Speeddating med Duchamp

Kunsten har aldrig været jomfruelig, mener ugens klummeskribent. Han tager os med på en tour de force gennem den kontekstuelle kunsts historie frem til nutidens Instagram-æstetik, de københavnske messer og Kunsthal Charlottenborgs generelle forsøg på at få liv i kludene. Følg med og få en nøgle til kunstens kyskhedsbælte.

Hvad enten, der har været tale om afbildninger i en magisk jagt på urokser, Gud eller blød magt, har kunstens højt skattede jomfruelighed aldrig rigtig været til stede. Og i hvert fald siden Duchamp er det konstitutionelle fravær af værkets ophøjethed blevet eksplicit, idet hans readymades og omgangen med samme beviste, at ikke alting ER kunst, men at det KAN være det.

I tilfældet Fontæne (1917) indblæste Duchamp liv i den nok så bekendte pissekumme ved at give den en titel og flytte objektets orientering fra lodret til vandret, hvilket betød, at indsigten nu sprang direkte fra kilden og op i ansigtet på den kontemplative beskuer. Det kan man da kalde at tage pis på folk.

I tillæg fik Duchamp lavet ‘sokkelproblemet’, som først minimalismen fik formuleret en mulig løsning på ved ganske tydeligt at flytte fokus fra det singulære objekt og over på forholdet mellem skulptur og rum og dermed publikums bevægelse.

I en vis forstand var Duchamp dog allerede forbi det punkt, da han indsendte ‘fontænen’ til en udstilling hos Society of Independent Artists. Som forventet blev han afvist og fik dermed sået alvorlig tvivl om avantgardekunstens egen forestilling om at være i opposition til det bestående. Og ved at underskrive porcelænskummen med et pseudonym foregreb han både ”forfatterens død” og kontekstkunsten. R. Mutt udtales nemlig ganske som det tyske ord for “armod”, og hvis der var noget 1. verdenskrig resulterede i, så var det fattigdom – materiel såvel som åndelig. Den verserende fremskridtstanke fik et ordentligt skud for boven, og metafysikken blev aldrig rigtig den samme igen, heller ikke hvad angår kunstværket.

Alle er Instagram-‘kunstnere’
Siden kunne Joseph Beuys angribe værkkategorien på den modsatte flanke ved at gøre, eller i det mindste forsøge at gøre, alle mennesker til kunstnere. Og selv om den ambition for alvor tog fart med 1990’ernes relationelle æstetik, var det alligevel først Instagram, der formåede at indfri de vildeste forventninger – om end det revolutionære potentiale nok trak i en anden retning end Rirkrit Tiravanija og andre havde håbet: ”Sådan er kapitalismen…”

Faktum er imidlertid, at det antal arbejdstimer såkaldt helt almindelige mennesker bruger på at udtrykke sig kreativt med diverse filtre, stickers og semiautomatiserede collageværktøjer til iPhone og Android langt overgår den larmende stilhed John Cage, Allan Kaprow, situationister og andre socialplastiske typer kunne have forestillet sig.

I det hele taget har brugen af sociale medier om ikke revolutioneret så i hvert fald flyttet substantielle markedsandele indenfor kunstindustrien. Der sælges nu oplevelser som aldrig før, og hvis kunstnerne engang rynkede på næsen af ”the curatorial turn”, er vi nu langt inde i samlernes vennekreds, hvor kunstmessens blanding af event og ‘noget for noget’ nærmest er blevet kunstscenens modus operandi.

Sjovere at være dansker
Det er, mener jeg, ikke nødvendigvis nogen forfaldshistorie, for det er så sandelig blevet sjovere at være dansker, siden Susanne Ottesen og co. viste, at de havde nosserne til at blive skilt fra Art Copenhagen, så flirten med en seriøs dansk kunstmesse endelig kunne blive fuldbyrdet. Tak for det. Og efter at have været ”på druk” i nogle år, har den tidligere ægtefælle selv fundet sig godt tilrette i form af Code Art Fair.

