Kan aggression være positivt?

Jeg har taget fejl af åbningstiderne og er kommet en halv time før dørene åbnes, men vejret er strålende, og jeg hænger lidt ud i parken foran Horsens Kunstmuseum. Det giver lejlighed til at betragte de 12 flagstænger, der er rejst i en cirkel med ensfarvede flag i forskellige nuancer og uden markeringer eller inddelinger, der kendes fra de normale nationalflag. Værket – for det er et værk – hedder Native, Exotic, Normal / Circle of Flags og er skabt af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang og en del af museets samling.

Titlen tager afsæt i de betegnelser, farvehandlere og kosmetikudbyder tildeler hudfarver, såsom Toffee, Native, Exotic, Peach og Normal – gæt så lige hvad normal er? – og flagstængerne er forskellige i højden: det lyseste flag er højest, det mørkeste lavest. Men til trods for kritikken af ulighedsstrukturer og racisme, som værket er udtryk for, danner flagene en sluttet cirkel – en form for fællesskab.

Jeg er igang med min kunsttur i det øst- og sydlige Jylland, og jeg er kommet til Horsens for at se netop Hesselholdt & Mejlvang, der er aktuelle med udstillingen Almost not spoken yet.

Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) mødte hinanden på kunstakademiet i begyndelsen af 0’erne, og et vedholdende fokus er deres – vi kan vist godt sige – dekonstruktive behandling af nationalflagenes betydninger og symbolikker. Og flagene dominerer da også på denne udstilling.

I museets centrale, højloftede sal hænger seks store flaglignende værker på væghængte stænger. De er syet sammen af brugte tekstiler, kunstnerne har indsamlet fra lande over hele verden.

Hvor det typiske nationalflag er struktureret i klare farver og inddelinger – korset, x- korset, de tre vandrette eller lodrette inddelinger og så videre – er disse patchwork-flag anderledes vildtvoksende. Mindre geometriske og bombastiske (mindre maskuline?). Mere kropslige, mønstrede og organiske (mere feminine?).

Det klassiske nationalflag opdeler og adskiller. Det er symbolet for et bestemt slags sammenhold, for vi samles under flaget, og roligans er klædt i rødt og hvidt. Men det er også en form for fællesskab, som er defineret af forskellen til de andre, som flager med andre farver og mønstre. I en tid, hvor klimaudviklingen kalder på global bevidsthed og sammenhold, synes dette indhegnede og interne fællesskab mange steder i verden at have fået en vis genopblussen. Det er den problematik, kunstnerne taler ind i.

Hesselholdt & Mejlvangs flag er ikke symboler for den brutale kapitalismes grænseløse frihandel, men bløde, globale statements, som vil sammensy, ophæve skel og fortælle, at vi altså hænger sammen – ikke kun mennesker, men alle levende væsener og økosystemer. Broderede udsagn understreger det: “Like one body a hybrid of plant animal and human”. “The water and the wind know no border”.

Lydsporet, der indsvøber udstillingen, er sat sammen af optagelser af regn, kirkeklokker, en hund der gør, korsang, gadestøj, naturens susen. Lyde fra verden, ikke fra en bestemt art eller geografi, bare fra verden.

De keramiske skåle og krukker, der står på det halvcirkelformede podie i rummets midte, taler samme sprog, for overalt i verden er der brug for beholdere til opbevaring. Karret, vasen, krukken står som et aldeles konkret symbol på rummelighed og vækker associationer i retning af det hverdagslige, nære og hjemlige

Der er mange krukker i samtidskunsten i disse år, og brugen af krukker flugter med Ursula Le Guins (1929-2018) berømte essay Bæreposeteorien om fiktion fra 1986, som søger et opgør med den grundfortælling vores samfund gennem årtusinder har været præget af: jægerens, erobrerens fortælling. Heroverfor retter Le Guin opmærksomheden på samleren og bæreposen eller krukken, hvori det indsamlede opbevares. Det er en mere langsom, bæredygtig, fællesskabsorienteret fortælling, som jeg tænker også Hesselholdt & Mejlvang abonnerer på.

På førstesalen hænger der flere flagserier – Between melting ice and rising tensions, 2025, og Flags for unwritten land, 2025 – hvor kunstnerne har iscenesat tekstilerne på hånddrejede flagstænger og med broderede figurationer eller tekstudsagn. Poetisk er for eksempel et slidt blåt tørklæde med en lille broderet halvmåne.

Også et lidt ældre værk, Please rest in peace for we shall not repeat the error, fra 2018 er med. Kunstnerne har inviteret bekendte fra hele verden til at indsende et hvidt beklædningsstykke eller stofstykke, og henover alle disse hvide klæder har de broderet værkets titel, som er hentet fra inskriptionen ved Flame of Peace-mindesmærket i Hiroshima, der mindes ofrene for atombomben.

