“Som at sætte ord sammen i et digt”

Miguel Vega Olivares og Veo Friis Jespersen kalder deres aktuelle udstilling Encuentros fortuitos vs. Tilfældige møder på Kunstpakhuset i Ikast for en ”dialogudstilling”. Selvom deres kunstpraksisser og kunstværker er væsensforskellige, arbejder de dog begge indenfor det udvidede skulpturbegreb og deler en optagethed af processuelle arbejdsmåder.
Kunstpakhusets kunstneriske leder Bente Jensen har spurgt kunstnerne om udstillingens dialogiske aspekt og om deres respektive kunstpraksisser.

Som titlen Encuentros fortuitos vs. Tilfældige møder antyder, er dialog og møder de overordnede tematikker i både udstilling og i værker. Betegnelsen ”tilfældige møder” peger på flere ting:

”Udstillingen er et essay, hvor vi – ud over at vise et udvalg af vores værker – også giver et udtryk for den dialog og den rejse, vi påbegyndte for mere end 30 år siden. Optagetheden af tilfældige møder handler i høj grad også om de tilfælde, der tilflyder os hver især i processerne med at skabe nye værker og de overraskende nye erkendelser, der kommer heraf”, forklarer Jespersen.

Undersøgelser, leg og improvisationer

Jespersen og Olivares tilgange og arbejdsmåder til deres respektive værker er forskellige. Hos Jespersen er arbejdsprocessen delvist bestemt af hende selv og delvist af det udefrakommende. Men der er altid en stor grad af undersøgelse, intuition og erfaring involveret, understreger hun.

”For mig betyder den processuelle måde at arbejde på, at jeg ikke ved, hvad jeg ender op med. Jeg inviterer tilfældet og det ukontrollerbare indenfor i en undersøgelse, hvor jeg er optaget af, hvad væren er, hvad der er midlertidigt, og hvad der er bevægeligt. For eksempel begyndte værket Uden titel (2014) med, at jeg fandt metalkonstruktionen på gaden. Jeg syntes dens proportioner og karakter var spændende og startede så en legende, undersøgende proces med at sammensætte den med andre elementer. Det er som at sætte ord sammen i et digt. Andre gange, som i mine arbejder i voks, gips, bronze etc., er det en intens, kropslig og lidt anden form for processuel arbejdsmåde, jeg benytter mig af”, fortæller hun.

Olivares beskriver sin arbejdsmåde som improviserende med henblik på at finde en struktur og et særligt værksprog til det enkelte værk:

”Om arbejdsmåden, kan jeg sige, at udgangspunktet altid er improvisationen med farver, former, strukturer eller symboler. I mine værker indgår der objekter og materialer, der er løsrevet fra deres oprindelige funktion.
Konkret indsamler jeg store mængder af affald, brugte ting og materialer, der skilles, omformes, kombineres og sammensættes til nye og overrumplende objekter og installationer i en bevidst brug af private og kollektive elementer på forskellige niveauer.
Det vigtigste er ikke “at søge”, men “at finde” nye forbindelser eller relationer, som undervejs i processen danner det interne sprog, der giver værket konsistens.”

Det udvidede skulpturbegreb – en genlæsning af Arte Povera

”Det udvidede skulpturbegreb har eksisteret siden tresserne”, fortæller Jespersen videre. “Her blev skulpturen en del af rummet, virkeligheden og verden på en direkte og ligeværdig måde, sammen med andre fysiske objekter og med den menneskelige krop”.

“Afstanden mellem skulpturens repræsentative elementer og de konkrete fysiske elementer blev kortere og det kropslige 1:1 møde blev afgørende for kunstoplevelsen. Siden da har skulpturen udviklet sig til mange nye hybridformer mellem fx foto, arkitektur, maleri og skulptur. Det udvidede skulpturbegreb giver interessante muligheder for, at repræsentation og virkelighed kan smelte sammen”.

Alt fra Arte Povera, minimalisme, postminimalisme, kontekstuel og koncept kunst har haft indflydelse på den måde, hun arbejder på.

”Den udtryksfuldhed og styrke, der ligger i på ukonventionelle måder at sammenstille eller montere objekter og materialer, som ses i Arte Povera bevægelsen, sætter umiddelbart gang i poetiske refleksioner. I mine værker er det nok så meget måden objekter og materialer sameksisterer på, der er væsentligt for mig at undersøge. Mere end de enkle objekter eller materialers historie.”

Ideer fra Arte Povera afspejles også i Miguel Olivares kunstpraksis. Han nyfortolker begrebet via konceptet om ”RE” og forklarer:

”I REconstrucciones på Skulpturi.dk i 2011 tog jeg udgangspunkt i et koncept om ”RE”. ”RE” refererer her til; recycling, reproduktion, remix, repetition, readymade, recopilacion og rekonstruktion.
Med konstruktionen af et koncept; REpovera ønskede jeg bl.a. at genlæse Arte Povera og nyfortolke det. I disse nye værker blev vores forhold til brug-og-smid-væk kulturen sat på dagsordenen og givet et politisk og socialt perspektiv. At rematerialisere skrald til kunst.”

Farver og materialer

Jespersen og Olivares arbejder med en forskellig optagethed af farve eller ikke-farve i deres værker. Spørgsmålet er hvilken betydning de tillægger farve i en skulpturel kontekst.

”Jeg er mest optaget af materialernes egenskaber samt af deres energimæssige udstråling. Min krop møder deres krop, og jeg er ret optaget af, at vi begge er en del af virkelighedens samlede atomer, der ustandseligt interagerer med hinanden. At alt forandre sig ustandseligt, er et omdrejningspunkt for mig”, fortæller Jespersen.

For Olivares har farven snarere en kulturel identitetsreference i værket end en æstetisk betydning eller værdi. Han henviser blandt andet til det farverige værk T.A.S.  og væginstallationen; 3D Maleri. Her går værkernes stærke og intense farver i dialog og er undertiden i konflikt med den nordiske palet.

Den fælles fascination af det processuelle er tydelig. Deres værkers forskellighed er tilsvarende tydelig; – dog signalerer de en vilje til dialog på tværs af kunstnerisk temperament, materialevalg og inspirationer, hvilket gør udstillingen til en reflekteret og foranderlig oplevelse.

Klik på billederne for at se galleri med flere fotos fra udstillingen.