Valdemars Slot på Tåsinge åbner anden sæson med et ambitiøst udstillingsprogram. Med nye stedsspecifikke værker, internationale kunstnere og hidtil utilgængelige rum undersøger sæsonen mødet mellem nutidens kunst og slottets koloniale historie og kongelige arv.
En hest i foyeren
Oppe på Valdemars Slot byder William Kentridge velkommen til hest foran et tableau af idéer og materialer, der tegner stedets historie: kort over markplaner, et Grønlandskort, regnskaber…
Installation view fra foyeren. William Kentridge: Studio Horse 3, 2026. Foto: David Stjernholm
Installation view fra loftet. William Kentridge: As If, 2026. Foto: David Stjernholm
Udstillingen har inviteret det Johannesburg-baserede samarbejde The Centre for the Less Good Idea, etableret af William Kentridge og Bronwyn Lace, til at udvikle en række performative installationer i løbet af et residency.
På slotsloftet viser de en serie kortfilm, The Long Minute, af 45 internationale kunstnere og fra Kentridges serie Self Portrait as a Coffeepot vises femte episode As If, hvor han i sit atelier sammen med sine dobbeltgængere udvikler velkomstværket i foyeren og dets rige filosofiske og humoristiske udforskninger af mennesket.
Kolonihistorien som kontaktzone
Den måde, Valdemars Slot 'Contemporary' møder det tværfaglige sydafrikanske ensemble, giver udstillingen en åbenhed og fortrolighed med sin egen kolonihistorie. Både de koloniale strukturer, som mennesker og landskaber her på Tåsinge og i Sydafrika er blevet udsat for, og de globale strukturer, der har genereret de rigdomme, som slotsarkitekturen vidner om.
Christian IV opførte stedet i 1639-1644. Han finansierede sine krige og byggerier gennem indtægter fra Øresundstolden, handelskompagnier og de kolonier, som han etablerede sammen med den danske adel og en ny merkantil klasse.
Niels Juels iscenesættelse
En samfundsstruktur, der blev endnu stærkere i den næste ejer, admiral Niels Juels (1629-1697) tid. På et stort maleri i foyeren præsenterer Juel sin krigslykke fra slaget i Køge Bugt med en gestus, og her på slottet vidner det symmetrisk anlagte miljø med avlsgården, spejldammen og tepavillonen om hans fremgang og æstetik.
Danmark og Sydafrika har ikke en direkte kolonial relation. Måske fordi der ikke er et blodsbånd mellem os, åbner udstillingen umiddelbart for sanselige erindringer og konfronterer på et metarefleksivt niveau de strukturer, der skabte stemningen på slottet, samt dem, der stadig gennemsyrer magtforholdene i de gamle koloniale relationer.
Bronwyn Lace: Feast or Famine, 2026. Foto: David Stjernholm
Sorgens koreografi
Det er stemmer fra en stærk sydafrikansk kultur, som er efterkommere af ofrene for den europæiske kolonimagtkultur, der hér får os til at lytte. Denne mangel på følelsesmæssig forbindelse – uden skyld og skam – giver os plads til refleksion over vores relation til historien.
I kornladen har ensemblets kunstneriske leder Bronwyn Lace installeret en video på gulvet, der inviterer til en vandring eller en dans gennem sydafrikanske ådselsbiller, der fortærer en slørugle, som lever og bygger rede på stedet —samtidig med, at et kor synger sørgesang i en polyfoni af europæiske og afrikanske kulturer.
Skyggeteater, The Centre for the Less Good Idea: Thulani Chauke, The Shadow of Space, 2025. Foto: David Stjernholm
I en anden lade har kompagniet lavet et teater med samspil af silhuetprojektioner, musik og skyggespil i baggrunden, hvor dansere sammen med de gæster, der har lyst til at tage dansen og kampen op, bevæger sig i silhuet over gulvet.