Ved siden af får man et kik ind i alle de personlige historier, som de hvide stofstykker bærer på. Man kan for eksempel læse peruvianske Victor Vidals beretning om det donerede pudebetræk, han har arvet fra sin bedstemor. Som barn var han den eneste, der fik lov til at hvile hovedet på det, og hans bedstemor fortalte ham, at det ville beskytte ham mod det onde.

Udstillingen hedder Almost not spoken yet. Det er en porøs, endnu ikke helt født eller formuleret global samhørigheds-fortælling, kunstnerne inviterer til. Håbefuldt, for håbet er der, selvom det er skrøbeligt:

På et af udstillingens flag er der med usikker formskrift broderet: "The hopelessness of hope".

Hvor Hesselholdt og Mejlvang holder sig til et globalt udsyn, hæver Kirstine Roepstorff blikket mod astronomiske og astrologiske højder i en komprimeret udstilling på Vejle Kunstmuseum, som er næste stop på kunstturen.

I fem mindre rum, delvist mørklagt af ‘gitre’ i beton, orkestrerer kunstneren en gådefuld fortælling i skulpturer og billedobjekter.

Kirstine Roepstorff er ikke for fastholdere. Allerede i et tidligt kollageværk, If balance stops and ask why, balance will die fra 2006 – hvor en jonglør er i gang med tre bolde foran et grandiost landskab – ser vi, at det handler om at være i bevægelse i en verden, der aldrig står stille, men er i konstant opløsning og tilblivelse.

Hun er en kunstner, der ikke er bange for at bevæge sig ud på vandet, hvor det er dybt, og her forsøge at formgive intuitive fornemmelser om universelle fænomener. Som da hun udstillede i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i 2017, hvor mørket blev præsenteret som et modstykke til vores overbelyste kultur – som et ur-sted, et terræn for vegetation og ny skabelsesproces.

I Vejle har udstillingen fået titlen Neptune's Lab 29°, og her refereres til planeten Neptuns overgang fra Fiskenes tegn til Vædderens tegn i 2025 og 2026. Ifølge astrologien skulle planetens indvirkning være særlig kraftig, når planeten bevæger sig fra at stå i den 29 grad i det gamle stjernetegn til 0 grad i det nye tegn (det kaldes kritiske grader). Fisken er et vandtegn og Vædderen et ildtegn, og overgangen betegner, siger man, en bevægelse fra introspektion til handling.

Roepstorff bruger dette alkymistiske møde mellem vand og ild som et billede på forvandlingskraft og som en produktiv generator for sin værkskabelse, som nok er gådefuld, og fabulerende i sit afsæt, men samtidig folder sig ud i en stram, materialebevidst og knivskarp æstetik.

Ifølge den logik er det måske Neptun i vand og ild, vi møder i maleriet Navigation, connection and expansion, 2023? Den hvide kugle – planeten Neptun er en is-gigant i rummet – er spejlet i det sorte dyb nederst, mens den øverst er omkranset af en lysfyldt glorie i form af en plamage på det rå lærred.

Bevægelsen fra vand til ild finder man muligvis også i den store stålplade, der, idet den er buet forneden, rejser sig som en bølge op ad væggen. Overfladen er slebet så blikket svømmer, mens det ser ud til, at en flammekaster har præget en cirkel på ståloverfladen – en cirkel, der skifter farve alt efter, hvordan man bevæger sig i rummet.

Ligeledes udspiller der sig en form for transformation i ‘køleskabs-installationen’ Abundant emptiness awaiting future now, hvor en montre er opdelt i to. Bagest ser man snoede kobberrør, forest er de – nu tilisede rør – viklet omkring et hult træstykke.

Sådanne værker er absolut svære at ‘forstå’ – i hvert fald for undertegnede – men de rammer i sindet og kroppen, og visuelt og æstetisk er de skarpe og af en anden verden, simpelthen!

Udstillingen byder desuden på en række malerier (pigment på ugrundet lærred) og betonrelieffer, hvori der optræder himmellegemer, samt en opstilling af tre ‘lynafledere’ i form af små, organisk snoede og sortpatinerede bronceskulpturer (Light Rod #16, 17 og 18, 2025).

Og så er der en cirkel af glaskolber, effektfuldt monteret på betonsokler. Så her har vi dem igen: Beholderne! De har taget navne af stjernetegn (Virgo Bode, Triangulum, Draco…) og ligner noget, der er udgravet fra asken af en vulkan eller opstået ud af Big Bang, og mon ikke kunstneren har været fascineret af den alkymistiske – og ildsprudlende – proces ved fremstillingen af glas?