Sjovt nok er netop den klassiske opfattelse af værk og kunstner (inklusiv aura) imidlertid fortsat den drivende kraft indenfor messeformatet. For nok iscenesættes det hele med alverdens talks, performances og kuraterede udstillinger, men som regel præsenteres selve objekterne stadig løsrevet fra den udstillingssammenhæng, hvori de har indgået, eller også er de simpelthen produceret til lejligheden. Som oftest er man nødt til at henvende sig ‘i skranken’ for at få kunstnernavnet eller i hvert fald værkets titel, materialer og årstal at vide. Eneste kontekst er altså selve messen, og den som regel pænt unuancerede salgstale, galleristen står klar med i kulissen.

Byggemodning
Zoomer vi lidt ud har jeg en formodning om, at Code Art Fair nok også er et kreativt forsøg på at byggemodne grunde omkring Bella Center og i det hele taget byudvikle Ørestaden i en mere livlig retning. Måske er det, hvad logoets spejlvending af navnet i virkeligheden betyder? Ikke et ondt ord om det, for det er ligesom København endnu ikke rigtig har taget bydelen til sig.

Noget lignende gælder i en vis forstand tilløbsstykket CHART. At en gennemført kommerciel begivenhed afholdes indenfor rammerne af en statsstøttet og historisk set yderst betydningsfuld offentlig institution som Charlottenborg er i grunden temmelig vildt. Selvom det nu er lykkeligt glemt, vakte det faktisk også en del furore på den danske kunstscene, da det første gang blev annonceret. Men selvfølgelig har det vist sig at være lidt af et scoop – for begge parter – og jeg kan virkelig godt forstå, alle har været interesseret i at forlænge den oprindelige kontrakt: Don’t try to fix, what is not broken.

Liv i kludene
Billedkunstner Søren Martinsen har tidligere været ude at kritisere Kunsthal Charlottenborgs letkøbte brug af deres facade. Læs klumme her.
Guderne skal vide, at jeg brød mig meget lidt om Ibrahim Mahamas værk på Arsenale i Venedig (jeg synes derimod, det fungerede helt optimalt på documenta i Kassel), men at svøbe en samspilsramt kunsthal i gamle klude, synes jeg vidner om seriøs selvironi à la dengang Den Frie Udstillingsbygning af Jens Haaning blev omdannet til ALD Carmarket.

Personligt er jeg heller ikke stor fan af Ai Weiwei, men jeg synes, det er et glimrende greb med redningsvestene proppet ind i bygningens vinduesrammer som sild i en tønde, netop fordi placeringen overfor Nyhavns ”open faced sandwiches”, øl og iskager er uhyrlig præcis. Det er nok den havn i verden, nogen flygtningestrøm sidst vil anløbe. Nok er Ai Weiwei kynisk som bare fanden, men det er resten af verden altså også. Og noget nyt skulle der jo altså ske med Charlottenborg for at få liv i kludene – so to speak.

Please dont leave us alone..
Siden kunstnersammenslutningerne med god grund blev vist døren, har det sådan set ikke været kvaliteten, det har knebet med. Først Mark Slaten og siden Jacob Fabricius gav os ret præcist den kunsthal af internationalt format, som de havde lovet. Problemet var imidlertid at få “the Danes” (det første facadeværk var SUPERFLEX’ Foreigners please dont leave us alone with the Danes) til at træde gennem den ærefrygtindgydende port og ind i kunstens hellige haller.

Men meget kan man sige – vejen til folks pengepung går gennem deres selfies. Og har man først fået et par hundrede likes poserende foran en vognladning kuldsejlede redningsveste eller været til koncert/fest/performance/event i Charlottenborgs forgård, der som led i CHART SOCIAL omdannedes til byens absolut hippeste natklub – så er vejen ind til den næste rigtige udstilling måske banet.

Det er et stort “måske”, det medgiver jeg, men bottom line er, at Kunsthal Charlottenborg prøver at gøre, hvad der skal til, når nu ingen andre vil. Det synes jeg sådan set, man kan lære en del af.