets tidligere lokaler. Men nej, hans nye værkserie består af fire bronzeskulpturer, placeret på sokler af sort diabas. I disse ambitiøse bronzer problematiserer han statuen i det offentlige rum ved at gøre tykt grin med kønsroller, magtpositioner og konkurrencementalitet i det senmoderne samfund.

De offentlige rum er fyldt med statuer af nøgne menneskefigurer – bare gå en tur i en af Københavns parker. De har ofte nogle vitalistiske undertoner, som Thambert her på overlegen vis ironiserer over. Figurerne indtager fire positurer: Liggende, stående, hvilende på knæ og på hovedet, eller snarere på hagen i Søm, hvor en strømlinet mand med fartstriber på kroppen lige nøjagtigt holder balancen – på hagen! Han kan minde om en svømmer, der tager et hovedspring fra ti-metervippen. Rammer han bunden med hagen?

Skyggen (der kun har bronzen til fælles med Niels Hansen Jacobsens skulptur med samme titel fra 1897) er en kønskritisk skulptur af mand og en kvinde i dobbeltsengen. Men der er pladsproblemer, så manden er ved at falde ud af sengen.

Ikke at forglemme Herreløs kat – en gakket mandsfigur i højglanspoleret bronze. Han rækker armene frem, som om han heiler med begge arme. Men oven på hovedet ligger en sortpatineret kat, der udsender et Buddha-agtigt smil. Dens hale snor sig rundt om den hyperanspændte mands hals som for at få ham til at falde til ro.

I sin nye skulpturserie gestalter Thambert nutidens sjælekvasende magtstrukturer via arketyper, der minder om fascismens og den autoritære socialismes heroiserende menneskefremstillinger. Heldigvis sat ned i skala til 1:2, så de virker mere harmløse og ikke så lidt humoristiske. Thambert bidrager med serien originalt til den aktuelle symbolpolitiske debat om kunst i det offentlige rum, og de er mesterligt udført. Man ser frem til den unge kunstners næste eksperimenter.

Rikard Thambert: Mælkesyre. Bianca d’Alessandro. Til 3. april

Maleri med mere

Maria Wandel (f. 1977) og Claus Carstensen (f. 1957) deles om de to rum i Galleri Tom Christoffersen. I baglokalet viser Wandel en serie på ni malerier inklusiv et diptykon. Udstillingstitlen Rewild understreger den bemærkelsesværdige impulsivitet og vildskab i disse motiver med myldrende løv, der flimrer i sollyset. Penselstrøgenes vildnis bliver en direkte afspejling af det vildtvoksende, botaniske forlæg. Farverne er overvejende grønne med strejf af sølv, blåt, hvidt og sort.

Der er enorm energi i de billeder, som tager livtag med malerkunstens mange naturskildringer fra impressionismen og frem. Indimellem har Wandel benyttet spraymaling, der giver udtrykket et endnu mere flygtigt præg. Hun er ellers kendt for sit sikre, figurative formsprog, hvor hun benytter brede penselstrøg, men i sine nye, meget vellykkede malerier har hun botaniseret med penslen. Rummets vægge er til lejligheden malet koksgrå, hvilket giver de urolige motiver med de mange farver et køligt og neutralt modspil.

Hymne til faderen

I hovedgalleriet udstiller Claus Carstensen værker med titlen Sieh da! Sieh da, Timotheus, die Kraniche des Ibykus (Se dér! Se dér, Timotheus, Ibykus’ traner!). Titlen er et digtcitat af Friedrich Schiller fra 1797. Og hvorfor nu inddrage en tysk, romantisk digter i en udstilling, der er konciperet af en af de skarpeste samfundskritikere og powerplayers i dansk kunst? Det er, fordi Claus Carstensen har en anden side, der rummer et kærligt familiemenneske.

Det er tidligere fremgået af udstillinger, som var dedikeret til hans datter Zoe og hans farbror, maleren Alfred Friis. Den nye udstilling er primært en hyldest til hans far, Hans Emil, som gik bort sidste år. Schillers digt var fast pensum i hans forældres tyske skole i Tønder, der som alle andre tyske skoler blev lukket ved befrielsen i maj 1945. Digtet var en del af familiens fælles kulturgods i Claus Carstensens opvækst.

Udstillingens malerier er udført i den karakteristiske, grafiske stil med gestiske penselstrøg og mange citater. De ledsages af montrer med artefakter, trykt dokumentation og Carstensens egne udgivelser. Den typiske Carstensenske kolorit går igen i malerierne: Hooker’s Green, kadmiumrød, fluorescerende orange samt hvid og sort.

På udstillingen afsøger han forskellige tyske fænomener såsom nødpengesedler, der blev brugt under og efter 1. verdenskrig i Tyskland på grund af inflationen og manglen på metaller til fremstilling af mønter. Tyske forårs- og børnesange, som han selv har sunget som ”hjemmetysker” i den tyske børnehave i Sønderborg fra 1962-64, foruden dokumenter, der knytter sig til folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse i 1920, længe før hans forældre blev født, men determinerende for hans families følelse af national rodløshed. I flere af disse akrylmalerier, har han integreret familiefotografier. Men der er også andre sidetemaer ude at gå på udstillingen.

Som altid samles mange betydningslag og referencer i Carstensens informationstætte værker. Nogle gange er de mere interne og vanskelige at dechifrere uden tilhørende manual. Her gør det ledsagende katalog fyldest. Andre gange er de båret af en generel, semiotisk funderet samfunds- og magtkritik, der kommunikerer bredere.

De tegnvrimlende, gestiske malerier har længe levet deres eget, stærke liv og bragt smertefulde hændelser om strukturel vold og undertrykkelse frem i lyset. Denne gang er kunstneren gået tæt på sig selv og sit ophav og har fremdraget nogle generelle rammebetingelser for en tysk mindretalsfamilie nord for den dansk-tyske grænse. Det har ikke altid været let.

Maria Wandel: Rewilding. Claus Carstensen: Sieh da! Sieh da, Timotheus, die Kraniche des Ibykus. Galleri Tom Christoffersen. Til 27.3.