Unge Kunstnerstemmer: Louis André Jørgensen

Min praksis spænder bredt – fra arbejdet med tekst, tegning og fotografi til performance og skulptur. Mine forskellige processer er tæt involverede i hinanden. Der er et slags kredsløb, hvor elementer går igen, omformuleres, transformeres og forskydes – måske indgår en skulptur som rekvisit i en performance, et citat fra en kunstnerbog bliver til en inskription på en tegning eller et fotografi dukker op som et minde i et digt. Det er som om, værkerne citerer hinanden eller fører en samtale, hvor elementer går igen og forvandles. 

Spørgsmål om natur- og kulturhistorie går gennem min praksis som en hovedåre. Ud fra denne åre springer andre spørgsmål om fx folklore, sorg eller queer identitet, som jeg undersøger gennem en historisk, etnobiologisk eller personlig linse. Jeg trækker fx på viden om gamle medicinplanter eller sagn om hekse og trolde, der repræsenterer individer, som bryder med normer for køn, krop og religion. De seneste år har jeg arbejdet med sten som vigtige, men oversete og truede elementer i naturen: Mange kæmpesten, som er habitater for insekter og lav, og hvortil der er knytte gamle sagn, fjernes så jorden kan dyrkes. På den måde mister vi både biodiversitet og vigtige ankre for flygtigt sprog og kultur, og kommer således ind på en særlig form for sorg: sorgen over det tab af dybde, mening og mangfoldighed vi lider, når arter forsvinder, naturen strømlignes og lokale sagn og fortællinger glemmes.

Langsomhed og fordybelse er centrale metoder i min arbejdsproces. Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke egner mig til hastværk. Jeg skal have tid til at undersøge, læse, tvivle, skrive, forhandle, fotografere, genbesøge, redigere, afprøve, forkaste og skitsere – og først når jeg er tilpas langt inde i denne cyklus, går jeg i gang med at producere. 

For mig er fordybelsen nødvendig for at gøre opdagelser og skabe ny erkendelse – men også for at opnå intimitet og forbindelse med verden. Mine værker repræsenterer, for mig, ikke i sig selv erkendelser, men de er udtryk for et dedikeret arbejde hen mod den intimitet og forbundethed, som netop kan kultiveres i en ægte nysgerrig praksis.

Jeg håber, at mine værker kan vække nysgerrighed og undren, at de giver anledning til spørgsmål, som kan blive begyndelsen på nye samtaler. Jeg oplever ofte, at dette sker, når jeg bruger sprog i mine værker, på den ene eller den anden måde, som fx inskriptioner eller i performances. Hvis jeg lægger ud med at ”sige” noget, har jeg på en måde budt op til dans, og så kommer folk tit og vil snakke efter en performance eller til en udstilling: Fortæl lidt om den sten, hvor kommer det billede fra eller hvorfor netop dette ordvalg. Nogle gange deler de en historie, en association, en tanke og det er ofte fra sådanne samtaler, man kan lære noget nyt eller få en ledetråd, som starter noget stort. Og mit ønske er selvfølgelig, at det også kan ske, når værkerne er ude på egen hånd. At folk undres, at de spørger hinanden. At de kommer i snak om det mærkelige de har lagt mærke til, om sorg eller særlinge eller levende sten. 

Jeg tænker, at det giver mening at tale om flere kunstmiljøer, som opererer efter forskellige regler og normer, og hvor det kræver ret forskellige evner at etablere sig. På den kommercielle galleriscene og i museumsverdenen gælder almindelige arbejdsmarkedsvilkår –bortset fra selvfølgelig for kunstnerne. Men der er trods alt mulighed for indtjening, hvilket straks er værre på den ikke-kommercielle kunstnerdrevne scene, hvor frivillighed er drivkraften. Som kunstner er det en kunst i sig selv at lære, hvordan man balancerer ulønnede aktiviteter, som giver håb om ”exposure” med mere eller mindre fagrelevante bijobs, og produktionen af den næste udstilling, som man selv skal passe, fundraise og lave PR til. Og har man fx børn eller et handicap eller måske begge dele, er man brun eller queer eller måske begge dele, ja så bliver puslespillet kun endnu mere komplekst. Derfor er det afgørende at vi bygger både professionelle og intime fællesskaber, hvor vi kan få øje på, hjælpe og støtte hinanden. Netop denne kombination af det professionelle og det intime kommer vi ikke udenom nogen steder i samfundet, men den er tydelig her i kunstverdenen på en særlig måde, med vores frivillige arbejde, passionsprojekter og underskudsforretninger.

Jeg glæder mig til at se Tina Enghoff og Kent Klichs udstilling In the Past We Made History på Fotografisk Center. Jeg elsker den titel, og glæder mig til at dykke ned i, hvordan udstillingen arbejder med arkivet som format og undersøger flygtningekrisen i 2015 gennem vidnesbyrd og perspektiver, som ofte er fraværende i den officielle historieskrivning.