Med disse mystiske og taktile kolber må vi sande, at vi er i et laboratorium. I Neptune Lab 29°, hvor man må tillade sig den undersøgende åbenhed, undren og nysgerrighed, der er forudsætningen for alle sande laboratorier. Tillade sig at søge og fare vild i et kosmos, der ikke alene er uden ende, men også altid er i forandring.

Således under indflydelse af de kosmiske kræfter, er jeg en smule ør i skallen, da jeg forlader Vejle og sætter kurs sydpå mod Kolding. Sidste stop på kunstturen er Trapholt, hvor Mie Olise Kjærgaard er på plakaten med udstillingen Agile Aggressions. Her slippes ganske andre kræfter løs.

For det er nogle ret vilde typer, der befolker kunstnerens billeder. Eller skulle jeg rettere sige type i ental, for det er som om, det er den samme kvindeskikkelse – iklædt t-shirt og shorts, med skrå (aggressive?) øjenbryn, insisterende blik og rasta-lignende, vildt flagrende hår – der multipliceres i kunstnerens ofte meget store malerier.

I et billede står de på skateboards med i et virvar af udstrakte arme og ben og i positurer ligefør styrtet. Så spiller de jazz i klipklappere (en med sokker på), så bassen næsten ikke kan være i billedet, trompeten er hævet og trommeslageren ét med trommestikker og trommesæt.

I storskala maleriet Everything but Tennis spiller de tennis – og dog, det gør de så måske ikke alligevel, jævnfør titlen. Godtnok er der en netkant og et par ketchere, men det er attituderne, der dominerer, idet figurerne i forgrunden af billedet stirrer koncentreret og fokuseret efter den næste bold, som var det et spørgsmål om liv og død.

I tennis er det muligt for kvinder at stønne, når baghånden slås, eller råbe af dommeren, og jeg kommer til at tænke på Oleg Kuliks hyperrealistiske voksfigur af tennisstjernen Anna Kournikova, som svæver i luften med spændte muskler, blottede tænder og et afsindigt blik i øjnene i færd med at udføre et smash. Jeg så den skulptur for år tilbage og har aldrig glemt den!

“Når omstændighederne er gunstige for aggressionen, og de modstående sjælelige kræfter, der ellers hæmmer den, er faldet bort, ytrer den sig også spontant og afslører mennesket som et vilddyr, der står fremmed over for at vise skånsel mod sin egen art”.

Således skrev psykoanalysens fader, Sigmund Freud i 1930 i Kulturens byrde, og den østrigske læge og neurolog er kommet til at stå som en af hovedeksponenterne for den opfattelse, at vold og aggression er et uudryddeligt og destruktivt træk ved selve den menneskelige natur.

I Mie Olise Kjærgaards kunstneriske univers er aggression fremstillet anderledes positivt. Som en agil størrelse. (Jeg erkender, jeg måtte slå det op. Det betyder: hurtig, let og smidig i sine bevægelser). Som et selvtillidsboost af den anden verden, som minder om barnets, der netop er blevet lokal verdensmester ved at køre på cykel uden hænder – en association, kunstneren selv bringer op i den tilknyttede formidlingsvideo.

En fandenivoldsk, kraftfuld drivkraft eller indre energi, der skubber til grænser for, hvad vi tror vi kan, hvordan vi ser og fremstiller os selv. Figurerne i Mie Olises billeder er så fyldt af denne energi, at de næsten bryder billedet begrænsning, og håret flagrer da også ud på væggen i Everything but Tennis-maleriet.

Malerisk folder hun scenarierne ud i brede malerstrøg og heftig gestik. Den lange tradition for ekspressiv malerkunst spiller selvfølgelig med, helt tilbage fra de tidlige ekspressionister i begyndelsen af 1900 tallet, over den evigt populære COBRA-kunst.

Og selve gestikken bliver i udstillingen sat i centrum i en række værker på papir, hvor figurationen er nedtonet, og hvor vildskaben mere vil manifestere sig i selve måden, billedet er skabt på. Ligesom kunstneren også har skabt en installation, hvor man kan gå ind i og blive helt omsluttet af et maleri.

Og sådan svøbt godt og grundigt ind i kunsten, er det tid til at slutte denne rundtur i det øst-og sydjyske, som måske nok er lokalt geografisk forankret, men på ingen måde begrænset af det forhold.

For når man beskæftiger sig med kunst, brydes begrænsningerne ganske af sig selv.

Derfor er det også helt naturligt, at man på en almindelig hverdag får mulighed for at komme i kontakt med globale perspektiver og kræfter så store som himmelrummet og dybderne i menneskets indre.