Romantikken som modgift

Romantik er et både farligt og uhåndterligt begreb. Kunstnere vægrer sig mod at bruge det, fordi romantikken i hele det 20. århundrede signalerede noget selvhøjtideligt, patetisk og reaktionært. Samtidig er romantikken et uhåndterligt begreb, fordi ‘det romantiske’ i romantiske billeder ofte bliver beskrevet som en stemning eller følelse snarere end en kunsthistorisk stil.

Det er også svært at bruge mærkatet som en fællesbetegnelse for de 17 inviterede kunstnere på Sådan Set – Romantik i dansk nutidskunst, der nu er kommet til Kunstbygningen i Vrå. Ikke desto mindre dækker betegnelsen over en række symptomer i dele af nutidskunsten, som også har forbindelse til en bredere natur- og autenticitetslængsel i kulturen.

Symptomer
Romantikken begyndte i slutningen af 1700-tallet, hvor fortrinsvis nordeuropæiske malere forsøgte at skildre menneskets møde med den storslåede natur. Malerierne var naturalistiske, men det var først og fremmest følelsesmæssige tilstande, som skulle skildres; det vil sige ‘det sublime’ forstået som den overvældende følelse af, at det enkelte individ kun var en lille brik i det store hele.

Rygvendte figurer, tusmørke og træer er nogle af motiverne i den romantiske strømning. Hvis det er svært at beskrive romantikken som en kunstnerisk stil, er det nemmere at beskrive den som en modreaktion; først mod oplysningstidens idé om en ren og kølig fornuft, og senere, altså i dag, som en modreaktion mod en moderne kunst, der kan virke følelseskold og kalkuleret. I den forstand er rendyrket romantik alt det, som popkunst, Young British Artists med flere ikke er, nemlig ikke-ironisk og u-intelligent.

Regnbuer og store vidder
I de seneste år er romantikken blevet stærkere. Det er svært ikke at beskrive for eksempel Olafur Eliassons regnbue med romantiske termer, ligesom den stort anlagte foto-udstilling Steder – Danmark under forvandling havde en stærk romantisk tone i flere af fotografierne, inklusiv store vidder, mennesketomme landskaber og voldsom natur. Flere af fotograferne fra Steder er da også med på Sådan set.

Læs reportage om udstillingen Steder – Danmark under forvandling

Der er en række motiver og virkemidler, som man kan krydse af, efterhånden som man bevæger sig igennem en romantisk udstilling: mennesketomme landskaber, muligvis et par ensomme vandrere i pagt med naturen, solnedgange, skumring eller en anden form for overgang, voldsomme naturkræfter eller en stilfærdig, men storladen ro; under alle omstændigheder en natur, der er større end det enkelte menneske. Disse motiver skaber en melankolsk eller fortættet, stilfærdig stemning i de bedste romantiske billeder.

Der er uden tvivl en romantisk tone i værkerne på Sådan set. Der er rygvendte figurer hos Rasmus Bjørn, som betragter et landskab med birketræer eller grantræer, og der er et af Allan Ottes skabelon-landskaber, hvor vindmøllerne knejser i horisonten.

Men romantikken er blevet forurenet: Bjørns figurer står uden for naturen, endda en smule uden for rammen; de er ikke en del af naturskildringen, sådan som f.eks. Caspar David Friedrichs Mand og kvinde, der betragter månen (1830-35) var det. Allan Ottes landskaber er mennesketomme, men mennesket er alligevel til stede som en dominerende kraft, der har kultiveret og industrialiseret landskabet.

Der er altså aldrig tale om en rendyrket romantik, hvor mennesket er underlagt store naturkræfter. Hvis man kan tale om romantik, er det i hvert fald en romantik i modstrid med sig selv. Det bliver der nødvendigvis ikke dårligere kunst ud af, tværtimod ville det være mærkeligt, hvis kunstnerne genoptog romantikken som om intet var hændt.

At romantikken har mistet sin uskyld, gør måske nyromantikerne mindre romantiske. Men det er også et af flere symptomer for en post-ironisk tid, hvor ærlighed, intensitet og autenticitet får ny værdi.

Autenticitetslængsel
Der er en enorm autenticitetslængsel i kulturen, som kommer til udtryk i hvert et hjørne af kulturlandskabet, både inden for musikkulturen, hvor der bliver sat lighedstegn mellem ‘autenticitet’ og ‘analog’, inden for billedkulturen, hvor sepiafarver og polaroid-agtige billeder forsøger at stofliggøre vores digitale fotografier, og inden for filmbranchen, hvor længslen mod fortiden og naturen er særlig stor; “Skoven er filmbranchens nye sort” skrev Dagbladet Information som overskrift til dette års Berlinale. Der er sepiafarver, træsorter og natur over det hele, især i velstillede, skandinaviske hjem med både computer, iphone, -pad og -pod.

Denne natur- eller autenticitetslængsel har selvfølgelig også en forbindelse til kunsten. ”Alle disse træ-billeder!”, som en gallerist sagde til mig, da vi snakkede om, hvordan samtidskunsten var ved at gå til i træer, ukrudt, planter og andre vildtvoksende ting.

Uren romantik
Men det er også en vigtig pointe, at denne autenticitetslængsel sjældent er rendyrket. Der er altid tale om blandingsformer og både-og: Vinylentusiaster har også musikken på sin computer eller telefon, og de sepiafarvede fotos bliver ikke længere hængt op på køleskabet, men spredt på sociale medier.

Det gælder også nyromantikerne på Sådan set-udstillingen. De forholder sig til romantikken, ganske vist på forskellige måder og med forskelligt udbytte; nogle lægger sig i forlængelse af romantikken, men gør det i et nyt billedsprog, og andre forsøger at bruge romantikkens motiver til at sige noget nyt.

Begge motiver forsøger at male en stemning frem, som kan afspejle en sindstilstand. I den forstand er nyromantikerne stadig romantiske, selvom magtforholdet er byttet om, således at kulturen har overtaget naturen.