Sejerø Festival – en gård og et kunstværk
På den allerede udsolgte kunst- og musikfestival, Sejerø Festival, er kunsten med til at give en særlig oplevelse af gården og stedet hvor festivalen holdes.
På den allerede udsolgte kunst- og musikfestival, Sejerø Festival, er kunsten med til at give en særlig oplevelse af gården og stedet hvor festivalen holdes.
Jeg er taget til Sejerø, nærmere bestemt gården Marebjerg. Gården huser, for tredje gang i år, Sejerø Festival.
Her møder jeg Kasper Lynge Jensen, han er en af initiativtagerne til festivalen og ansvarlig for festivalens omfattende billedkunstneriske program.
Et helårs-kunstprojekt
Omdrejningspunktet for festivalen er gården Marebjerg og dens nærliggende omgivelser. Marebjerg ejes af Mogens Kihl-Plambek, som også ejer den lokale campingplads, han har givet Sejerø Festival lov til at bruge gården de næste ti år.
“Det betyder, at vi kan have nogle helt andre visioner for stedet,” fortæller Kasper Lynge Jensen. Blandt andet betyder det, at gården for fremtiden, ikke kun kommer til at fungerer som omdrejningspunkt for den årlige Sejerø Festival, men også som et helårligt arbejdssted for, i første omgang kunstnere, og på sigt, hvis økonomien bliver til det, også for musikere.
Kunst til får og arbejdende kunstnere
Et mere langsigtet perspektiv, der også tænkes udover festivalrammerne afspejles også i årets kunstprogram.
Således nævner Kasper Lynge Jensen kunstneren PIND, som kommer til at lave et socialt køkken.
“Køkkenet skal kunne bruges af de kunstnere der hele året kommer til arbejde og opholde sig på gården. Måske markeres køkkenet med en officiel indvielse under festivalen? – Det vides endnu ikke.”
Ligeledes er billedkunstneren Jakob Bue og arkitekten Christian Utzon inviteret til at udforme et læskur til en lokal landmands fåreflok, som for fremtiden vil komme til at gå i området ved og omkring gården.
Anders Andersens smukt anlagte køkkenhave bør også nævnes i denne sammenhæng. Den er ikke tænkt som et værk, men skal forsyne de arbejdende kunstnere med mad.
Kunstværker med lokal dialog
Mens jeg er på besøg på gården, går kunstneren Peter Olsen og arbejder på sit kunstneriske bidrag til festivalen. Han fortæller at han har taget udgangspunkt i gårdens lade, hvor hovedparten af festivalens koncerter afholdes, i materialerne og konstruktionerne der holder taget.
Jeg er interesseret i at høre, om han tænker festivalformatet ind i skabelsesprocessen? Hvortil han svarer:
“For mig handler det ikke om at skabe et værk til en festival, tværtimod handler det om at skabe et værk der kan fungere i de her rammer i hverdagen.”
En Sejerø lyd
Det er gården, der er omdrejningspunkt for hele festivalen.
Ligesom gården er udgangspunkt for Peter Olsens værk, er den også udgangspunktet, når Kasper Lynge Jensen inviterer kunstnere.
“Kunstnerne skal kunne bidrage med noget til gården og til stedet.”
Og han understreger, at “festivalen startede fordi Thomas Buhl-Wiggers og jeg så potentialer og muligheder i gården. Det virker derfor også naturligt, at den bliver et fortsat omdrejningspunkt for planlægning af festivalen.”
Thomas Buhl-Wiggers er, ligesom Kasper Lynge Jensen, initiativtager til festivalen og ansvarlig for den musiske del af festivalen. Han fortæller at gården også er udgangspunktet, når han inviterer musikere.
“Der findes en særlig ‘Sejerø-lyd’. Det er vigtigt, at musikken bidrager til den rummelige oplevelse af stedet.”
En stedsspecifik festival
Festivalen er i høj grad stedspecifik, idet både kunsten og musikken tænkes i forhold til gården, men også fordi gården og festivalen integreres i dagligdagen på Sejerø. Det er fårefolden et eksempel på. Indtil nu har der været kornmark, der hvor der nu kommer til at gå får. Kasper Lynge Jensen forklarer:
“Jeg har aftalt med den lokale landmand, at han, i stedet for at sætte hegn langs den gamle kornmark, sætter hegn nede langs vejen, så fårene også kommer til at gå der hvor gården ligger.”
Festivalen kommer således til at ligge lige midt i en landmands fårefold, og Jakob Bue og Christian Utzons bidrag til årets festival kommer til, både at fungere som skulpturelt værk, men også som en praktisk løsning i forhold til den funktion området også har; at være hjemsted for fårene.
Kunsten bidrager til en særlig oplevelse
Denne særlige tilknytning og forankring til gården Marebjerg og dens omgivelser, gør Sejerø Festival til en unik festival.
Her har kunsten ikke til formål at aktivere og inddrage, som den typisk har i festivalsammenhænge. På Sejerø Festival er kunsten og musikken begge vigtige spillere i forhold til at give en særlig oplevelse af stedet.
Kasper Lynge Jensen fortæller, hvad han mener kunsten kan på Sejerø Festival:
“Jeg tror en stor del af de folk der kommer herover, kommer her med en forestilling om at de skal feste og hører en masse musik. Men de kommer hjem igen, med en særlig følelse eller stemning, som måske er lidt udefinerbar.”
Han fortæller videre: “Jeg tror, hvis man skal være lidt højtravende, at kunsten kan noget der ikke er muligt at italesætte. Den er vigtig!”
Fakta
Festival
Sejerø Festival 2013
2 aug 2013 3 aug 2013
m.fl., Pind, Peter Olsen, Toke Odin, Sara Willemoes, Morten Modin, Michael Mørkholt, Marie Plum, Marianne Jørgensen, Kristian Sæderup, Jacob Remin, Jakob Bue, Heine Thorhauge Mathiasen, Christian Utzon, Benedikte Sander Laursen, Astrid Myntekær
Sejerø Festival Se kort og tider
Fakta
Læs mere om festivalen her