Grønningen i periferien

Protesterne var store, da Kunsthal Charlottenborg sendte sammenslutningerne, og heriblandt Grønningen, på porten. Forløbet tydeliggjorde forskellige positioner i forhold til, hvordan man i dag betragter den nutidige kunst: Har en kunstnergruppe ret til at blive set, fordi den har traditionen på sin side, eller skal hver generation kæmpe for sin plads? Er der en særlig værdi i de gamle sammenslutninger?

En rejse til udkanten
Bornholms Kunstmuseum har tømt salene til lejligheden, hvor 35 medlemmer, tre afdøde og ni gæster udstiller. Der er noget sært passende i arrangementet, for set fra hovedstaden, virker de naturskønne forblæste omgivelser som Danmarks absolutte udkant. På samme måde er Grønningen efterhånden blevet forskubbet til periferien af kunstscenen, hvor der i dag er mere opmærksomhed på de yngre kunstnere og gallerierne med base i de store byer. Engang var det en slags forsikring at være med i en sammenslutning, for så kunne man i det mindste blive udstillet én gang om året.

Lyse muligheder
Museets rum veksler imellem det storslåede og det lidt labyrintiske, og det klæder Grønningen godt. Det har været muligt at opdele udstillingen konsekvent, så de meget forskelligartede værker ikke råber ad hinanden, men åbner sig i dialog med arkitekturen og de mange vinduer. Meget forskellige lysindfald og den stedvist dramatiske bygning er i spil med udstillingen på en måde, der aldrig ville have været mulig ved Kgs. Nytorv. Man får øjnene op for, hvor meddigtende museumsbygningen er, når en skulpturs grundstruktur ligner vinduespartiet i baggrunden. Andre steder danner flere følgende døråbninger perspektiv og indramninger af de udstillede værker.

Intet nyt
Bortset fra en god præsentation er der desværre meget lidt at komme efter hos Grønningen 2008, hvis man kender hovednavnene i forvejen. Enkelte interessante gæster lyser op, men hovedsageligt udstilles ting, der har kunnet ses før andre steder. Mest problematisk er en håndfuld værker af nogle decideret kedelige malere og grafikere, der også har fået vægplads.

Dem har denne anmelder, sikkert af gode grunde, ikke bemærket tidligere. Det er svært at se fornuften i en udstilling, hvor der er så svingende kvalitet, som her. Tiden er gået i stå for sammenslutningen. Det fælles projekt er ikke til stede – og der er i den grad behov for, at der bliver gjort status over, hvad begrundelsen er.

En rejse til lille nytte
Bor man i København er det en dårlig idé at betale de omtrent 500 kr. for at rejse efter denne udstilling. Hvis man ønsker at se værker af Ib Geertsen, Lone Høyer Hansen, Viera Collaro, Peter Bonnén, Eva Koch, Stig Brøgger og Anita Jørgensen eller andre af de etablerede deltagere, er det bare om at tage til det lokale museum eller finde et galleri.

Grønningen er blevet til en udstilling for lokale, et udkantsfænomen og en kunstnerisk provins. Heldigvis er Bornholms Kunstmuseum smukt, naturen i området voldsomt romantisk og Bornholm et dejligt sted. Det er selvfølgelig altid værd at rejse efter.