Unge kunstnerstemmer: Kim Richard Adler Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl er den første kunstner i vores nye Q&A-serie, Unge kunstnerstemmer, hvor vi spørger en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. “Kunsten skal være et troldspejl, der fortæller os noget, som vi ikke anede før”, siger han.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Min praksis er en gammel sort kakkelovn, hvori jeg kaster musicals, gyserfilm, musikudgivelser og koncertoptrædener, og så smelter jeg det om til noget tredje. Eller her er en anden allegori: Jeg sidder krumbøjet over skrivebordet og syr genrer sammen, så de bliver til mærkelige siamesiske dyr.

Hvor finder du inspiration?

Det føles mere omvendt: Inspirationen kommer hele tiden til mig. Om jeg står og kigger på noget ødelagt legetøj, handler i Rema 1000, eller mens jeg leger med min hund, så kommer ideerne flyvende til et nyt projekt. På en måde er det ret irriterende, den måde inspiration kommer snigende bagfra og bider én i nakken, for det betyder, at jeg aldrig holder fri. Samtidig bliver det også lidt sværere at skelne mellem de semigode og de rigtig gode ideer, når så mange står i kø og beder om at blive lavet af mig.

Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Når jeg først har besluttet mig for at udføre en ide, så er det blevet en tradition for mig at lægge ud med en lang, slidsom process om at søge penge, fordi jeg kan åbenbart ikke finde ud af lave billige ting, selv om det tit ender med at ligne sådan.

Det betyder, at inden noget som helst reelt laves, så skriver jeg et smukt pitch til pengestederne, sammen med 100% afklarende redegørelser om værket, hvilket føles forfærdeligt, når det jo stadig blot er ren fantasi (og nogle gange dræber jeg værket, fordi jeg lige så tidligt skal ‘forstå det hele’ fra A-Z.) Det kan nogle gange føles som at stå koldsvedende foran investorerne i DR-programmet Løvens Hule.

Men i det tilfælde pengene mirakuløst kommer min vej, så går selve produktionen af værket i gang, og det er trods blod, sved og tårer i høj grad nemmere end at være i ovenstående limbo.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber på en emotionel og kropslig respons, hvor beskueren eller lytteren mærker min kunst med følelserne, helt ned i maven, uden nødvendigvis at behøve en intellektuel tilgang til oplevelsen. Gåsehud fremfor konceptuelt.

Jeg håber, folk mærker, hvordan jeg prioriterer en høj underholdningsværdi i i mit arbejde, enten fordi man bliver helt vildt skræmt eller får en god grineren på.

Det betyder meget for mig, at mødet med mit arbejde ender med følelsesmæssig tumult og larm, hvor man står tilbage med sved på panden. Om det er angstens eller dansens sved varierer så fra projekt til projekt.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner?

Forfærdeligt! Akademiets slotsport er smækket i med et brag, og fra den ene dag til den anden skal jeg pludselig overbevise Jobcenter-Jasmin om, at det ikke er en god ide, at jeg søger job som pædagogmedhjælper i Vojens.

Man går fra at føle sig som en lille Mozart-wunderkind i sit første år på akademiet (“omg, jeg er udvalgt”) til at ligge i fosterstilling under bruseren efter dimissionen, fordi man efterhånden konfronteres med de svære arbejdsvilkår som kunstner.

Jeg faldt forleden over verdens mest præcise meme, der beskriver situationen: “1st year art student” illustreret med billedet af Uma Thurman fra Pulp Fiction – skarpskåren page og kækt smil på læben. Og så “graduate student”: Uma, der nu ligner en blodfattig zombie efter at være vækket til live fra en overdosis.

Hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg gemmer mig nok stadigvæk for meget derhjemme, til at jeg kan sige noget med sikkerhed omkring kunstmiljøet. Mit indtryk er, at mange fra kunstmiljøet går med dyre sneaks.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg kan ikke lade være med at føle, at sådan et spørgsmål implicerer en eller anden form for nytteværdi eller holdning til kunsten om, at den skal gøre noget, som er bestemt fra starten. Et samfund, der ikke prioriterer at styrke og vedligeholde et rigt og varieret kunstland, bliver åndeligt udtappet, så kunsten skal selvfølgelig spille en rolle, hvis det ‘at spille en rolle’ betyder, at et samfund ikke løbende laver nedskæringer i kunstens verden, eller fx. ser det nyttige i, at dets kunstnere kunne blive fri for at have to jobs ved siden af sit kunstneriske virke for overhovedet at kunne lave kunst.

Jeg tror, et samfund får “mest ud af kunsten” ved at lade den være en fri hest, ingen regler. Kunsten skal være det her troldspejl, der fortæller os noget, som vi ikke anede før, fremfor at være en eller anden dims vi putter frem for at sige noget, vi allerede mente i forvejen.

Se flere billeder her.

Læs Torben Sangilds anmeldelse af Afgang 2019 her.