Nybryderne kommer!

Kunsten kan alt og vil alt i dag, omfavne os og verdenen omkring os. Stille de spørgsmål vi ellers kan have uhyre svært ved at formulere i anden form.

I samtidskunsten får disse spørgsmål konstant nye og ofte sammensatte former. Og hvem er de mest interessante repræsentanter for disse nye former? Det er logisk nok de sidst tilkomne – akademisterne.

Plads til fornyelse
Den forventning bliver ikke gjort til skamme i år.

Ikke fordi årets 34 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København på radikal vis behandler nye spørgsmål, men fordi de tænker nyt og utraditionelt i formuleringen af dem.

Samtidig er returen til Charlottenborg overordentlig befriende og har givet kunstnerne tiltrængt bevægelsesfrihed. Årgang 2010 virker nemlig opsat på at fylde de store lokaler ud.

Ud på gulvet
At akademisterne tænker ud af boksen understreges helt fra starten af udstillingen.

Man træder uforvarende lige ind i Sarah Sillehoved-Allaguis værk på vej op ad trappen til udstillingen.

Pludselig står man midt i motivet.

En skov oversvømmet af aldrig husomdelte reklamer, flyder på lærredet og ud på gulvet, hvor man så jokker rundt i symbolet for forbrugssamfundets ‘brug, smid væk og køb nyt-kultur’.

“Hvorfor ned-graderes mennesket til en simpel forbruger, og hvorfor finder vi os i det?” spørger kunstneren samtidig.

Erkendelsens krop
Effektiv indledning, der heldigvis finder genklange i resten af udstillingen. For meget få af udstillingens værker bliver på væggen, soklen og skærmen for den sags skyld.

Vi bliver med andre ord aktører i mange af værkerne, der rækker ud over deres formelle grænser for at involvere os kropsligt og intellektuelt.

Den kobling viser sig at være helt fundamental og understreger, at erkendelsen ikke bare er knyttet til intellektet. Det viser Afgang 2010 i Kunsthal Charlottenborg flere stærke bud på.

Installationens sejrsgang
Det eneste værkformat, der kan bære disse sammensatte former, er installationen. Her synes de fleste af Afgang 2010s nyudsprungne kunstnere at søge hen – i dette svært definerbare format – for at opnå bevægelsesfrihed.

Julie Bitsch, Søren Assenholt, Michalla Bartholdy Clemmesen og Jette Hye Jin Mortensen er nogle af dem, der slipper særligt godt fra deres installatoriske greb.

Og sjovt nok handler deres afgangsprojekter om dem selv, eller snarere: Refleksioner over identitetens tvetydighed.

Det mentale dyb
Dét kunne hurtigt blive uudholdeligt introvert, men nej, de har formået at skabe en scene, hvor der er plads til beskueren, samtidig med at de investerer sig selv i ekstrem grad og rykker kraftigt i deres formsprog.

Hos Clemmesen træder vi ind på en mørk scene – som midt i et erindringsbillede, hvor spørgsmål om de tidligere, tilsyneladende voldelige, hændelser siver uforløst i baghovedet.

Imens tager Jin Mortensen os med på besøg i dén dobbelte identitet, som hun siden sin adoption fra Korea har levet med.

Via traditioner fra det antropologiske teater (herhjemme med frontfigur i Odin Teatrets grundlægger Eugenio Barba) og professionelle musik- og filmproducere skaber hun (og giver selv krop til) et billede af sig selv, som hun ikke selv har dikteret, men overført meditativt, åndeligt, intet mindre.

Det er endt i en smuk, symbolladet, psykedelisk og baspumpende musikvideo, hvor Jette Hye Jin Mortensen syntes i en konstant dans med meget mere end bare sig selv.

Mig, mig, mig – dig, dig, dig
Julie Bitsch og Søren Assenholt går på opdagelse i grænselandet for deres identitet som kunstnere:

Bitsch laver en totalinstallation af sit værksted i aftryk, efterladenskaber og materialer, der kombinere kunstens og kroppens materialer – fra bronze og gips til hår og fodvorter, og ja man får lyst til at røre ved det hele!

Assenholt finder derimod sine kunstneriske grænser i mødet med en afrikansk kunsttradition, der ikke hæver ideen over håndværket, tanken over kroppen.

“Hvad siger det så om mig, dig, os, dem, kunsten?” synes han at spørge forsigtigt. Og her er der ingen lette svar! Kun svære spørgsmål.

Kunstnerisk bredde
Men hvis man går og tror, at svære spørgsmål kun kan formuleres i omstændelige værker, så tager man fejl.

Se bare Morten Jacobsens ‘ravklump’ med indlejret håndtaske, Rasmus Høy Myginds Lazy Roof (dovent tag), Thomas Bo Østergaards aftryk og symbolske bevaring af et stykke truet bydel og Berit Bastens lystdrevne opgør med kvindekønnets dyder.

Det er nyt, ligetil og edder-skarpt…

Begge tilgange er velrepræsenterede og udtryk for dén kunstneriske bredde, søgen og evne årgang 2010 udstråler.