Hun gik nøgen gennem Børsen for 55 år siden – men er meget mere end det

Slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var en brydningstid med ungdomsoprør og fornemmelsen af, at alt kunne og skulle tænkes forfra og på ny.

ABCinema, slumstormerne, Eks-skolen, kvindebevægelsen var nogle tidens alternative gruppedannelser, og Lene Adler Petersen var en central skikkelse i dem alle og i det hele taget med på beatet i datidens mest radikale billedkunstneriske og politiske miljøer.

Det handlede ikke mindst om et opgør med det enkeltstående individ, en kritisk tilgang til mine ambitioner, mine behov, min kunst. I stedet var der fokus på samfundsengagement og fællesskab.

Hendes tidlige karriere er derfor præget af en udpræget kollektivisme, og det giver mindre mening at tale om en enkeltstående kunstners værk.

Gør-det-selv tilgangen var i front. Det billige og uprofessionelle smalfilmformat Super-8 var eksempelvis forudsætningen for ABCinema, som Adler Petersen var med til at danne sammen med bl.a. Bjørn Nørgaard (hendes kommende mand), Per Kirkeby og Peter Louis-Jensen samt filmfolk som Ole Jorn og Jørgen Leth. Det manifesterede sig i eksperimenterende kollektivfilm og nye visningsformer, hvor film blev vist samtidig af flere projektorer.

Den traditionelle kunstneriske æstetik blev også udfordret i Den eksperimenterende kunstskole, Eks-skolen, som – inspireret af Fluxusbevægelsen, især Joseph Beuys’ (1921- 1986) manifestationer – ligeledes havde et stærkt fokus på kollektivitet, proces og ikke mindst foldede sig ud i udadvendte, samfundsengagerende happenings eller aktioner.

Ikonisk er aktionen Uddrivelsen af templet / Nøgen kvindelig Kristus, 1969, hvor Lene Adler Petersen gik nøgen gennem Børsen med et hvidt kors.

Den enlige nøgne kvinde i det magtfulde, mandsdominerede offentlige rum, befolket af storkapitalen og sorte habitter. Hvilken overraskelse! Hvilket sart og alligevel kraftfuldt billede! Ikke så underligt at billedet er blevet stående, for det er meget præcist En feministisk aktion i tråd med tiden, selvfølgelig, men også et eksempel på, når billedkunsten virkelig kan sige mere end ord.

I modsætning til en hårdtslående demo med plakater og slagord legemliggør aktionen blødere værdier, næstekærlige og ‘kvindelige’ idealer som modbillede til den materialisme, kønsdiskrimination, grådighed og egoisme, som alt andet lige ligger i kapitalismen. At aktionen også refererer til udrensningen af templet og ‘queerer’ kristusfiguren er bare bonus.

Også medieaktionen Hesteofringen, 1970, er blevet stående. Under den berømte (og berygtede) aktion blev en hest slagtet på en mark i Kirke Hyllinge på Sjælland som en rituel ofring (Hesten var syg og skulle alligevel slagtes. Den blev slagtet af en professionel slagter). Bjørn Nørgaard parterede hesten, mens Lene Adler Petersen udstyret med et stort kors sang en selvkomponeret sang til ære for hesten, og komponisten Henning Christiansen spillede på en grøn violin.

Offerritualet blev af kunstnerne udført for at få offentligheden til at vedkende sig uerkendte irrationelle kræfter og for at skabe opmærksomhed på krige og vold, ikke mindst Vietnamkrigen. Ekstrabladet var inviteret med, og aktionen skabte en enorm debat.

På den direkte revolutionære front var Lene Adler Petersen med i Slumstormerne, der besatte tomme, nedrivningsdømte ejendomme, ligesom hun deltog i aktivistgruppen, der besatte Livø i 1971 med målet om at skabe et alternativt samfund på øen.

I midten af 1970’erne var hun med til at danne kunstnersammenslutningen Arme & Ben (sm. Kirkeby, Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen, Poul Gernes, Erik Hagens og Richard Winther), der lavede en række kollektiv-udstillinger og -udsmykninger. I dag kan man eksempelvis stadig opleve gruppens udsmykning af Tørring Gymnasium.

Sideløbende skabte hun sine egne collager, malerier, tegninger og keramiske arbejder. Et eksempel er collageserien Udklip på papir med kvindetegnet fra 1974. Serien, der i 2010 udkom i en bogudgave, består af knap fem hundrede udklippede billeder, mestendels af forskellige kvinder, ovenpå hvilke kunstneren har tegnet kvindetegnet. Kvindekampen var i 1970’erne allestedsværende og tegnet manifesteres på mangfoldige måder: som en forlængelse af husmoderens kost, som en ørering, lynafleder eller hullahopring, vi ser det i vittighedstegningen eller brevkasseteksten, som glorie, plamage eller skelet…

Hun deltog sammen med en lang række feministiske kunstnere i den vigtige Kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975, samme år som hun viste egne værker – primært tegninger, men også et spil – i udstillingen Billeder til et lotteri, 1975, på Tranegården i Gentofte.
De 300 surreelle, følsomme og satiriske tegninger i bogen Tag en sten op fra 1977 kredsede omkring kvinder og det nære liv.

I det hele taget er der en enorm spændvidde i Lene Adler Petersens virke. Hun er i sandhed en hybrid kunstner, der arbejder i alle medier, og nøje kalibrerer sit kunstneriske udtryk i forhold til det, hun ønsker at udsige med værket.

Tag installationsværket Tingene, din historie, befri dig for tingene fra 1976, der viste en kaotisk ophobning af ting fra hjemmet, et væltet køleskab med et komfur ovenpå, tallerkner, glas, borde og stole, og koste, som fungerede som flagstænger for røde flag. På toppen af det hele var en gibsafstøbning af kunstneren selv. Et oprørsk værk med afsæt i
Eugène Delacroix’ berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne (1830), der hylder Julirevolutionen i Paris i 1830. I Adler Petersens version er kvinden også parat til at forlade hjemmet og træde ud i det offentlige rum.

Lene Adler Petersen har stået bag en lang række udsmykninger i det offentlige rum på bl.a. Horsens Rådhus, Østre Landsret og Holstebro Gymnasium.

Urhavet et maleri malet på keramiske fliser i et rum på Herlev Sygehus med et stort vandbassin, som benyttes til genoptræning af forskellige patientgrupper. Her folder et mytologisk scenarie sig ud i hvirvlende spiraler. Som altid i Lene Adler Petersens offentlige udsmykninger er værket nøje afstemt selve rummet. Maleriet er skabt, så det nærmest gøres komplet i form af selve spejlingen i vandbassinets overflade.

I podcasten Tabula Rosa drager Anne Neimann Clement landet rundt for at opstøve kunstnerens mange offentlige udsmykninger.

Lyt til podcasten Tabula Rosa her

Noget af det der måske står mest frem, når man skuer ud over det store værk, er, at Lene Adler Petersen konstant har forhandlet forholdet mellem det offentlige og det private.

Med Børsaktionen og Hesteofringen var hun med til at skabe meget stærke offentlige billeder, som blev katapulteret til datidens medier og skabte enorm debat.
Samtidig har forbindelsen til det intime, poetiske og levede liv været nærværende igennem hele hendes lange praksis.