Spot: Louise Hindsgavl om sin udstilling ‘De udvalgte’

Louise Hindsgavls omfattende installation på Holmegaard Værk fabulerer over de sydsjællandske godsers kulturhistorie. I kunstnerens hænder forvandles det fine porcelæn, det skrøbelige stentøj og det transparente glas til potente – og langt fra renskurede – fortællinger, der rækker lukt ind i vores egen tid.

Jeg kan forstå at afsættet for udstillingen er dialoger med genstande  fra 6 omkringliggende slotte og herregårde. Kan du fortælle om, hvordan du har opbygget udstillingen?

Holmegaard initierede udstillingskonceptet ud fra den betragtning, at en kunstner kunne trække historier frem fra godsernes historie og derved levendegøre fortiden. Det synes jeg lød som en spændende opgave, men samtidig var det vigtigt for mig, at de fortællinger, jeg valgte at gribe fat i, også ville have relevans for samtiden og således kunne vække genklang i nutidens mennesker. Og hermed vise at mange mellemmenneskelige relationer er universelle og følelser er gældende, uanset hvornår de er følt.

De Udvalgte er bygget op omkring mine besøg på de seks godser, Nysø Gods, Broksø Gods, Gavnø Slot, Holmegaard Gods, Gisselfeld og Petersgaard Gods.

Sydsjælland bugner af godser, og de fleste omgærdes af et forståelsesmæssigt tågeslør (da de fleste mennesker ikke bor i tilsvarende rammer). Der er god grobund for mytedannelser og mytologiseringer.

Det var vigtigt for mig, at mine seks udgangspunkts-artefakter havde forskellig karakter, og det gik heldigvis relativt let op i en højere enhed, og de fortællinger, jeg synes var vigtige at få frem, kunne knyttes op på så forskellige artefakter som et skrivebord, et loft, en portræt, en hirchfänger, en kandelaber og en gipsskitse.

Fysisk er udstillingen opbygget på den vis, at alle værker refererer til et af godserne og er opstillet på runde, sorte, klokkeformede sokler. For at give publikum en dybere introduktion til mit arbejde, bliver der på udstillingen også vist en række værker fra mit bagkatalog. Denne gruppe værker vises alle på en lys, kantet træbaggrund.

Det er jo meget store værker/installationer. Jeg forestiller mig at det har været lidt af en kraftanstrengelse at lave denne udstilling?

Det har absolut været en stor mundfuld for mig at lave denne udstilling, men jeg er virkelig glad for at have haft så stort et lokale at folde mig ud i. Museumsudstillingerne rummer særlige muligheder som tiltaler mig meget. Her er muligheder for at tænke i netop installationer og tænke i at lade selve rummet være en medspiller. I mit hoved kan det sammenlignes med et (musik)album. Her er der også tænkt over, hvordan rækkefølgen er på musiknumrene – der opbygges en stemning, og der vil være en helhedsoplevelse. Modsætningen hertil er streaming, hvor hvert nummer er et punktnedslag.

Jeg har arbejdet med udstillingen i godt to år, og det er virkelig dejligt, endelig at kunne vise, hvad det er, der har fyldt så meget i mit liv.

Kan du give nogle eksempler på, hvordan du har arbejdet med dialogen med herregårdenes historie? 

Jeg har ikke haft et ønske om at fortælle én samlet historie i udstillingen. I store træk kan man sige, at jeg har arbejdet, som jeg typisk gør, med fortællinger, der beskriver temaer, jeg mener, det er vigtigt at pege på. I denne udstilling er flere værker skaleret op til installationsstørrelse, så de kan komme til at rumme flere sidefortællinger indenfor det tema, som den oprindelige artefakt har givet mig anledning til at gribe fat i.

Fælles for alle fortællingerne er, at de handler om forskellige aspekter af det at være menneske.

Nysø Gods rummede en fortælling, der gav mig muligheden for at arbejde med eksklusion, voksenmobberi og børns overlevelsesstrategier. Noget der ikke har været taget megen notits af i datiden.

Gisselfeld gav mig mulighed for at udforske uskyldstabet, når noget fjernt og eksotisk kommer tæt på og ikke længere kan tilbyde husly for romantiske fantasier om muligheder. Og hvor vi siden har vendt os hen, i kraft af menneskets behov for at knytte forhåbninger op til noget uudforsket.

Jeg fik mulighed for at arbejde med kvinders ringe hierarkiske placering, begrænsede muligheder, og den storm der ville ramme netop den kvinde, der trådte uden for den snævert afstukkede sti igennem fortællingerne, jeg fik på Petersgaard Gods. Det er stadig relevant i dag, hvor social kontrol stadig slår ned på mennesker, der træder udenfor stien.

Udgangspunkterne kan måske til tider måske virke lidt fjerne fra de værker, de har givet afsæt til, som eksempelvis i det store glasværk til Holmegaard Gods. Men der er en stor selvfølgelighed i det for mig. Hirchfängeren (et jagtvåben, red) gav mig anledning til at arbejde med menneskets placering i verden, og hvordan vi er ved at indse vores afhængighed af naturen og er nødt til at underordne os, som man også var nødt til det tidligere, hvor ens overlevelse afhang af jagtlykken.