Mellemting mellem ting

Performancekunsten er ikke længere bare en gimmick ved ferniseringer, men ses nu også af institutionerne som en genre i egen ret. Gennemført, klassisk men også noget tilbageskuende præsentation på festival på Den Frie, hvor performancekunsten lidt paradoksalt blev relateret til skulpturgenren som en “mellemting”.Han stinker af sprut og vælter fuld rundt mellem publikum og objekterne i Den Fries udstillingsrum. Og han er iført et drenget tivoligardekostume. Han svinger rundt med sin sabel, så publikum inklusiv mig selv flytter sig lidt forskrækkede til siden.

Han har ladet vente lidt på sig og forstår at gøre sin entré. Det er billedkunstneren, performeren og kuratoren Esben Weile Kjær; han afslutter sin ca. 10-15 minutter lange performance med at råbe forvildet: ”Have you ever, have you ever?” Han når også at tænde for en candyfloss maskine, så publikum kan tage sig en luftig pink snack.

Esben Weile Kjærs performance var en af de mest vilde, jeg nåede at opleve på festivalen Mellemting mellem ting kurateret af performance- og billedkunstner Heine Clausen på Den Frie.

Konceptet for festivalen var måske lige så tilbageskuende som Esben Weile Kjærs for mig overraskende humoristiske gammeldags udtryk. På lave podier i skiftende udstillingsrum performede de udvalgte 32 bredt repræsenterede kunstnere ca. 15-20 minutter og interagerede med et eller flere udvalgte objekter, som blev efterladt som et spor.

Festivalen satte altså den flygtige performancekunst med fysisk nærvær og direkte henvendelse i forbindelse med skulpturbegrebet. Så rummene blev i løbet af udstillingsperioden indtaget stille og støt og mere og mere fyldt op af de efterladte objekter, altså: Mellemting mellem ting.

Klassisk kontrolleret

Esben Weile Kjær og hans søster Anna kuraterede sidste år – oplagt i en tid, hvor performancekunsten vinder mere og mere indpas på kunstscenen – Alt_Cph 2018 Over-Existing med næsten samme greb, men her var performancene langt vildere, uden for kontrol af kunstrummene, og mange af værkerne udnyttede sociale medier, branding, clubbing og semi-porno i en udforskning af, hvad en krop, et brand og kunst er.

Udstillingshallen på Alt cph var på lignende vis inddelt i et grid, men var gennemskueligt fra alle sider, nomadisk uden faste vægge og var totalt rodet til med performancespor; et kolossalt smadret værk efter festivaldagene.

På Den Frie er konceptet langt mere klassisk og (kunst)kontrolleret.

De udvalgte kunstnere er ældre og erfarne som eksempelvis Al Masson, Lillibeth Cuenca Rasmussen, Henrik Plenge Jakobsen eller Molly Haslund – hvis kasse sendt fra Taiwan med en masse snacks og pastelfarvede dimse-dutter ligger fremme til display i et tilstødende lokale – til Hartmut Stockters sære altmodische opstilling med et miniaturedrivhus, et hjul med påskrevne ord fra en analog tid med kikkert, cykel, foderbræt og arkiv. Og jeg ærgrer mig over ikke at have nået at opleve hans performance.

Stemmen

Men der er også helt unge kunstnere på programmet som Veronika Nielsen, som jeg heldigvis nåede at se og høre. Hendes udstillede kjole, der allerede hang i lokalet før performancen, havde jeg allerede været henne og tjekke ud. Der var både halsbånd med nitter og en teknisk integreret del til, kunne jeg se.

Da hun tager kjolen på og strammer halsbåndet fast tæt op ad strubehovedet, bliver det klart, at performancen bl.a. behandler stemmen; Stemmedragt hedder værket. Hun siger lyde, og hendes stemme, dens svingninger bliver elektronisk behandlet live, så klangene kan synge med hinanden, som en slags kor i flere lag. Bevægende, fint og helt sprødt.

Højaktuelle spørgsmål om kvindeundertrykkelse, hvad der er maskine og menneske, artificielt og naturligt, stilles.

Kristoffer Raasted, som nok hører til en generation af kunstnere i mellemlaget, er en af mine favoritter. Hans performance udnytter også stemmen. Han synger simpelthen, crooner, kan man vel kalde det, ”Blue Moon, you saw me standing alone… ”, den ene svæmeriske evergreen efter den anden fra en tid, hvor en mand var en mand, en bøsse et gevær og en kvinde en kvinde.

Raasted er klædt i kjole og bærer strømper og høje hæle. Han tager et par solbriller på og af igennem performancen, skjuler og afslører sig. Er et sted mellem maske og ansigt, måske? Det er rørende, elegant og ægte, som han kan querere alle kønnene og samtidig synge og performe alle menneskers forelskede længsler og iscenesættelser frem.

”Det kunne jeg godt lytte til meget mere af”, siger min veninde, en erfaren kurator, der er min følgesvend til festivalen.

Publikums fælleskab

Ragnhild May, en kunstner i samme lag som Raasted og rigtig godt på vej, spillede kort efter på en miniatureudgave af sit blokfløjteorgel, som man også har kunnet opleve på spillestedet Vega til Vega Arts. Det var igen en udsøgt fornøjelse at se og lytte til det på én gang skægge og alvorlige hybridværk mellem musikinstrument, komposition og performance. Hun får også ligesom alle de andre deltagende kunstnere flotte klapsalver, der næsten er en opera værdig, da hun afslutter.

Det virkede som om, der opstod et godt fælleskab mellem gæsterne i rummene på Den Frie, når de sammen vandrede fra det ene rum til andet for at opleve det næste værk. Den nærværende live-relation mellem kunstner og beskuere smitter måske til publikum, eller også er de bare indspiste og kender hinanden i forvejen. Stemningen er i hvert fald rar og inkluderende og på ingen måde grænseoverskridende, ligesom kunsten som sagt ikke var det, de første to dage jeg var på festivalen.

Vibe Overgaards performancelecture om akkumulation er måske endnu et godt eksempel på den orden, rationalitet og stringens, der var tale om på festivalen. Hun forklarede nøgternt begrebet akkumulation og trak tråde tilbage i økonomiens historie til det engelske klassesamfund i 1800-tallet. Samtidig stillede hun sorte objekter op, der lignede en mellemting mellem arkitekturmodeller, husfacader og dominobrikker. Til sidst stod en lille, sort by. Det politiske værk var også tilstede på Mellemting mellem ting.

Festivalen gav et flot og godt indtryk af performancekunstscenen i Danmark anno 2019. Der manglede selvfølgelig nogle kunstnere, vil jeg mene, som eksempelvis Nanna Lysholt Hansen, Yong Sun Gullach, Jessie Kleemann, Jeanette Ehlers og duoen J&K, men kurateringen var udført med et varsomt blik for både køns- og aldersmæssig spredning, og det klassiske blik på performancekunsten som ’skulptursituation’ var i hvert fald gennemført.

Måske mangler der stadig en bro mellem scenekunst- og billedkunst-performance i det danske kunstlandskab. Men det var godt at se, hvordan live-værkerne og genren nu virkelig ses som sin egen af institutionerne, så performancekunst ikke bare bliver en gimmick – for eksempel en ravende fuld tivoligardist med en sabel – til en fernisering.