Ugens kunstner – Eva Merz

Fotografen Eva Merz’ kunstneriske brændstof er social indignation. Hendes fokus spænder over både det specifikke – enkeltindividets tilværelse – og det almene – menneskers vilkår i en større socialpolitisk kontekst. Hun er aktuel med bogen og udstillingsprojektet Gammel Vardevej – indefra på Esbjerg Kunstmuseum, som kan opleves frem til 15. januar 2017.

I 2004 grundlagde Eva Merz New Social Art School i byerne Aberdeen og Glasgow i Skotland, der fungerede frem til 2011. Det var ikke en skole i traditionel forstand, men snarere en kollektiv, kollaborativ bevægelse, der adresserede sociale og politiske spørgsmål ved at gribe ind i forskellige lokalsamfund på konkrete, aktivistiske måder. Det skete fx i projekterne Get a Fucking Job (2006) og You, Me, Us and Them (2011), der gennem interviews, publikationer, fotografier og happenings undersøgte og debatterede forholdene for hhv. gadetiggere, hjemløse og kvindelige fængselsindsatte.

I forbindelse med projektet Tillydrone (2007) flyttede Merz selv ind i det sociale boligområde af samme navn. Her igangsatte hun bl.a. forskellige kollektivt engagerende interventioner i det offentlige rum sammen med de lokale. Først dokumenterede hun alle områdets forbudsskilte (NO BALL GAMES, NO DOGS etc.), og herefter iværksatte hun en happening i anledning af Valentine’s Day, hvor alle forbudsskiltene blev dækket til af røde hjerter. Da hjerterne efterfølgende blev fjernet gennemførte hendes ’Love Patrol’ en aktion, hvor skilte blev malet over og stod tilbage som funktionsløse, lyserøde stedsmarkører.

Med det aktuelle projekt Gammel Vardevej – indefra, der ledsages af en bog med bl.a. beboerinterviews, giver Merz os et fascinerende kig ind bag murene i endnu et udsat boligområde. Gammel Vardevej ligger i Esbjerg, men kunne, som det er tilfældet med Tillydrone, ligge hvor som helst.

Gennem flere år har Merz haft sin gang i bebyggelserne og vundet beboernes fortrolighed, og den har givet hende adgang til livet bag facaderne, som er registreret med både indlevelse og stringens. Hendes fotografier er mennesketomme, og det er således alene sporene af den hverdag, som leves bag facaderne, vi præsenteres for. Lejlighederne er fotograferet fra samme vinkel, og intet er fjernet eller tilføjet – en dogmatisk fremgangsmåde, der får billederne til at fremstå som serielle, neutrale skildringer af individuelle rum, som tilsammen udgør en helhed.

Kunsthistorisk set fremstår projektet som en konceptuel undersøgelse af så traditionsbundne genrer som interiørmaleriet og det klassiske stilleben. De serielle panoramabilleder ledsages nemlig af detaljeoptagelser, der på sin vis vender de faglige genrer på hovedet. For hvor det dagligdags oversete normalt ophøjes gennem kunsten, kommer de intime interiører fra hverdagen i Merz’ fotografier til at udgøre deres eget mikrounivers, som kondenserer sider af livet, vi måske helst vil overse.

Kunstnerisk set placerer hun sig således i feltet mellem en dokumentaristisk, socialrealistisk og konceptuel praksis, hvor hendes motiver nok stammer fra et faktisk levet hverdagsliv, men samtidig tildeles de en æstetisk og idémæssig værdi og et kritisk potentiale, der hæver dem ud af deres oprindelige, subjektive sammenhæng.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)