Stålsat erindring

Wundkanal, der er den første danske soloudstilling af Kaare Sebastian Golles ved SABSAY, er en lille men generøs, mørk og radioaktiv perle, der genkalder Holocaust og Tjernobyl fra traumets mørke og samler arrene i en maltrakteret skulptur fuld af insisterende erindringskraft.

Den hvide kube er nogle gange en velsignelse. I et rum afskåret fra vores hverdagsovervejelser og -strabadser kan vi effektivt transporteres til et andet sted, hvor sammenhænge kan konstrueres på ny. Tid, sted, handlinger og ikke mindst betydninger kan opstå med ny kraft. Derfor er den hvide kube også et uvurderligt rum for erindring – også den smertelige af slagsen.

Udstillingsrummet er med Kaare Golles’ udstilling Wundkanal et sted for genkaldelse af menneskehedens historiske traumer, der har konkrete og på mange måder uoverskuelige konsekvenser.

Når vi træder ind i SABSAYs lokaler i Store Strandstræde, transporteres vi sagte og smerteligt til en verden af fragmenterede, deforme, henrettede, afbrændte og strålingsramte kroppe og lemmer.

Et kollektivt skudhul

Vi suges ind i et ormehul – eller her wundkanal (skudhul), der forbinder os med Anden Verdenskrig, Holocaust og den senere Tjernobyl-ulykke i 1986.

Ikke i form af historiske overblik, vidnesbyrd og dokumentationer, men i form af skulpturelle fragmenter, der danner et vokabular af aske, stråling, smerte, ild, deformitet og ikke mindst intenderet ondskab.

Mennesket er et nummer, luften er fyldt med aske og hår, og halveringstiden stiger, imens landskabet kontamineres og kroppe deformeres.

De to historiske kapitler optræder som udtryk for menneskelig splittelse og fornedrelse og som en sammenhængende fortælling om katastrofer, der var så omstyrtende for vores menneskelige tilstand, at vi per definition lever i deres dystre efterspil, om vi vil det eller ej.

Der er tale om blot ni skulpturer i træ, glas, klassisk bronze og det mere syntetiske resin, der udgør en form for sammenhængende fortælling og installation af fragmenter, der skal læses med krop, sanser og kritiske overvejelser som en diagnose over menneskeheden.

Fragmentet som erindringsgods

”Fragmentet står tilbage som den eneste erkendelse i min praksis og beskriver menneskets splittede, fragmenterede tilværelse i verden i dag,” udtaler Golles i pressemeddelelsen.

En erindring, Golles som mementor pådrager sig i sin insisteren på at danne forbindelse til en fortid, der på den ene side ikke er hans og samtidig altid vil være vores. Arven og dens kropslige konsekvenser er iscenesat helt konkret i udstillingen. Dels er flere af Golles’ skulpturer præget af en form for desperat heling, hvor fx afhuggede fingre udgør proteser på strålingsinvaliderede fødder i værket Pansersko (strålingen er logisk nok stærkest i jorden og derfor hårdest for fødderne), og dels er der i udstillingsrummets hjørne opsat en strålingsmåler (obligatorisk følgesvend i Tjernobyl), der konstant giver et lille bib fra sig. Ellers er der stille i udstillingen.

Spor og spredning

Man forholder sig helt naturligt lavmælt i den ’sagte’ lyssætning, og de få værker er installeret generøst, hvor der er gjort plads til betragterens og fragmenternes mulige forbindelser og bevægelsen gennem rummet.

Hvert værk føles som et insisterende nedslag, der fokuseres yderst følsomt. Derfor dvæler man naturligt ved detaljerne, søger sporene, og de er elegant lagt foran os i værkerne. Særligt i værket Bål (41), hvor nummeret 33771 er ridset ind i en af kævlerne, der udgør den afbrændingsberedte skulptur.

Flere steder i udstillingen hænger hjembragte og kontaminerede vinduesglas med både ukrainsk og tysk tekst indridset. Ét sted med den ukrainske tekst Пил (skræl), hvilket giver kropslige (og ubehagelige) associationer til især huden. Over kævlerne hænger netop et glas, hvor ’rauch, asche, haahr, luft’ er indridset, og man forstår gradvist, at spredningen af aske og hår, den vedblivende stråling, kontamineringen og deformeringen, som stadig optræder, er helt konkrete former for erindring, som ikke bare optræder i denne udstilling.

Smertelig tingsliggørelse

Udstillingen rummer også en række skulpturer, der relaterer til kroppen som skal og værn. I det centrale værk Harnisk står vi overfor et kropspanser, en sort bronzetorso, der med titlen og ved at efterlade støbningens monteringsgevind åbner skulpturens dobbelte betydning som både krop og funktionelt redskab. En tingsliggørelse af det kropslige, som hele udstillingen drejer omkring som håb og særlig smerte.

Og netop derfor sætter Wundkanal sig helt naturligt i kroppen med en lang halveringstid og står som et stærkt eksempel på, hvordan smertelig erindring – som den aktuelle markering af Første Verdenskrig – kan tage eksemplarisk form og føre os ind i et mentalt og sanseligt erindringsrum.