Hvorfor er kvinder underrepræsenterede?

Vejle har konstateret, at mange byparker er anlagt til unge drenge, der er meget maskuline og aktive i deres udfoldelse. Aktiviteter og anlæg i den nye park er derfor indrettet særligt med unge piger for øje.

”Vi synes, at det var lejligheden til at byde parken velkommen ved at lave en udstilling om, hvordan det har været at være kvindelig kunstner. Så håber vi, at piger og kvinder kan hente inspiration til at leve deres drømme ud, selvom de ved første øjekast kan forekomme umulige”, siger Nina Damsgaard om den direkte bevæggrund og fortsætter:

”En anden årsag til valget af udstilling er, at vi faktisk har rigtig mange kvindelige kunstnere repræsenteret i vores samling. Det skyldes jo til dels, at kvindelige kunstnere ofte har udtrykt sig i tegning og grafik, og vi er et museum for tegning og grafik. Derfor synes vi, at vi havde en god grund til det.”

Også museets ansvar
I de her år vises en masse udstillinger rundt omkring med kvindelige kunstnere, bl.a. på Rønnebæksholm og Vejen Kunstmuseum.

”Det er vel at mærke med kunstnere, som allerede i deres samtid nok sagde et pip og var omtalt, men aldrig rigtig blev skrevet ind i kunsthistorien, og det betyder, at de sådan set er glemt i dag,” indskyder Damsgaard og fortsætter: ”Hvis vi som museer ikke tager det ansvar på os at give de kvindelige kunstnere en plads, kommer de simpelthen ikke med ind i historien.”

”Kunstmuseerne indkøber stadig langt færre værker af kvindelige kunstnere end af mandlige, til trods for at lige så mange kvinder som mænd uddannes fra kunstakademiet. Den ubalance vil vi som museum gerne gøre opmærksom på, forklarer hun.”

Men sender en sådan udstilling ikke signalet, at kvinder har brug for en særlig omsorg eller opmærksomhed fra museerne?

”Det gør det jo også. Vi har måske ikke har været gode nok til at købe ind af deres værker. For det kan jo ikke være rigtig, når der er cirka fifty-fifty, der uddannes fra akademiet. Jeg tror også, at det kommer med tiden, men lige som inden for andre brancher har kvinder været længere om at slå igennem”.

De voldsomme damer
Udstillingen afføder selvfølgelig spørgsmålet: Kan man tale om kvinde- og mandekunst?

”Enhver kunstner har jo altid et eller andet med i rygsækken. Og piger er nu en gang anderledes opdraget end drenge – sådan er det”, slår Damsgaard fast.

”Jeg tror, at piger måske udtrykker sig på en lidt anden måde og måske vælger andre motiver, men det er meget forskelligt for perioderne. Særligt for de historiske damer på udstillingen er det kendetegnende, at man – bortset fra navnet – ikke kan se, om det er en mand eller en dame, der har malet det. Kvinder kan sandelig være MEGET voldsomme i deres udtryk”, understreger Damsgaard med et stort smil og tilføjer: “Det vil man også opdage på udstillingen.”

Kvalitet over køn
Er kønskvoter så løsningen på uligheden?
Det mener Nina Damsgaard bestemt ikke: ”Kvaliteten skal stadig være der. Og det er den også. En kvindelig kunstner kan være nøjagtig lige så god som en mandlig, derfor skal museet købe efter kvalitet og ikke skelne til køn. Men der vil altid være nogle myter og fordomme – netop med hensyn til ‘kvindekunst’, og dem skal vi selvfølgelig have ryddet af vejen.”

“Med sådan en udstilling håber vi at vise, at kvinder altså ikke er ringere kunstnere end mænd. De har måske bare haft sværere ved at blive taget alvorligt og slå i gennem.”

Udstillingen, som kan opleves til marts 2014, er sammensat af en række kvindelige kunstneres værker gennem 130 år, blandt andre Sonja Ferlov Mancoba, Kirsten Justesen, Anna Ancher, Olivia Holm-Møller, Else Alfelt, Lene Adler Petersen, Lilibeth Cuenca Rasmussen samt Kirsten Justesen.

PowerKvinder! er tænkt som et diskussionsoplæg. Hvorvidt kønsdebat i kunstens verden så stadig er relevant, lader museet op til beskueren at vurdere.