Træets hukommelse
I hovedbygningen er der et mellemspil med den italienske kunstner Giuseppe Penone, kurateret af Per Jonas Storsve. Han viser unge træstammer, skåret fri af deres gamle vækstringe, en bunke myrteblade, arkivmateriale i egetræsvitriner, tegninger af træer og print af træer.
Installation af Giuseppe Penone. Foto: Jan falk Borup
Minimalistisk og enkelt står træernes ornamentik installeret i Christian IVs gallerier, med riddersalens overdådige blomster- og bladornamenter på væggene i bløde, jordnære farver – nu, i sin tidslige afstand, enkelt og hvidt.
I Riddersalen resonerer Penones lange træstammers frisatte hjerteved med tre kongelige portrætter malet af Carl Gustaf Pilo (1711-93) og håndskårne trærammer, der har hængt på væggene i århundreder.
Installation af Pernille With Madsen. Foto: Jan falk Borup
En kolossal fod
I Ridehallen, hvor der i nyere tid har været kornsiloer, har Pernille With Madsen 'udgravet' en kæmpe fod i et let polymateriale. En klassisk skulptur à la Michelangelos David gange 4 stod engang her og skuede ud over hele Tåsinge.
Malerier af marmorering understøtter fortællingen om et marmorbrud på øen, som foden er hugget ud af – og fra en balkonscene stråler lyset ind fra et monokromt guldmaleri. With Madsens 'stream of images' inviterer med på en rejse mellem verdener.
Rumlige billeder, som alle andre værker i udstillingen, skaber en forskydning mellem historierne og nutiden. En collageform med materiale fra andre kunstscener, der både fremmedgør og inderliggør.
Et rum mellem tider
På Valdemars Slots sommerudstilling har det kuratoriske team skabt et meget subtilt rum mellem den historiske arkitektur og kunsten. Mellem barokmaleren Pilo og den unge maler Anna Munk.
Mellem tepavillonens normer og Sarah Lucas’ gæster. Mellem Kendriges egetræshest, Giuseppe Penones lærketræsskulpturer og alle bygningernes tømmerkonstruktioner. Mellem en ung træstammes knastornamentik og riddersalens rokokointeriør.
Kunstobjekter, der på trods af den historiske afstand har den samme ontologiske æstetik. Hænder har skåret i træ, fulgt træets strukturer, årringene, og bagefter har træskærerne siddet op ad en varm teglstensvæg og hvilet deres hænder eller hvilet i en seng af duftende myrteblade.
Sarah Lucas udstiller i det gamle Tehus. Foto: David Stjernholm
Historien som assemblage
Historierne er nærværende. Tider og erindringer er dynamiske. Ikke som én begribelig, lineær fortælling i ental, men som assemblage, som anakronisme. Stedet og kunsten skriver det koloniale og postkoloniale frem, og udstillingen sætter sig selv i spil i en global politisk, kulturel og økonomisk kontekst.
Der er plads til den, der træder ind i mødet mellem sted, erindringer og kunst. Det er et enormt rum. Som begrebsliggjort af Mary Louise Pratt er en kontaktzone: et socialt rum, hvor kulturer clasher i asymmetriske magtrelationer
Andre horisonter
Samtidskunstens tværdisciplinære ideer giver Valdemars Slots historiske erindringer en dybde og en placering på verdenskortet mellem Grønland og Sydafrika, der med mod og livskraft løsner samtalen fra stereotyper og åbner andre horisonter og fremtider.
Om Valdemars Slot
Efter årtier som historisk herregårdsmuseum genåbnede Valdemars Slot i 2025 som et nyt center for international samtidskunst. Slottet blev opført mellem 1639 og 1644 af Christian IV til sønnen Valdemar Christian og kom siden i den nuværende ejer Louise Iuel-Brockdorff Albinus' familie gennem søhelten Niels Juel. I dag står den almennyttige Valdemars Slots Arts Foundation (VSAF) bag et årligt program med udstillinger, kunstnerresidenser og arrangementer, der fra maj til september bringer samtidskunsten i dialog med slottets historie og landskab.
